Sygeplejersken
Viden giver mindre slid på personalet
Sygehus Lillebælt vil efteruddanne 150 forflytningsvejledere i bariatrisk patienthåndtering for at undgå arbejdsskader og for at sikre bedre pleje og behandling til bariatriske patienter.
Sygeplejersken 2012 nr. 5, s. 28-29
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
Jørgen Bent Hansen har et BMI på 40, han vejer 142 kilo. Han har tidligere været indlagt med diabetisk fodsår, som krævede amputation af en lilletå. Efterfølgende gik der infektion i såret, og derfor er han genindlagt på ortopædkirurgisk afdeling på Kolding Sygehus. Foto: Nils Lund Pedersen
Det er godt 10 år siden, intensivsygeplejerske Inge Raal for første gang kom til at pleje en patient på over 200 kilo. Dengang havde personalet aldrig hørt om begrebet bariatrisk, og der fandtes ikke senge til så tunge patienter.
”Teknisk afdeling måtte binde to senge sammen, og vi var otte personer om at hjælpes, når patienten skulle have sengebad,” fortæller hun.
Historien bliver i dag omtalt som en skrækhistorie, og den gav anledning til, at Kolding Sygehus nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle se på, hvilket udstyr der i fremtiden ville være nødvendigt for at håndtere så svært overvægtige patienter. Siden blev der bl.a. indkøbt flere brede senge.
I dag er de svært overvægtige patienter blevet en mere almindelig patientkategori, og Sygehus Lillebælt, som Kolding Sygehus hører under, er derfor gået i gang med projekt ”Bariatrisk Patienthåndtering”.
Projektet skal kortlægge, hvordan sygehusene håndterer bariatriske patienter på baggrund af mere end 500 personalers oplevelser af arbejdsmiljøet ved stærkt overvægtiges patientforløb. Målet er at udarbejde retningslinjer og politikker for håndtering af bariatriske patienter, så de får de bedst mulige tilbud, og så personalet undgår arbejdsskader og belastninger i arbejdsmiljøet.
Fysisk slid
Inge Raal, som arbejder på intensiv afdeling på Kolding Sygehus, er uddannet forflytningsvejleder, og ligesom 150 andre forflytningsvejledere i Sygehus Lillebælt skal hun i maj gennemgå en særlig efteruddannelse i bariatrisk patienthåndtering.
”I dag kan vi ikke dokumentere, at arbejdsskader sker pga. flere tunge patienter. Vi har haft en enkelt hændelse, hvor en sygeplejerske fik et vrid i skulderen under håndtering af en bariatrisk patient, men det er vores oplevelse, at de tunge patienter slider på plejepersonalet, ikke mindst fordi de skal række så langt ind over patienten i de brede senge,” fortæller Inge Raal.
Intensivafdelingen har gjort meget for at forbedre det fysiske arbejdsmiljø for personalet. Afdelingen er f.eks. indrettet med loftslifte, der kan klare op til 350 kilo, som ikke optager gulvplads på stuerne. Det er en fordel, fordi stuerne i forvejen rummer respiratorer og overvågningsudstyr.
”Loftsliftene kan vi trække lige derhen, hvor vi har brug for dem, og vi bruger dem til rigtig meget andet end forflytninger, f.eks. til at holde patientens ben under sengebad eller forbindsskift,” fortæller Inge Raal.
Glidestykker i form af spilerdug bliver brugt til at trække patienten opad i sengen på, og her er det en fordel, hvis stuen er indrettet, så intensivapparaturet er ophængt i loftet og f.eks. ikke på væggen, for så kan man komme om bag ved sengen, når man trækker patienten opad i sengen.
Motoriseret bækkenstol
Skubning af senge og stole er også noget af det, der slider på personalet i hverdagen.
”Der var f.eks. en meget tung patient, som skulle transporteres på bækkenstol til badeværelset. Af den grund anskaffede man en motoriseret bækkenstol,” fortæller Inge Raal.
En elektrisk talerstol, som hjælper til med at trække patienten op fra siddende stilling, er et andet eksempel på et hjælpemiddel, som skåner personalet for tunge løft.
Intensivafdelingen har særlige udfordringer med de tunge patienter, fordi de er indlagt på et tidspunkt i patientforløbet, hvor de ikke på nogen måde er selvhjulpne. Der er langt imellem de rigtig store patienter på over 200 kilo, men når de er indlagt, er de til gengæld indlagt længe.
”Bariatriske patienter har flere komplikationer under og efter operationer, fordi det store tryk på blodårer, lunger og hjerte betyder, at de lettere får alle mulige bivirkninger. De har svært ved at få luft, og de har større risiko for blodpropper og for decubitus. Desuden tager operationen ofte længere tid end ved normaltvægtige patiener, og det giver i sig selv øget risiko for infektioner.”
Projektleder for projekt Bariatrisk Patienthåndtering, Ann Mathilde Furrer, mener, at bariatriske patienter får ringere service end andre patienter, bl.a. fordi udstyret ikke er optimalt.
”Det er alt fra, at scanningsbilleder har dårligere kvalitet, til, at der mangler kanyler, som er lange nok. Men frem for alt mangler vi et ordentligt registreringsværktøj, der kan afdække den enkelte patients behov for udstyr, og hvordan patienten vil påvirke arbejdsmiljøet,” siger Ann Mathilde Furrer.
Projektet varer indtil sommeren 2013 og er støttet af Forebyggelsesfonden.
Projekt Bariatrisk Patienthåndtering har gennemført en undersøgelse af, hvordan sosu-assistenter og sygeplejersker på Sygehus Lillebælt i dag møder bariatriske patienter.
