Boganmeldelser

Bliv en bevidst deltager i din egen eksamen

Britta Hørdam, Steen Hundborg og René B. Christiansen

Eksamen og censur i professionsbacheloruddannelserne – En håndsrækning til vejledere, eksaminatorer, censorer og studerende

Unge Pædagoger 2011
232 sider – 198 kr.

”Eksamen er en tilbagevendende begivenhed, der fylder meget i både studerendes og underviseres liv”, skriver forfatterne i denne lille ”rødbog” om eksamen. Relationen mellem deltagerne i eksamen er nemlig asymmetrisk, fordi nogle bedømmer andre, og derfor skal den gennemføres på en professionel måde. Det er prisværdigt, at forfatterne med denne bog henvender sig til både vejledere, eksaminatorer, censorer og til de studerende selv.

Min erfaring er, at studerende gør sig selv en tjeneste ved at sætte sig ind i rammerne for den begivenhed og det spil, en eksamen er. Bogen giver et godt grundlag for at blive en bevidst deltager og medspiller i egen eksamen. Igennem bogen sættes eksamen og censur ind i den uddannelsespolitiske ramme, de er del af, i form af kvalitetssikring af uddannelser, akkreditering, lovgivning og samfundets interesse i kvalifi cerede professionsudøvere. I øvrigt behandler bogens kapitler vejledning og vejledningsstrategier samt eksamensformer både teoretisk og klinisk. Mundtlig eksamination er udvidet med et særligt kapitel om at stille spørgsmål, som kan være en hjælp for nye eksaminatorer. Desuden behandles bedømmelse, eksamensklager samt den unikke danske censorinstitution.

En særlig kvalitet ved bogen er de etiske aspekter af eksamen, som påpeges og diskuteres gennem hele bogen, bl.a. i forhold til de forskellige roller i forhold til de studerende, der følger med vejleder-, eksaminator- og censorfunktionen. Bogen henvender sig til professionsbacheloruddannelser bredt, men de fleste eksempler stammer fra sygeplejerskeuddannelsen.

Forfatternes mange års erfaring som eksaminatorer og censorer samt fra censorformandskaber kan mærkes af læseren, fordi de er i stand til at formidle og fortolke lovgivningen omkring eksamen på en anvendelsesorienteret måde. Intentionen om, at bogen både kan være en opslagsbog og fungere som grundlitteratur på kurser for censorer, lykkes godt. Hvis bogen skal kunne fungere som håndbog og opslagsbog, er det dog en skam, at der ikke er blevet plads til et stikordsregister. Det er en god disposition, at læserne opfordres til selv at opsøge gældende love og bekendtgørelser og læse dem sammen med bogen, idet love bliver ændret så ofte, at bogen hurtigt ville være forældet, dersom den tog udgangspunkt i en bestemt udgave af en lov.

Af Birgit Bidstrup Jørgensen, tidligere lektor i sygeplejerskeuddannelsen. 

God idé mangler redaktionel støtte

Rita Jakobsen, Siri Homelien

Pårørende til personer med demens – om å forstå, involvere og støtte

Gyldendal Akademisk 2011

224 sider – 269 nkr.

En fagbog om samarbejdet mellem sundhedsprofessionelle og pårørende til mennesker med demens er en god idé. Bogens ambition er at give de professionelle et teoretisk perspektiv på de pårørendes oplevelser og dermed kvalifi cere deres kommunikation og handlinger i mødet med de pårørende. Målgruppen er først og fremmest studerende på bachelor- og videregående niveau, men forfatterne mener også, at andet sundhedspersonale og ikke mindst pårørende kan få glæde af bogen.

En målgruppe, der spænder så vidt, at nogle formentlig vil blive hægtet af undervejs i læsningen. I dette tilfælde vil det uden tvivl være de pårørende. Bogens kapitler følger et kronologisk forløb fra de første demenssymptomer registreres, til den person, der er ramt af demens, må fl ytte på institution. Hvert kapitel indledes og afbrydes hyppigt af et brudstykke af en pårørendes beretning relateret til det pågældende kapitels indhold. Fortællingerne diskuteres ikke, men giver hver især et gribende billede af kapitlets tema. Afbrydelserne virker ikke forstyrrende, men hjælper læseren til at forstå, hvilke følelser og dilemmaer der er på spil hos de pårørende, og hvilken virkelighed disse mennesker befinder sig i.

