Medinddragelse – en god idé?

Afhandlingen ”Medinddragelse og lighed – en god idé? En analyse af patient-tilblivelser i det moderne hospital” beskriver en undersøgelse af to politiske kongstanker eller målsætninger, som er centrale i sygehusvæsenet i dag, nemlig tanken om lighed og medinddragelse.

Afhandlingens hovedinteresse er, hvem patienten ”er” eller har mulighed for at ”blive til som” i en hospitalsafdeling for efterfølgende at undersøge, hvordan disse tilblivelsesprocesser er relateret til de politiske forestillinger om medinddragelse og lighed.

Projektets empiriske materiale er genereret ved et etnografisk feltarbejde på to somatiske hospitalsafdelinger i Danmark. Teoretisk er projektet poststrukturalistisk inspireret og informeret.

Afhandlingen viser, hvordan fire forskellige normer er virksomme i afdelingerne og får betydning for de muligheder, patienter har for at blive til som forståelige. Normen om objekthed handler om at gøre sig til objekt for medicinen og samtidig at gøre sig så gnidningsfri som muligt, forstået som effektiv og produktiv.

Sideløbende med en norm om objekthed eksisterer der en norm om selvstændighed i afdelingerne. Denne norm handler om at gøre aktiv på måder, der viser, at man vil og kan gøre noget selv for at blive rask.

En tredje norm, som synes at influere på patient-tilblivelserne, er en norm om troværdighed, som grundlæggende handler om at fremvise oprigtighed. En fjerde norm, som kan identificeres, er en norm om særlighed.

Denne norm handler grundlæggende om, at nogle patienter får status af at være særlige, og at disse patienter bliver brugt som eksempel på de professionelles generelle tilgang til patienterne og mening med arbejdet.

At praktisere patient, og derigennem at blive til som forståelig, handler om at kunne afkode de dominerende normer for passende patienthed.

Selv om normerne kan siges at være institutionelt bestemt, så handler det at praktisere passende også grundlæggende om at gøre normerne til sine egne.

Når normerne forventes båret som personlige, individuelle og oplagte, er konsekvensen, at patienter, der mislykkes i at konfirmere normerne på passende måder, ikke bliver et institutionelt problem, men tværtimod, at patienten som individ ”bliver” problemet.

Afhandlingen viser dermed, hvordan det at blive til som passende patient overordnet handler om at få pålagt og tage ansvar som patient, hvilket også viser sig som et institutionelt ansvar. Når patienterne bryder med normerne, bliver de nemlig ikke bare en trussel mod egen sundhed, de truer også afdelingens orden og dermed også det professionelle arbejde, de andre patienter og afdelingens muligheder for at opfylde fastlagte mål. De bliver et problem, og problemet installeres ind i patienten, som identificeres som én, der ikke kan eller vil leve op til sit ansvar.

Hospitalet er således ikke en neutral ramme, hvor alle handlinger er mulige. Når der i dagens sundhedsvæsen tales om, at patienten skal være i centrum og skal inddrages, er der, sat på spidsen, tale om en selvstændig, effektiv patient, der udtrykker adækvate behov og ønsker for eget hospitalsforløb. En patient, der tager ansvar for egen sundhed og er aktiv i eget patientforløb.

Dette kan være svært at leve op til for alle patienter. Patienter er som udgangspunkt alvorligt syge og afhængige af den hjælp, sygehuset kan give. Måske er deres tilstand livstruende, medmindre de får hjælp. Samtidig har patienter forskellig baggrund, de har forskellige ressourcer til rådighed.

Man kan derfor diskutere, i hvilken grad vi kan tale om et hospitalsvæsen, der inddrager patienter og er med til at skabe lighed.

Mari Holen forsvarede afhandlingen ”Medinddragelse og lighed – en god idé? En analyse af patient-tilblivelser i det moderne hospital” i november 2011.

Afhandlingen kan rekvireres i ”Bogladen på RUC”:

Mari Holen er en af otte vindere af ph.d.-cup for bedst formidlede ph.d. i 2011. Hun fik overrakt prisen den 29. maj.