Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Den akut syge patients vej gennem systemet

En sygeplejerske svarer telefonen døgnet rundt, når en patient skal indlægges akut på Hospitalsenheden Midt. Sygeplejersken aftaler den akutte indlæggelse med den visiterende instans. Samtidig tager sygeplejersken og den indlæggende læge stilling til, om patienten i stedet kan visiteres til en subakut tid i en af Regionshospitalet Viborgs ambulatorier.

Sygeplejersken 2012 nr. 8, s. 56-57

Af:

Sanne Skovgaard Knudsen, sygeplejerske,

Mette Qvortrup, sygeplejerske,

Mette Stampe Adler, sygeplejerske

Tidligere måtte praktiserende læger, vagtlæge og ambulancetjenesten ringe til de respektive afdelinger og aftale en akut indlæggelse. Det var vanskeligt at få overblik over, hvilke kategorier af patienter de forskellige afdelinger modtog. Data om patienten skulle gennem flere instanser og kunne gå tabt.

Hospitalsvisitationen, Hospitalsenheden Midt, blev oprettet i marts 2010 på Regionshospitalet Viborg og har til formål at optimere og ensrette den akutte patients vej ind på hospitalet.

Hospitalsvisitationen på Regionshospitalet Viborg blev oprettet med udgangspunkt i Region Midtjyllands akutplan fra 2007. En af målsætningerne i akutplanen er ”At styrke og intensivere samarbejdet med de praktiserende læger via en telefonvisitation døgnet rundt, året rundt” (1).

SY-2012-08.56

Hospitalsvisitationen er bemandet af sygeplejersker fra akutafdelingerne døgnet rundt. For at arbejde i hospitalsvisitationen stilles der krav til sygeplejerskerne om viden og erfaring med akutområdet samt generelt kendskab til Hospitalsenheden Midt.

Praktiserende læger, vagtlæger, ambulancetjenesten og lægerne i akutbilen har et nummer, som de ringer til, når en akut patient skal indlægges. I et samarbejde mellem visitationssygeplejersken og den indlæggende instans aftales det, hvor den akut syge patient skal indlægges.

Beslutningen træffes ud fra givne retningslinjer udarbejdet af læger fra de relevante specialer. I tvivlstilfælde omstilles den visiterende instans direkte til den vagthavende læge fra det respektive speciale. Den faglige dialog giver ligeledes mulighed for at vurdere, om patienten skal indlægges akut, eller om patienten kan ses til en subakut tid i et ambulatorium næste dag (se figuren).

Den subakutte ambulatoriefunktion er etableret med udgangspunkt i en målsætning fra Region Midtjyllands akutplan fra 2007. Af målsætningen fremgår det, at ”uhensigtsmæssige akutte indlæggelser skal nedbringes, og der skal udvikles nye metoder til at forebygge disse eller alternativt omlægge dem til planlagt behandling” (1).

I årets første måneder indlagde hospitalsvisitationen ca. 2.100 akutte patienter pr. måned. I samme periode blev der booket ca. 300 patienter til det subakutte ambulatorium.

Funktionerne i Hospitalsvisitationen er understøttet af flere it-systemer. Ved hjælp af disse it-systemer sikres sporbarheden af patientdata. Når en akut syg patient meldes, registrerer visitationssygeplejersken patienten i det elektroniske meldesystem. Herved sendes der straks besked til den modtagende afdeling. Oplysningerne går samtidig automatisk over i den elektroniske patientjournal, EPJ.

Den modtagende afdeling kan se meldingen på en storskærm i afdelingen. Samtidig vil den koordinerende sygeplejerske modtage en sms ”Akut patient på vej”. Systemet sikrer, at relevant personale hurtigt og sikkert modtager information om patienten.

Den akut syge patients forløb er ved etableringen af hospitalsvisitationen og de subakutte ambulatorietider blevet optimeret. Dette er til glæde for både patienten, de indlæggende instanser og hospitalspersonalet. 

Sanne Skovgaard Knudsen er behandlersygeplejerske og specialeansvarlig,
Mette Qvortrup er sygeplejerske, begge i skadestue/modtagelsen Regionshospitalet Viborg.
Mette Adler Stampe er projektsygeplejerske på ortopædkirurgisk afdeling, Regionshospitalet Viborg. 

Litteratur

  1. Akutplan for Region Midtjylland, bilag til regionsrådets møde d. 24. oktober 2007. http://www.regionmidtjylland.dk/ > akutplan > akutplan Region Midtjylland