Sygeplejersken
Fang mangfoldigheden
Et billede siger mere end tusind ord, siger man. Og i løbet af Sygeplejens År har sygeplejersker – som en del af en fotokonkurrence udskrevet af Dansk Sygeplejeråd – prøvet at fange mangfoldigheden i sygeplejen.
Sygeplejersken 2012 nr. 6, s. 34-35
Af:
Sigurd Nissen-Petersen, chefredaktør,
Søren Olufsen, journalist,
Henrik Boesen, journalist
Tekst og foto: Maria Cisar
Fællestillidsmand på hjemmearbejde ved pc’en
Jeg er FTR og har derfor hjemmearbejdsdage, hvor jeg typisk arbejder ved computeren flere timer i træk. Det kan være forberedelse til lønforhandling, mailkorrespondance med faglig konsulent eller medlemmer, referater af forskellige møder og forberedelse til MED-udvalgsmøder. Det er den mere administrative del af sygeplejen. Min egentlige funktion er som sygeplejerske på et plejecenter i Roskilde Kommune, hvor jeg er to dage om ugen. Her er min hverdag meget anderledes og mere borgerorienteret.
Tekst og foto: Birgitte Nielsen
Hospice Vendsyssel
Sygeplejerske Birte Møller Jensen på vores terrasse i stille nærvær med yngre patient med hjernetumor (med ryggen til). Patienten kan ikke kommunikere med ord længere. Men billedet viser nærværet og kontakten i en dejlig stund på terrassen. Patienten døde næste dag.
Tekst og foto: Kirsten Dalby
Professionshøjskolen Metropol
At uddanne de kommende sygeplejersker er også en del af professionen. Derfor dette bidrag med en studerende, Susan, der viser, at ikke alle studerende er purunge, lyshårede ungmøer, men også mere ”modne” piger, der ofte er meget målrettede og strukturerede i forhold til studiet.
Tekst og foto: Kirsten Kristensen
Hjemmesygeplejen i Vejle Kommune
Et typisk billede fra ældrevenlige boliger med rollator og indkøbstrolley side om side. Billedet er fra min hverdag som hjemmesygeplejerske i Vejle Kommune.
Tekst og foto: Stine Brenøe
Sygeplejerske i Grønland
Billedet er taget i en King Air-flyvemaskine, da jeg skulle evakuere en patient fra Paamiut til Nuuk.
Tekst og foto: Anne Holst Lauritsen
Hjemmesygeplejen Sydvest Aalborg
De to billedpar viser to meget forskellige borgeres håndflader. Håndens linjer, huden, håndens form, måden, den bliver fremvist på, kan fortælle noget om personens liv og personlighed. Der ligger en mangfoldighed i hver deres måde at håndtere livet på, da de har haft vidt forskellige forudsætninger for det levede liv. De forudsætninger er bl.a. nationalitet, arbejde, køn, alder og ydre omstændigheder.
Ved siden af håndfladen ses hver borgers ur. Hvilket skulle fortælle lidt om det liv, der skal til at leves, og hvad vi vælger at bruge tiden på. Men uret kan også sige lidt om, hvordan den enkeltes indgang til livet er. Det er f.eks. ikke en forhindring at være superbruger af en iPad, selvom man er 80 år.
Tekst og foto: Jytte Thomsen
Anæstesi- og operationsafdelingen Aalborg Sygehus
Jeg har valgt dette foto, fordi det illustrerer så meget af min arbejdshverdag. Operationssygeplejersken i dyb koncentration ved opdækning af sterile instrumenter til dagens operation. De søde operationssygeplejersker har været med til at gøre hver eneste dag i min 37-årige karriere som anæstesisygeplejerske til en fantastisk god dag.
Tekst og foto: Dorthe Stauning
2082N5 på Rigshospitalet
Billedet er fra skleroseklinikken på Rigshospitalet, som er et ambulatorium for sklerosepatienter. Vi arbejder med forskning, ny behandling og forebyggende behandling af sklerose. Billedet handler om etik og om at gøre i.v.- administration til noget smukt, poetisk og forfinet i sygeplejen. Det fortæller om vores hverdag, hvor vi skal se igennem slanger, dropsæt og venflons, se ind til det hele menneske. Vores arbejdsfelt tager udgangspunkt i dette, og i en travl hverdag kan det godt være vanskeligt.