Forfatternes teoretiske udgangspunkt er systemteori. Det betyder, at pårørende og den demensramte betragtes som et socialt system, der er forskelligt fra de professionelles, og at de professionelle gennem reflekteret kommunikation må søge at forstå den verden, de demensramte og deres pårørende befinder sig i. Handlingsanvisningerne bygges op omkring A. Antonovskys teori om at styrke menneskers mestring ved at støtte dem i at fokusere på deres ressourcer. Ud over disse to tilgange, der er nogenlunde gennemgående, præsenteres man som læser for et væld af andre teorier, modeller og metoder, der tilsyneladende har til hensigt at forklare og give handlingsanvisninger på nogle af alle de underordnede problemstillinger, der er i bogens tema.

Her savner man som læser at blive taget i hånden. Uden tydelig sammenhæng rummer de enkelte afsnit overordnede teoretiske udredninger og meget konkrete handlingsanvisninger, og mens nogle teoretiske begreber forklares over adskillige sider, må man som læser selv gætte sig til, hvad det vil sige at gøre brug af de pårørendes sociale kapital eller at føre en magtbalanceret dialog.

Bogens absolutte styrke er de mange citater og beretninger fra pårørende. Den meget store svaghed er, at man efterlades med et indtryk af, at forfatternes meget gode idé ikke har fået den redaktionelle støtte, den har haft brug for.

Af Eva Algreen-Petersen, sygeplejerske, ph.d. og konsulent i Ældrestaben i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København.

Praksis ind i varmen – til sidst

Karen Wistoft

Trivsel og selvværd

Mental sundhed i skolen

Hans Reitzels Forlag 2012

215 sider – 249 kr.

”Indtil sjette klasse var jeg hende Gry, som ikke kunne finde ud af noget. Jeg blev mobbet og kom ofte hjem med skrammer. Min mor græd og ville tale med læreren, men jeg sagde:

”Lad være, det hjælper alligevel ikke noget.” Da vi skulle vælge tysk eller fransk, frarådede læreren mine forældre, at jeg tog det valg. ”Gry kommer alligevel ikke i gymnasiet.” Så skiftede jeg skole. Læreren på min nye skole støttede mig helt vildt meget. Jeg fi k venner på min nye skole.

Jeg satte mig for, at jeg ville i gymnasiet og arbejdede rigtig hårdt. Det var svært, men jeg klarede det, og jeg fik 12 i matematik til studentereksamen.”

Det kunne lyde som en historie fra de varme lande. Den er ikke desto mindre sand og fortalt for nylig af en pige, som læser til ingeniør. Den viser med al tydelighed, at det fokus, Karen Wistoft sætter på mental sundhed i skolen, er væsentligt, og at trivsel har stor betydning for børns indlæring.

Karen Wistoft præsenterer fire perspektiver på mental sundhed. Det første er WHO-perspektivet, som tager udgangspunkt i WHO’s definition på mental sundhed og har menneskets handlemuligheder i fokus. Det salutogenetiske perspektiv fokuserer på mestrings- og copingstrategier, og hvad der holder mennesket rask og frisk selv under svære livsbetingelser. I ”wellbeingperspektivet” er det velvære, der er det centrale, og menneskets positive sider, mål og lykkefølelse. Det sidste, mindfulness, hører ikke til blandt de etablerede begreber inden for sundhedspædagogikken. Det adskiller sig fra de tre andre, der anser menneskets handlinger som afgørende for mental sundhed ved at have fokus på bevidstheden og det accepterende nærvær.

Karen Wistoft har mange fans i sundhedsplejerskekredse pga. sine praksisnære beskrivelser af det teoretiske udgangspunkt for arbejdet med børn og unge i skolesundhedsplejen. I denne bog bevæger Karen Wistoft sig mest i det teoretiske felt for til allersidst dog at invitere det praksisnære indenfor i varmen.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Anbefalinger, der stritter i alle retninger

Charlotte Bech

Hormoner i balance

JP/Politikens Forlagshus A/S 2011

240 sider – 248, 57 kr.

”Glæd dig – en befriende forvandling venter,” lover læge Charlotte Bech på bagsiden af sin seneste udgivelse. Sundhedsanbefalingerne bygger primært på ayurvediske naturmedicinske principper, men er også baseret på den traditionelle lægevidenskab, oplyses det.

