5 faglige minutter: Skrumpelever, vådhjerner, rygerlunger og wienerbrødshjerter

Ammer, mens jeg zapper rundt mellem dagens nyheder på tekst-tv. Side 115 lyder skræmmende interessant.

”Vitaminer skader”, lyder overskriften. I store træk en nyhed, der er en lige højre til alle os, der for en sikkerheds skyld sluger en multivitaminpille hver morgen. Nyheden er, at forskning har afdækket, at det daglige vitaminboost i bedste fald ingen effekt har, mens det i værste fald er direkte farligt at indtage denne daglige dosis god samvittighed.

Det må ikke være for let at træffe de rigtige og sunde valg. For det er sket før. Bedst, som man har fået en sund vane, må den ændres, fordi ny forskning vender det hele på hovedet og gør sundt til usundt. Listen over selvforskyldte sygdomme er så lang, at det er svært at komme i tanke om en sygdom, hvor flaskehalsen ikke ender med at pege på patienten selv.

Musearme og tennisalbuer flankerer den tungere afdeling, hvor der bl.a. meldes om skrumpelever, vådhjerner, rygerlunger og wienerbrødshjerter.

Når sygdom rammer, giver det ikke mening at kaste sig ned på knæ og stille sit hvorfor til de højere magter. Ansvaret har i lyset af forskningens landvindinger skiftet hænder, og vi må nu i høj grad sande, at Vorherre har givet stafetten videre.

Enhver er sin egen lykkes smed og i høj grad også sin egen ulykkes herre. Vi kunne have spist lidt flere gulerødder (eller var det færre, det er jeg faktisk lidt i tvivl om?), vasket vores hår i shampoo uden parabener, undladt at pakke madpakken ind i sølvpapir eller meldt pas på både kagefadet og rødvinsflasken.

Når sygdom rammer, rammes patienten altså med dobbelt kraft. Som om det ikke er nok, at den enkelte skal leve med smerten over at være blevet ramt af sygdom med alt, hvad det medfører af tab og lidelser, der bliver strøet mere salt i såret i form af en ordentlig portion skyld og skam. Og her hjælper det ikke at gribe ud efter en enkelt forsvarsmekanisme til at fortrænge de kolde facts. Gælds ikke!

Ovre i sundhedssystemet vil de nemlig gerne have, at vi skal føle i hvert fald bare en lille smule ansvar og skyld. Ikke for meget, for det får mennesker til at gå helt i stykker, og det koster både på det menneskelige og på det økonomiske plan, når patienten går ned med stress, depression eller det, der er værre. Bare tilpas meget til, at den enkelte involverer sig i helbredelsesprocessen og selv sadler op til det helt store ridt mod en frisk start. En konstruktiv mekanisme, der afværger, at patienten blot læner sig tilbage og venter på, at andre skal komme og ordne det, der skal ordnes.

Pokkers konstruktivt, hvis ikke det lige var for alle de søvnløse nætter og nedbrydende tanker, mange patienter må leve med, når de jager svaret på et hvorfor og må erkende, at der faktisk findes et svar, og at det ligger hos dem selv. Av for den.

Skylden og skammen kan være tung at bære, og derfor må sygeplejersker være opmærksomme på, hvor patienten kan parkere den, mens han eller hun bruger sine kræfter på noget, der er langt vigtigere, nemlig at se frem og ikke tilbage. Hvordan hjælper vi dem med at håndtere den? Taler vi om den, er vi opmærksomme på, at vi med vores ordvalg og forklaringer er med til at dosere den forskningsmæssige viden, så den bliver så mundret, at den både kan tygges og fordøjes af den i forvejen hårdt ramte patient?

Ansvar for egen sundhed er godt, mens ansvar for egen sygdom straks rimer mere på dårlig samvittighed, bøjet nakke og mangel på den energi, kampgejst og det livsmod, som er afgørende for patientens mestring.

PS. Og så skal jeg lige på nettet og finde ud af det der med gulerødderne … 

Blå bog

Eva Hoffmann er 39 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann blev sygeplejerske i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008. Hun har p.t. barselsorlov.