Identifikation af smerte hos apopleksipatienten

Apopleksi er en af de folkesygdomme i Danmark, der har mange forskelligartede symptomer, heriblandt smerte. Det præcise omfang af smerte ved apopleksi er uklart, fordi disse patienter ekskluderes fra studier pga. vanskelighederne med at vurdere deres smerter (1).

Den neurorehabiliterende sygeplejerske bør yde evidensbaseret sygepleje, men evidensen er ofte ikke tilgængelig. Derfor er det interessant at beskrive, hvad sygeplejersken i den neurorehabiliterende praksis baserer sine handlinger på, når hun skal identificere og vurdere smerte.

Jeg undersøgte, hvordan ekspertsygeplejersken identificerer og vurderer smerte hos apopleksipatienten med erhvervede sprogforstyrrelser indlagt på en neurorehabiliterende afdeling, og hvilken viden der anvendes i denne praksis. Projektet belyser en aktuel men ubeskrevet del af sygeplejepraksis, og det diskuteres, hvordan forskellige former for viden inddrages i praksis.

Opgavens design var det kvalitative interview inspireret af Kvale. To sygeplejersker fra Hammel Neurocenter blev interviewet. Opgaven var inspireret af Patricia Benners tanker om viden i sygeplejepraksis (2).

Projektet konkluderer, at ekspertsygeplejersken på det neurorehabiliterende afsnit identificerer og vurderer smerte hos apopleksipatienten med sprogforstyrrelser ud fra flere forskellige former for viden.

De anvender teoretisk viden fra lærebøger til at identificere smerte hos patienten ud fra hjerneskadens placering. Sygeplejersken søger viden om den enkelte patients smerte igennem samtale, men dette vanskeliggøres i høj grad af patientens sprogforstyrrelse. De pårørende inddrages derfor for at identificere smerteindikatorer. Gennem samvær med patienterne observeres fysiske, emotionelle og kognitive tegn på smerte.

Observationerne består både af teoretisk og praktisk viden. Praktisk viden kan kort beskrives som erfaringsbaseret viden. Sygeplejersken anvender også intuitiv viden til at identificere smerte.

Den intuitive viden anvendes, fordi den medvirker til, at smerten hurtigt erkendes. Hvor den teoretiske viden skal tilpasses den enkelte patient, er praktisk viden om den enkelte patient behæftet med righoldige muligheder for fejl. Men den praktiske viden anvendes, fordi den virker, men vel at mærke på en måde, der ikke findes belæg for. Ekspertsygeplejersken trækker på disse forskellige kilder for at danne sig et helhedsbillede af patientens situation og for ud fra dette at identificere og vurdere smerten.

Sygeplejersken kan hverken se bort fra den intuitive, praktiske eller evidensbaserede viden. For det er i samspillet mellem de forskellige former for viden, forståelsen af patientens smerter opnås.

Der foregår stadig en livlig debat om, hvor sygeplejerskerne bør hente deres viden henne. Dette sås bl.a. i evidensdebatten i Sygeplejersken få år tilbage. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt af sygeplejerskernes komplekse identifikation og vurdering af smerte der er synligt i praksis, f.eks. i retningslinjer.

Det er påfaldende, at der i sygeplejepraksis er anselige mængder viden, der er usynlig eller tavs på trods af, at denne viden er fundamental for patienternes rehabilitering, fagets udvikling og synliggørelsen af det grundlag, sygeplejen hviler på.

David Petersen er vikar på Hammel Neurocenter.

Litteratur

1. Lundström et al. Risk factors for stroke-related pain one year after first-ever stroke. I: European Journal of Neurology. 2009;(16):188-93. 
2. Benner P, Tanner CA, Chesla CA. 1996 Expertise in nursing practice. New York: Springer Publishing Company: 1996.