Ayurveda er et ca. fem tusind år gammelt sundhedssystem, som stammer fra Indien. Det baseres på de tre doshaer: Vata, Pitta og Kapha, som er nogle overordnede fysiologiske principper, der holder kroppens funktioner i balance. Bl.a. ved hjælp af pulsmålinger kan ubalancerne findes, og en kur tilrettelægges. Imidlertid omtaler forfatteren slet ikke doshaerne, og man kan alene af den grund blive alvorligt i tvivl, om ikke det, når det kommer til stykket, bare er Charlotte Bechs egne fortolkninger af den ayurvediske tradition, der videreformidles.

Forfatterens private holdninger forsøges i flere tilfælde begrundet med naturvidenskabelige data, hvilket indimellem fører til nogle uhyrlige generaliseringer. En af de værste er nok den om, at man bør undgå fisk: Ifølge forfatteren har man set, at børn, der spiser meget fi sk, har lavere intelligens pga. kviksølvindholdet.

Desuden indeholder fisk mange stresshormoner, fordi en fanget fisk kæmper i lang tid for sit liv. Om forfatterne til de refererede artikler om stresshormoner også konkluderer, at det pga. hormonerne er usundt at spise fisk, vides ikke, men det virker næppe sandsynligt. ”Man skal spise sunde fedtstoffer, fordi østrogen og progesteron er fedtstoffer,” siges det et andet sted. En sådan kobling kunne forlede læseren til at tro, at hormonerne findes i eller dannes ud fra spiseolier.

Ovenstående er blot eksempler på, at forfatteren hverken er tro mod den ayurvediske eller den naturvidenskabelige tradition. Hertil kommer, at bogens anbefalinger stritter i alle retninger og mestendels består af opremsninger af forslag til ændringer i kost og livsstil.

Af Bodil Gyllembourg Lissau, cand.med.vet., BN. Sygeplejerske på Strandhøj Rehabiliteringscenter, Skodsborg. 

En lille bog med meget håb og optimisme

Arnhild Lauveng

Egentlig altid mest levende – om unge og psykisk sygdom

Akademisk Forlag 2012

336 sider – 329 kr.

I kølvandet på debutbogen og selvbiografi en ”I morgen var jeg altid en løve” har den norske forfatter og foredragsholder Arnhild Lauveng været en aktiv foredragsholder bl.a. i Danmark. Forfatterskabet hviler på egne erfaringer som indlagt med en skizofrenidiagnose gennem 10 år samt hendes faglige baggrund som psykolog.

I denne bog retter hun fokus mod unge og psykisk sygdom. Første del indeholder 13 fortællinger om unge, som hver især kæmper med psykiske vanskeligheder af meget forskellig karakter. Herunder også hvordan en datter kan opleve psykisk sygdom hos sin mor, og hvilke konsekvenser det har for barnet/den unge.

Anden del indeholder konkret information om psykiske lidelser mere generelt, oplysninger om hvor man kan hente hjælp, hvilken type hjælp der er gavnlig, hvad der sker under en indlæggelse, og hvordan man selv kan forholde sig. Bogen henvender sig meget direkte til den unge og giver i et lettilgængeligt og forståeligt sprog anvisninger på, hvilke muligheder der er for at få hjælp.

Hovedbudskabet er, at uanset hvad problemet er, så er det muligt at få det bedre. En anden pointe er vigtigheden af at søge hjælp ... jo før jo bedre. At dele sit problem med én, man har tillid til, enten blandt sine nærmeste, en ven, en lærer eller hos sundhedsprofessionelle. I bogens sidste del bindes en sløjfe tilbage til fortællingerne i den første del, idet forfatteren her giver nogle bud på forløb og prognoser hos nogle af de unge.

Bogens styrke er de mange personlige beretninger, som ganske vist ikke er hentet fra virkeligheden, men som sagtens kunne være virkelige og ligner den virkelighed, mange unge lever med og derfor givetvis kan identificere sig med. Desuden forfatterens nuancerede og respektfulde tilgang både til de unge og til de forskelligartede behandlingsmuligheder. Lauveng læner sig stærkt op ad recoverytankegangen og forholder sig samtidigt åbent og loyalt til behandlingssystemet. Hun leverer ikke én endegyldig sandhed, men demonstrerer, at forskellige tilgange er hjælpsomme for forskellige individer. Det vigtigste er at opsøge og tage imod hjælpen. Det er en lille bog med meget håb og optimisme, som jeg tror vil være gavnlig for især unge patienter og ikke mindst deres pårørende. For sygeplejersker kan den tjene som supplement og til inspiration i arbejdet med unge mennesker.

Af Sonja Bech, afdelingssygeplejerske, Psykiatrisk Center Ballerup.