Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Klog af skade

Vi skal dokumentere alt. Det er en unik mulighed for at lære af egen praksis, siger sygeplejerske Anne Marie Kodal, Hillerød Hospital, hvor man hver måned tager stikprøver på patientjournaler.

Sygeplejersken 2012 nr. 9, s. 20

Af:

Birgit Brunsted, journalist

SY-2012-09-20-1a
Via metoden Global Trigger Tool foretager Hillerød Hospital hver måned et randomiseret udtræk på 20 patientjournaler, som betyder, at hospitalet kan følge udviklingen for, hvor mange patienter, der kommer til skade. Det har bl.a. afsløret flere tryksår. Foto:Jakob Boserup

På Hillerød Hospital har man taget et nyt redskab i brug, der skal forebygge fremtidige skader på patienterne. Redskabet hedder Global Trigger Tool, og sygeplejerske Anne Marie Kodal har den koordinerende funktion i projektet. 

Global Trigger Tool er en metode, der kan vurdere patientsikkerheden. Hver måned foretages et randomiseret udtræk på 20 patientjournaler, som bliver gennemgået systematisk for at se, om patienterne har været udsat for en skade i forbindelse med indlæggelsen. På den måde kan hospitalet følge udviklingen for, hvor mange patienter der kommer til skade.

 ”Mange af de skader, vi finder, har været en øjenåbner,” siger Anne Marie Kodal, ”for hvis du f.eks. ser en patient med tryksår, så tænker du, at der kun er ét. Din kollega har også set et tryksår, men det er ikke samme patient, og inden vi ser os om, er der i virkeligheden 10 patienter med tryksår.”

Hold øje med data

Anne Marie Kodal betoner, at fund af patientskader ikke skal ses som dårlige resultater: ”Det er mig magtpåliggende at understrege, at det netop er positivt, at vi er med til at dokumentere, når der har været skader. Det er en fuldstændig unik mulighed for, at sygeplejersker kan lære af deres egen praksis. Det nytter ikke, nogen kommer og fortæller, hvad man skal gøre. Man skal selv finde ud af, hvor det er galt.”

Hun tilføjer: ”Data er uvurderlige, når vi skal rette fokus mod den almindelige sygepleje i forbindelse med tryksår, kateterinfektioner og lungebetændelse, fordi patienterne ikke kommer op at sidde. Det er noget af det, der er vores kerneområde, og kun hvis man holder øje med sine data, kommer man nogen vegne.”

  Global Trigger Tool
  • Global: kan anvendes generelt, på enkelte afdelinger og hele hospitalet. 
  • Trigger: udvalgte og definerede opmærksomhedspunkter. 
  • Tool: Systematisk gennemgang af tilfældigt udtrukne journaler. Formålet med metoden er identifikation af skader.