Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På korstog for hygiejnen

Ro, regelmæssighed og renlighed er kerneværdier i sundhedsvæsenet, men arbejdet for at fremme hygiejnen kan fylde endnu mere. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, var i klinik på Hillerød Hospital for at besøge to hygiejnesygeplejersker.

Sygeplejersken 2012 nr. 5, s. 32-33

Af:

Sigurd Nissen-Petersen, chefredaktør

SY-2012-05-32-1aa
At hygiejneområdet har været integreret i opbygningen af det intermediære afsnit har haft stor betydning for indretningen af f.eks. opbevaringsrum og depoter. Ofte er det nemlig et hygiejneproblem, at der ikke er opbevarings- og depotplads nok på afdelingerne. Afdelingssygeplejerske Lone Vinkel Hansen (t.h.) viser frem. Foto: Simon Klein Knudsen

På et lille kontor for enden af en gang i en gul bygning på Hillerød Hospital passer Anne-Marie Thye og Anni Juhl-Jørgensen på hygiejnen.

De to sygeplejersker med sammenlagt mere end 70 års arbejdserfaring som sygeplejersker, ledere, og de seneste år hygiejnesygeplejersker, har en klar mission: Kampen mod de multiresistente bakterier, smitten og sygdomme, som overføres fra menneske til menneske. Eller som de selv forklarer det: Infektionsforebyggelse og infektionsbekæmpelse gennem opsøgende arbejde, udredning, overvågning, rådgivning og bekæmpelse af infektioner.

De har inviteret Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, i klinik for at fortælle mere om deres arbejde og vise rundt på tre afdelinger på Hillerød Hospital.

For der er al mulig grund til at tage hygiejnen dødsensalvorligt. Anne-Marie Thye og Anni Juhl-Jørgensen har talrige eksempler på, hvordan udbrud af multiresistente bakterier lammer arbejdspladser og afdelinger totalt. Problemet er voksende, hvilket de mange tilfælde, som også sniger sig frem i medierne, bevidner.

”Arbejdet med infektionshygiejne bliver vigtigere og vigtigere, og heldigvis er bevidstheden om værdien af arbejdet stigende, selvom vi selvfølgelig godt kunne tænke os, den blev endnu større,” siger Anne-Marie Thye og Anni Juhl-Jørgensen samstemmende.

De to hygiejnesygeplejerskers vingefang er i udgangspunktet stort. Det dækker hele Hillerød Hospital samt hospitalerne i Frederikssund og Helsingør. Der er arbejde nok til dem begge to. Senest er en del af kommunerne i regionen også kommet til, for opgaven med at sikre hygiejnen flytter med, også når patienten er udskrevet fra hospitalet til pleje eller eget hjem.

Første stop under formandens klinik er hospitalets neonatalafdeling, hvor børneafdelingens tre hygiejnenøglepersoner, Katrine Secher, Irene Roed Stensberg og Dorthe Schmidt Andersen, tager imod sammen med en række af deres kolleger. 
Deres historier er enslydende. Til at starte med handlede meget af arbejdet som nøglepersoner om at få ryddet op og sat hygiejnearbejdet mere i system. 

”Arbejdet var spændende, for det gjorde ret hurtigt en forskel, at vi fik sat øget fokus på det som nøglepersoner. Vi har også taget nogle kampe, og nogle gange har det været en lidt træls rolle, men i dag virker det, som om flere af os næsten bare ved vores tilstedeværelse minder folk om vigtigheden af arbejdet med hygiejnen,” siger Katrine Secher.

På det nybyggede IMA, Intermediært Afsnit, som åbnede november 2011, tager ledende oversygeplejerske Karin Majgaard og afdelingssygeplejerske Lone Vinkel Hansen herefter imod. Afsnittet er ifølge Karin Majgaard ”nyskabende”, fordi man meget tidligt i byggefasen inddrog alle – også hygiejnesygeplejerskerne – i planlægningen.

Også her skinner engagementet tydeligt igennem. Da Karin Majgaard opdager en nedfalden ledning under et af skrivebordene i det store kontrolrum, kravler hun egenhændigt ind under bordet for at sætte den op, for løse ledninger samler støv og skidt og er dårligt for hygiejnen.

Tredje og sidste stop er den nyligt sammenlagte afdeling med det mundrette navn Kardiologisk, Nefrologisk og Endokrinologisk Afdeling – eller blot afdeling H. Ledende oversygeplejerske Kirsten Simonsen viser en oversigt på sin computerskærm over antallet af senge. Det er på 59, men oversigten viser, at der er 70 patienter indskrevet, heraf en del på gangene og i isolation, hvilket også er en infektionshygiejnisk udfordring.

Turen går videre forbi ”dialysen”, hvor der er hektisk aktivitet, men en rolig stemning i det store og lyse lokale. Afsnittet har netop haft en såkaldt ”infektionshygiejnisk audit”, altså et kontroltjek af hygiejnen, som er faldet rigtig godt ud. Bl.a. fordi der godt nok er småt med plads, men styr på opbevaring og på depoterne, lyder det. Vejen går også til afsnittets depot, som virker velordnet og godt organiseret. Anni Juhl-Jørgensen og Anne-Marie Thye nikker: Sådan skal det gøres.

”Nu mangler vi bare, at hygiejnearbejdet kommer op på et endnu højere niveau og bliver taget endnu mere alvorligt. Vores helt store ønske er, at der kommer en lov på området, så det infektionsforebyggende arbejde kommer på højde med arbejdsmiljø og fødevarekontrol."