Dilemma: Pårørende som vidner til akut behandling

​

Leif ligger på lejet. Han skal have palliativ strålebehandling mod en tumor i brystkassen. Inden behandlingen har han, konen og datteren haft en samtale med en sygeplejerske om forløbet. Leif var ved godt mod, og samtalen foregik i en god stemning.

Efter den første behandling bliver Leif akut dårlig, og personalet tilkalder hjælp. Leifs kone og datter sidder i venteværelset, og sygeplejersken, som netop har talt med familien, vil gerne have dem ind i behandlingsrummet, selv om der er læger og sygeplejersker om patienten, og der bliver givet ilt, målt blodtryk, og man forsøger at kontakte patienten. Personalet diskuterer kort og beslutter, at konen og datteren skal hentes, fordi personalet jo ikke ved, om patienten kommer til sig selv igen.

Konen bliver voldsomt forskrækket over den megen virak på stuen, hun råber højt, men en sygeplejerske tager sig af hende og datteren. Leif kommer til sig selv, og konen og datteren kan træde helt hen til ham. Formentlig blev Leif dårlig pga. smerter ved at ligge på det hårde leje, smerterne medførte blodtryksfald og respirationsbesvær.

Ville du have hentet Leifs kone og datter ind i det akutte forløb?

Bør pårørende generelt tilkaldes i denne type situationer, hvis de er i nærheden?

Svar 1

Hensigten med at invitere de pårørende ind er den bedste, men hvad mener de pårørende selv og ikke mindst patienten om dette? Hvis det er et ønske hos patienten, bør det ikke nægtes de pårørende at overvære eller deltage ved behandlings- og plejetiltag. Imod dette taler de situationer, hvor en pårørendes tilstedeværelse vil kunne forstyrre kvaliteten af den udførte pleje og behandling, men ofte vil det være muligt at finde en balance, og i denne case er det meget flot, at en sygeplejerske kan støtte de pårørende. Spørgsmålet er dog – var det mere personalets behov end de pårørende og patientens behov?

Hvordan en procedure for det pågældende område skal udfærdiges, må afhænge af lokale forhold, og hvilke patienter der ydes omsorg for. Men det er et ønske, der i stadigt stigende grad fremsættes fra pårørende, når deres kære er indlagt, hvorfor der i afdelingen bør være en fælles, overordnet politik.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPS, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Leif og hans pårørende har haft en samtale om det palliative forløb, han og familien står over for. En sådan samtale bør indeholde behandlingsinformation og en gennemgang af de forventninger, familien har til forløbet. Her kan sygeplejersken få indblik i, hvilke normer og værdier familien har, og om disse vil komme i konflikt med behandlingsforløbet. Værdier som respekt, ansvarlighed, ærlighed og tillid vil typisk være omdrejningspunktet i en sådan samtale.

Familien bliver kaldt til behandlingsrummet, og det er på ovenstående baggrund, at det sker. Generelt er pårørendes tilstedeværelse på akutstuer og i behandlingsrum blevet mere og mere almindelig. Det er vigtigt, at patienten er enig i det valg, og at der er en person, som kan støtte og vejlede den pårørende om, hvad der sker. Det er også nødvendigt, at det terapeutiske team omkring patienten er indforstået med tilstedeværelsen. Erfaringerne er, at dette ofte giver tryghed for patienten, at det giver den pårørende forståelse for, at der gøres, hvad der kan gøres. Derudover skaber det tillid mellem familie og behandler.

Det er vigtigt, at den sygeplejerske, som tager sig af den pårørende, kun har denne opgave og kan forklare, hvorfor behandlingen foregår, som den gør. 

Af Erik Weye Herskind, anæstesisygeplejerske, SD, medlem af Sygeplejeetisk Råd 

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk. Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.