Sygeplejersken
På sporet af tuberkulose
For at standse tuberkulosesmitten skal læger og sygeplejersker lede efter smittekilder og potentielt smittede personer. Det kræver fleksibilitet og alternative løsninger, men også modet til at granske patientens privatliv.
Sygeplejersken 2012 nr. 7, s. 24-25
I 1. U på Oehlenschlægersgades Skole i København er en pige syg med tuberkulose. Derfor tester to sygeplejersker fra Gentofte Hospital resten af klassen for smitten. Foto: Simon Klein Knudsen
En bunke sprøjter med orange hætter ligger klar i en papkapsel. De er trukket op med ekstrakt af døde tuberkelbakterier og skal inden længe injiceres i armene på børnene fra 1. u på Oehlenschlægersgades Skole i København.
”Argh,” råber en pige og kniber alle muskler i ansigtet sammen, da hun bliver stukket i armen.
”Det klarede du rigtig flot,” siger tuberkulosesygeplejerske Nete Wrona Olsen, der sammen med sin kollega fra Lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital tester alle klassens børn for tuberkulose.
En af pigerne i klassen har fået sygdommen i Pakistan og er i behandling, derfor skal Nete Wrona Olsen sikre sig, at hverken skolelærer, pædagoger eller klassekammerater er blevet smittet. Proceduren kaldes aktiv smitteopsporing og er ifølge Nete Wrona Olsen det mest effektive redskab til at bekæmpe spredningen af sygdommen.
”Det handler om at overvåge sygdommen og få sporet alle patienter for at lukke hullerne i smittekæden,” siger hun og påpeger, at sundhedspersonale skal sørge for at finde smittekilden og potentielt smittede personer, hvis de behandler en patient for tb.
En del af smitteopsporingen er at interviewe patienterne om deres dagligdag og private forhold.
”Man skal lede foran og bag ved patienten efter smitten. Det kræver, at man er åben og støttende, for man bliver nødt til at spørge meget ind til deres privatliv. Det kan føles lidt som at snage, men hensigten er at stoppe tuberkulosesmitten,”siger Nete Wrona Olsen, som har arbejdet med tuberkulose siden 1999.
Sygeplejersker skal være fleksible
Især blandt danske og grønlandske socialt udsatte mænd spreder tuberkulosen sig, og for dem kan det være et stort projekt at tage på hospitalet for at blive røntgenfotograferet.
Sygeplejersker, som arbejder på varmestuer, herberger, sundhedsklinikker eller på gadeplan, skal derfor være mere opmærksomme på sygdommen, for de kan hjælpe borgerne med at finde rundt i sundhedssystemet. Men det kræver, at man er fleksibel og tænker alternativt, mener Nete Wrona Olsen, der har fået tildelt embedslægens ansvar for smitteopsporing i hovedstaden.
”Det kan handle om at tilbyde sin hjælp med transport til hospitalet. Eller finde borgerne på værtshuset, hvis de har glemt at tage deres medicin,” siger hun.
På Lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital kan borgere derfor møde op uden henvisninger, og Nete Wrona Olsen kører både hjem til patienter og ud til de københavnske sundhedsklinikker og herberger og afleverer medicin eller plasticbøtter til opsamling af ophost, der kan sendes til undersøgelse.
”Vi etablerer mange forskellige løsningsmåder omkring patienterne, fordi det kan være svært at passe sin behandling, hvis man bor på gaden og har et misbrug,” siger hun.
F.eks. har hun uddannet tb-ambassadører, der arbejder i herbergmiljøerne og kan hjælpe med at få folk til undersøgelse:
”Nogle gange må man give slip på sin egen faggrænse. Det er trods alt ikke mere komplekst, end at andre ressourcepersoner i patientens netværk kan uddele medicinen.”
Tilbage på Oehlenschlægersgades Skole fortæller Nete Wrona Olsen en lille pige med rottehaler, at hvis der kommer et lille myggestik på armen, så må hun ikke klø eller komme plaster på. Senere på ugen vender de to sygeplejersker tilbage til 1. u for at undersøge, om nogle af børnene har reageret på prøven. Hvis de har, vil barnet og forældrene blive tilbudt at tage ud på Gentofte Hospital og blive røntgenfotograferet samme dag.
”Vi har verdens bedste medicin i Danmark, og den er gratis. Men vi vil hellere beholde medicinen i skabet og forebygge i stedet,” siger hun.