Den dokumenterer, at personalet oplever det som mere fysisk belastende, jo større patientens BMI er. Det giver sig især udslag i træthed i kroppen og ondt i lænd, ryg, nakke og skuldre. De bariatriske patienter kræver ekstra personale, og det handler især om forflytning. Undersøgelsen viser også, at plejetiden bliver forlænget, fordi personalet skal bruge tid på at vente på kolleger, som kan hjælpe med forflytning, fremskafning af hjælpemidler såsom senge, stole og lifte, men også udstyr som tøj, bleer og ekstra lange kanyler.
Bariatriske patienter kan overordnet inddeles i to kropstyper: æbler og pærer. Forskellige kropsformer giver forskellige bevægemønstre hos den overvægtige og kræver, at man tilpasser udstyret til kroppen.
En æbleformet patient kan f.eks. ikke sidde i en 90 graders stilling i et sejl, for så vil bugen presse på luftvejene. Vinklen skal derfor være åben, så der er plads til maven. Læn f.eks. ryglænet i kørestolen tilbage. Lange armlæn på f.eks. kørestole er vigtige for æbleformede, fordi de bruger armlænene til selv at forflytte sig til og fra stolen.
Pæreformede patienter har fedtvævet placeret på underekstremiteterne. En af pæreformerne har især meget væv på indersiden af låret, hvilket ofte resulterer i svære problemstillinger med hygiejne og sår. Vær opmærksom på dette væv, og brug en bade- og toiletstol, der giver mulighed for, at benene kan blive spredt ordentligt ud. Hvis der derimod er meget væv på ydersiden af lårene, så patienten selv er i stand til at samle knæene, skal fodpladen på bade- og toiletstolen være centreret, så vævet på låret ikke bliver klemt.
Hvis udstyret bliver brugt rigtigt, kan patienten bruge mere energi på f.eks. rehabilitering og på at kommunikere med lægen i stedet for at bruge sine ressourcer på at sidde dårligt.
Kilde: Malene Alexandrowiz, ergoterapeut og salgskonsulent hos Cobi Rehab.
God plads er essentielt, når stærkt overvægtige patienter skal flyttes rundt på en hospitalsstue. Minimum 22 kvadratmeter er der brug for, hvis en patient på f.eks. 230 kg skal flyttes sikkert fra seng til kørestol med loftlift, uden at hospitalets personale kommer til skade. Det viser et forskningsprojekt, som Region Midtjylland i 2010 gennemførte med støtte fra Forebyggelsesfonden.
- Sengen skal være ekstra bred med et påmonteret vendesystem. Den skal kunne hæves og sænkes i et større interval end normalt, og patienten skal kunne trækkes mekanisk fra side til side, så rækkeafstanden ikke bliver for stor.
- Meget fedt på bagdelen kræver understøttelse af ryggen. Enkelte kan ikke ligge på ryggen, fordi vægten af fedtet i værste fald kan presse hjertet til at stoppe.
- Brug solid sengehest, så vægten af maven ikke trækker patienten ud over kanten.
- Brug mekanisk lift i stedet for at løfte manuelt, også selvom det kun er et ben. Det er mere komfortabelt for patienten og skåner hjælperen.
- Brug brede stropper eller sejl, som kan fordele vægten ved løft. Spænder eller låse må ikke komme ind mellem hudfolderne.
- Lad patienten få lidt vægt på fødderne, inden han eller hun rejser sig helt. Vær opmærksom på, at madrassen kan trykkes sammen og blive skrå med risiko for, at patienten glider.
- Kun de færreste håndvaske er stærke nok til at blive brugt som støtte ved toiletbesøg. Vær sikker på, at toiletkummen kan klare vægten.
- Hvilestole, toiletstole og kørestole skal have ekstra bredde og dybde og være godkendt til patientens vægt. Pas på, at fedtfolder ikke hviler på ryglænets overkant – det kan gøre meget ondt.
Kilde: Ingerslev J: Praktisk bariatri: anno 2010, Lægemagasinet, årg. 24, nr. 8, 2010.
59 pct. af sygeplejerskerne i Dansk Sygeplejeråds medlemspanel siger ja til, at det er en del af deres arbejde at vejlede, tilse eller behandle svært overvægtige patienter. Vi har bedt dem dele deres erfaringer fra arbejdet med de store patienter.
Her følger eksempler på, hvad de har svaret:
”Vi havde en ældre dame indlagt, som blev liftet i og ud af sengen. Til sidst gik loftliften i stykker, mens hun hang i den. Vi måtte køre sengen ind under og helt op, mens vi fik hende ud af liften. Uværdigt!”
”Overvægt er et meget følsomt emne for patienterne. Man skal lige vænne sig til at finde den rigtige indfaldsvinkel til at nærme sig problemet, så patienten ikke står tilbage med skyldfølelsen.”
”Det bliver altid kommenteret iblandt plejepersonalet, hvis en patient er svært overvægtig. Der bliver lavet jokes. Jeg ønsker ikke at virke fordømmende overfor patienten men har alligevel i baghovedet, at jeg selv synes, at overvægten er selvforskyldt. De vækker en følelse i mig om, at de mangler selvkontrol. Jeg prøver at sætte mig udover det, men om det lykkes?”
”Det psykiske pres er et overset problem. Vores afdeling måtte have en psykolog til at hjælpe os til at få en fælles holdning til en svært overvægtig patient med personlighedsforstyrrelser.”
Kilde: DSR Analyse og medlemspanelet