Studerende i praksis: Patientens håb skal næres

Foto: iStock

Hvordan kan det være, at sundhedsprofessionelle har svært ved at acceptere, at patienterne har andre drømme og håb for fremtiden end den virkelighed, vi formidler som eksperter? Hvorfor anerkender vi ikke, at livet er uforudsigeligt, og at hver eneste patient er med til at skabe sine egne muligheder?

Umiddelbart kan det vel forekomme som et naivt spørgsmål med et temmelig indlysende svar.

I den narrative fortælling, jeg hørte i min klinik på modul 5, fortalte patienten, der var blevet lam efter en ulykke og indlagt til et rehabiliteringsforløb, hvordan han oplevede, at systemet forsøgte at tage håbet fra ham.

Ved indlæggelsen fik han besked på af både lægen og andet personale, at han aldrig ville komme ud af sin kørestol eller få følelse tilbage i benene.

Det ville han ikke acceptere. Hans drøm og håb var at komme op og ud af kørestolen. Han ville gå igen. Han er heldigvis en ung mand med mange ressourcer, og dem brugte han på at træne hårdt og meget, og på eget initiativ påbegyndte han også et alternativt træningsforløb.

I dag, ca. seks måneder efter indlæggelsen, har han fået begyndende følelse i den øverste del af sine ben og kan nu gå en time med benskinner ved rollator. Hans drøm og håb er at kunne gå i endnu længere tid.
 Da han første gang forsigtigt nævnte, at han mente at kunne mærke følelse i sin ene balde, blev han mødt med svaret, at det nok ikke var videre sandsynligt.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig.

Jeg har læst en bog, der gjorde stort indtryk på mig. Bogen hedder ” I morgen var jeg altid en løve ” og er skrevet af Arnhild Lauveng, der selv i mange år var diagnosticeret som skizofren og altså blev betegnet som kronisk syg.

I dag er Arnhild Lauveng rask, har en uddannelse som psykolog og er en efterspurgt foredragsholder.

I bogen beskriver hun, at det værste, man kan udsætte et andet menneske for, er at fratage det håbet. Hun mener, at vi i bestræbelserne på at give patienterne et realistisk forhold til fremtiden laver behandlingsstrategier og udfærdiger information, der blot fastholder patienten i sin sygdom og diagnose.

Vi ser ikke mennesket med alle drømmene, og vi anerkender ikke, at håbet er det, der holder det hele sammen.
Arnhild beholdt sin drøm om at læse til psykolog på trods af svær sygdom, modgang og negative forventninger fra personalet. For som Arnhild siger et sted: ”Jeg havde behov for en god drøm at holde fast i.”

Jeg synes, at den slags fortællinger skal gøre os ydmyge. Ydmyge over for, at hver eneste patient, vi møder, er et unikt menneske, der har krav på, at vi, på trods af diagnoser og ekspertviden, lige netop respekterer mangfoldigheden og uforudsigeligheden så meget, at alle patienter kan beholde deres egen gode drøm.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.