Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synlige sygeplejersker skaber tryghed

Der bliver uddelt mange panodiler og gode råd fra de seks frivillige læger og sygeplejersker i det mobile hold på Roskilde Festival. De går rundt og er synlige på festivalspladsen, og det skaber tryghed for gæsterne.

Sygeplejersken 2012 nr. 8, s. 0

Af:

Signe Lene Christiansen, journalist

Kun som webartikel

_G6C1576Foto: Camilla Stephan

Skoene sjapper let i mudderet. Regnbyger har gjort vejene ekstra udfordrende for gæsterne på Roskilde Festival.

I menneskemængden går fire sygeplejersker og to læger iført øjefaldende grønne veste med en udstyrsvogn trækkende efter sig. De udgør et af to mobile hold i festivalens medicinske beredskab.  

”Det er faktisk rigtig godt festivalvejr,” siger anæstesisygeplejerske Merete Norup, der har været frivillig i 11 år. Hun forklarer, at regnen mindsker risikoen for, at gæsterne dehydrerer, og får støvet til at lægge sig, hvilket mindsker luftvejsirritationer. 

 Anæstesilæge Jon Jacobsen presser den blå hovedtelefon ind til øret. I radioen modtager han opkald fra beredskabslægen, der sidder på festivalens beredskabskontor og dirigerer det mobile hold derhen, hvor der er brug for det. Hvad enten det er på pladsen eller bag en af scenerne.

Hvis en koncert f.eks. bliver vildere end vurderet, og publikum reagerer anderledes end forventet, så kan det mobile hold rykke ud. Derfor har holdet en GPS-sender på radioen, så beredskabslægen hele tiden kan se, hvor de befinder sig.

Livreddende førstehjælp er afgørende

 Regnen har lagt en dæmper på lørdagens aktiviteter, og mobilholdet driver stille og roligt rundt på festivalpladsen. To mænd bryder med i hinanden i legende slåskamp og med fadøl i hænderne.

”Måske ender det med en forvredet ankel,” siger Merete Norup spøgefuldt. Hvor sol giver mange tilfælde af dehydrering, så giver mudder flere tilfælde af forstuvninger. Men mest henvender gæsterne sig til holdet med almindeligheder, såsom at få et par hovedpinepiller eller et par gode råd.

_G6C1384En ung mand med orange blomsterkrans henvender sig til holdet. En cigaret har giver ham et lille brandsår på brystet, så Merete Norup instruerer ham i at vaske det og giver ham så et plaster på. Han tilbyder hende en tår af sin røde drink til gengæld og vender tilbage til festen.

Fordi lægerne og sygeplejerskerne er meget synlige i deres grønne veste, er det med til at skabe tryghed og omsorg for gæsterne, mener Merete Norup. Festivalen har en målsætning om, at de skal levere samme serviceniveau, som Roskilde by leverer til sine turister, og det mobile hold er en del af den service.

”Det mobile hold er vigtigt, fordi livreddende førstehjælp i de første minutter er afgørende for om en person overlever. Og førstehjælpen kan vi give,” siger Merete Norup, der f.eks. har stået med gæster, der skulle have hjælp til at trække vejret eller lagt drop.

”Men man skal også kende både sine faglige begrænsninger og omgivelsernes begrænsninger. Hvis vi finder en bevidstløs person på pladsen, sikrer vi frie luftveje og sørger for at få ham videre, for vi begynder ikke at behandle på pladsen,” siger hun. 

Frivillig, forælder og ægtepar  

_G6C1567Cirka 30.000 frivillige arbejder på Roskilde Festival, og lægerne og sygeplejerskerne er nogle af dem, der bruger deres professionelle faglighed i det frivillige arbejde.

”Det er en god fornemmelse at være med til få arrangementet til at fungere, ”siger Merete Norup, der dog kommer mest for musikken og det sociale samvær. Og de fire sygeplejersker og to læger på holdet kender hinanden særdeles godt.

De seks frivillige danner tilsammen tre ægtepar. Og de tre par har alle børn, der er gæster på festivalen. 

”Vi arbejder inden for forskellige områder til hverdag, så det er sjovt at se hinanden i funktion herude,” siger Merete Norup.

”Det er hyggeligt at have oplevelsen sammen. Når vi er på samme hold, er vi også sikre på at have  fri samtidig,” supplerer anæstesisygeplejerske Inger Margrete Siemsen, der har været frivillig i 14 år sammen med sin mand, Jon Jacobsen.

Hvor gennemsnitsalderen for publikummet på festivalen er 23 år, er den 47 år blandt lægerne og sygeplejerskerne i det medicinske beredskab. Fælles for de frivillige på det mobile hold er, at de har været med i mange år. Sygeplejerskerne Karin og Jesper Gaardboe kalder festivalen for en del af deres liv og et familieprojekt.

På holdet er de dog stort set enige om, at de ikke gad arbejde med deres ægtefæller til hverdag. ”Det ville give for mange magtkampe,” siger Merete Norup grinende.

100 frivillige festivalsygeplejersker

Siden 1971 har Dyrskuepladsen i Roskilde hvert år forvandlet sig til et minisamfund, hvor musik, kultur og fest er i centrum, når Roskilde Festival lukker omkring 100.000 gæster ind. Det kræver et medicinsk beredskab på højt niveau, og i alt arbejder ca. 500 læger, sygeplejersker, nødbehandlere og samaritter frivilligt under festivalen for at skabe trygge rammer for gæsterne.

Omkring 100 af de frivillige er sygeplejersker. Gennemsnitsalderen for de frivillige sygeplejersker og læger er 47 år, for udskiftningen i det medicinske beredskab er lav, og ventelisten er lang.
Et plaster på såret, en brækket ankel, angstanfald eller en førstegangsbrandert. Det medicinske beredskab tager sig af det hele, og i 2011 benyttede omkring 10.000 festivalgæster sig af tilbuddet.

Fakta: MedCrew, samaritter og skadestue

Det medicinske beredskab på Roskilde Festival består af samaritter på camping – og musikområder fra Dansk Røde Kors og firmaet EventSafety. Et MedCrew med læger og sygeplejersker arbejder bag de to største scener på festivalen og i et mobilt team, der kan kaldes ud, hvor det er nødvendigt. Ude på campingarealet er der derudover et afrusningstelt med læger og sygeplejersker, en lægevagt med behandlersygeplejersker og et apotek. 

”Ressourcerne er fordelt efter, hvor vi tror og forventer, at det er nødvendigt. Men der er intet, der er statisk. Derfor kan vi hele tiden flytte mandskabet rundt,” siger Frank Praefke, der er koordinator for det medicinske beredskab på festivalen.

En beredskabslæge fungerer som bagvagt og sidder klar på festivalens beredskabskontor til at koordinere sundhedsindsatsen i tilfælde af en større hændelse.

Tema om Roskilde Festival og sygepleje

Sygeplejersken har under Roskilde Festival 2012 fulgt det medicinske beredskab, der bl.a. består af ca. 100 frivillige sygeplejersker.

Festivalarbejde giver fagligt fortrin  

Holdånd fastholder sygeplejersker bag scenen     

Synlige sygeplejersker skaber tryghed    

Høj puls og store pupiller      

Festival vil have flere omsorgseksperter       

”Det er lidt som en krigszone”