Sygeplejersken
Dilemma: Lederen skal sikre, at hygiejnestandarder efterleves
Et e-learnings-program skal teste sygeplejerskers viden om hygiejne med henblik på at hjælpe med både at huske og at efterleve de standarder, der er på hygiejneområdet.
Sygeplejersken 2012 nr. 7, s. 13
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør,
Pia Olsen, illustration
Brug af programmet viser, at de erfarne sygeplejersker finder det overflødigt, for de føler, at de ved det hele i forvejen. Til gengæld har de erfarne sygeplejersker langt flere fejl i deres besvarelser end de unge og nyuddannede sygeplejersker. De nyuddannede er positivt indstillede over for testen og forsøger at få så megen viden ud af programmet som muligt.
Sygeplejerskernes leder, Agnes, overvejer, hvordan hun skal tage hånd om de forskelle, sygeplejerskerne udviser både i indstilling og med hensyn til besvarelserne af testen. Hvordan gør Agnes det, så resultatet bliver positivt for både de erfarne og de nyuddannede og ikke mindst for patienterne? Eller skal hun bare lade resultaterne tale for sig selv og lade være med at gøre noget?
Hvad tænker du? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.
Svar nr. 1.
I det samfundsetiske perspektiv bør resultaterne af en undersøgelse anvendes som afsæt for videre læring. Det modsatte vil være ressourcespild.
I et andet etisk perspektiv, hvor personalets skik og sædvane er afsæt for den etiske refleksion, bliver man opmærksom på, at det ikke er ualmindeligt at møde klinikere, der gør, som de selv mener er bedst, hvilket er deres opfattelse af, at det, de en gang har lært, er korrekt håndhygiejne. Skik og sædvane er svært at ændre, også selv om kravene til den ændrede adfærd bygger på nye undersøgelsesresultater og velunderbygget evidens.
I forhold til den enkelte patient har patienterne ret til at forvente sig omgivet af et professionelt team på sygehuset. Det indebærer bl.a., at personalets hygiejne bygger på moderne standarder.
Uanset etisk tilgang er svaret, at resultatet skal anvendes. Hvordan er en lokal ledelsesudfordring?
Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPS, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
Svar nr. 2.
Tilsyneladende befinder Agnes sig som sygeplejefaglig leder mellem to yderpunkter, hvor hun skal tage stilling til, hvad hun vil gøre.
Det er dog kun tilsyneladende, da der i denne sammenhæng findes et højere mål end valget mellem de ældre og de yngre sygeplejersker nemlig at forholde sig til, hvilket formål hygiejne har.
Kort sagt medvirker hygiejne til, at det enkelte menneske oplever velvære og føler sig ren og soigneret samtidig med, at hygiejnen forebygger eventuel spredning af bakterier og vira.
Når vi anskuer viden om hygiejne på den måde, eksisterer der ikke længere et valg for Agnes, for det må aldrig blive et spørgsmål om at undlade at gøre noget sygeplejefagligt rigtigt hverken i klinikken eller i ledelsen af faget.
Dybest set er der ikke tale om noget etisk dilemma eller spørgsmål, men snarere en refleksion i forhold til, hvilke faglige begrundelser der foreligger for at tage fat på opgaven eller lade opgaven ligge og her undlade at påtage sig det ansvar, vi har som sygeplejersker og ledere i og af sygeplejen.
Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd.