Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Festivalarbejde giver fagligt fortrin

Rutine i akutsygepleje og masser af patientkontakt er et brugbart supplement til sygeplejestudiet. Det har to frivillige hos EventSafety erfaret gennem deres arbejde på Roskilde Festival.

Sygeplejersken 2012 nr. 8, s. 0

Af:

Signe Lene Christiansen, journalist

Kun som webartikel

RoskildeFestival2012a_485x233Foto: Camilla Stephan

Urinstøvet hvirler rundt om båren. Sammen med en assistent kører sygeplejestuderende Lars Rygaard hastigt af sted gennem menneskemylderet på festivalpladsen i Roskilde.   

”Vi skal finde Cosmopolteltet,” siger han til sin kollega og hiver et kort over festivalen frem.

Det er ikke det optrædende argentinske tangoorkester, der trækker de to frivillige fra EventSafety til scenen, men derimod en mand med et forvredet knæ. 

”Man får noget mellem hænderne her. Jeg bruger min uddannelse bredt, fordi der er mange forskellige typer patienter,” siger Lars Rygaard, der har været frivillig i EventSafety, siden Muskelsvindfonden oprettede det i 2003. I fire år har organisationen været en del af det medicinske beredskab på Roskilde Festival, hvor de bidrager med læger, sygeplejersker og samaritter på festivalspladsen, når musikken spiller fra torsdag til søndag.

Arbejdet som frivillig har for Lars Rygaard været medvirkende til, at han valgte at læse til sygeplejerske. Han har altid har været fascineret af førstehjælp og har en baggrund som Falckredder. Men han ønskede at blive endnu mere faglig i sit forhold til patienterne ligesom sine sygeplejerskekollegaer i EventSafety.

”Hvis jeg skulle _G6C0729nå at realisere drømmen om at blive sygeplejerske, var det nu,” siger den 41-årige studerende, der oplever, at hans erfaringer fra EventSafety er en stor fordel på studiet.

”Jeg har meget erfaring med patientkontakt, så da jeg havde mit første klinikophold, havde jeg ikke problemer med at gå til patienten. Og ABCDE’en sidder på rygraden,” forklarer han og møver båren med førstehjælpstaskerne gennem en smal åbning ind til backstageområdet, hvor patienten sidder med et knæ i dobbeltstørrelse.

Frivillige kommer for fællesskabet  

”Fjernbehandlet patient. Returnerer  til førstehjælpsstation,” kalder Lars Rygaard beredskabskontoret i sit headset og styrer båren tilbage til det hvide telt med det højt placerede og genkendelige grønne kors. Her står udrykningsholdene klar til at blive kaldt ud af beredskabskontoret, hvor alt information og koordination på tværs af sektionerne i det medicinske beredskab går igennem. Bag EventSafetys samarittertelt, hvor gæster selv henvender sig med skader, tårner Orange Scene, hvor bandet Kellermensch spiller, som det første band.

I teltet tager sygeplejerske Mia Milling Wetterberg sig af en ung mand, der har taget stoffer. ” Er du svimmel?” spørger hun. Hovedet hænger tungt, og manden kan ikke svare på, hvad han har taget. Mia Milling Wetterberg tager hans blodtryk. Også hun var frivillig i EventSafety, mens hun studerede og oplevede det som et lærerigt supplement. 

”Man får rutine i akutsygepleje, som man ellers først lærer sent på studiet, fordi man ser mange og forskellige patienter her. Selvom patientforløbene måske kun varer i fem minutter, så har man hele forløbet selv. Det er rigtig givende,” siger Mia Milling Wetterberg og fremhæver, at hun hurtigt lærte at bedømme, om en patient sover eller er bevidstløs.

Endnu er samaritterteltet roligt, og de mange frivillige trisser rundt og sludrer. For både Lars Rygaard og Mia Milling Wetterberg er fællesskabet omdrejningspunktet for deres frivillige arbejde. Faktisk hører de slet ikke noget musik, mens de er på festivalen, for det er det sociale, der trækker.

”Det er fantastisk at bruge sin faglighed, gøre en forskel og så ovenikøbet få godt kammeratskab ud af det. Så er det næsten antiklimaks at komme hjem fra Roskilde,” siger Lars Rygaard. 

100 frivillige festivalsygeplejersker

Siden 1971 har Dyrskuepladsen i Roskilde hvert år forvandlet sig til et minisamfund, hvor musik, kultur og fest er i centrum, når Roskilde Festival lukker omkring 100.000 gæster ind. Det kræver et medicinsk beredskab på højt niveau, og i alt arbejder ca. 500 læger, sygeplejersker, nødbehandlere og samaritter frivilligt under festivalen for at skabe trygge rammer for gæsterne.

Omkring 100 af de frivillige er sygeplejersker. Gennemsnitsalderen for de frivillige sygeplejersker og læger er 47 år, for udskiftningen i det medicinske beredskab er lav, og ventelisten er lang.
Et plaster på såret, en brækket ankel, angstanfald eller en førstegangsbrandert. Det medicinske beredskab tager sig af det hele, og i 2011 benyttede omkring 10.000 festivalgæster sig af tilbuddet.

Fakta: MedCrew, samaritter og skadestue

Det medicinske beredskab på Roskilde Festival består af samaritter på camping – og musikområder fra Dansk Røde Kors og firmaet EventSafety. Et MedCrew med læger og sygeplejersker arbejder bag de to største scener på festivalen og i et mobilt team, der kan kaldes ud, hvor det er nødvendigt. Ude på campingarealet er der derudover et afrusningstelt med læger og sygeplejersker, en lægevagt med behandlersygeplejersker og et apotek. 

”Ressourcerne er fordelt efter, hvor vi tror og forventer, at det er nødvendigt. Men der er intet, der er statisk. Derfor kan vi hele tiden flytte mandskabet rundt,” siger Frank Praefke, der er koordinator for det medicinske beredskab på festivalen.

En beredskabslæge fungerer som bagvagt og sidder klar på festivalens beredskabskontor til at koordinere sundhedsindsatsen i tilfælde af en større hændelse.

Tema om Roskilde Festival og sygepleje

Sygeplejersken har under Roskilde Festival 2012 fulgt det medicinske beredskab, der bl.a. består af ca. 100 frivillige sygeplejersker.

Festivalarbejde giver fagligt fortrin  

Holdånd fastholder sygeplejersker bag scenen     

Synlige sygeplejersker skaber tryghed    

Høj puls og store pupiller      

Festival vil have flere omsorgseksperter       

”Det er lidt som en krigszone”