Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Blandt hjukrunarfrædingar på Island

To studerende tog til Island for at blive inspireret af, hvordan sygeplejerskerne og sundhedsvæsenet har valgt at gribe den finansielle krise an. Anbefalingen til andre studerende lyder: Tag ud i verden!

Sygeplejersken 2012 nr. 9, s. 8

Af:

Nathalie Bøcker Ahlstrøm, sygeplejestuderende

SY-2012-09-8xxFoto: Søren Svendsen

En sygeplejestuderende tog sammen med en medstuderende til Island, og hun er imponeret over de islandske sygeplejerskers grundsyn. De er nysgerrige, positive og ikke bange for forandring.

Vi var to studerende, som besluttede, at vi skulle ud i verden under studiet. Modul 13 er kun på seks uger og starter med to ugers undervisning, så vi kiggede rundt i Norden: Hvor kunne det være spændende at tage hen i tre uger? I Sygeplejersken faldt vi over en artikelserie om kæmpe besparelser i det islandske sundhedsvæsen. Deres erfaringer med besparelser kunne vi nok godt bruge herhjemme, tænkte vi, og tog kontakt til et islandsk hospital.

Islændinge lærer dansk i skolen, men i praksis taler mange ikke dansk. Vi var derfor lidt nervøse for sproget, men blev meget positivt overraskede efter den første dag. Krisen har gjort, at mange sygeplejersker er tvunget til at arbejde periodevis i Norge, så flere af dem var lette at kommunikere med. Desuden havde nogle af patienterne børn, som var bosat i Danmark, og de var derfor vant til at snakke dansk med deres børnebørn.

Der var også en svensk og en dansk læge, så det gik faktisk rigtig fint, selvom islandsk er et svært sprog: F.eks. hedder sygeplejerske hjukrunarfrædingar, det tog et par dage at lære det ord.
Islands natur er storslået. I fritiden så vi gejsere, gletsjere, vulkaner og fossende vandfald samt sæler, hvaler, får og islandske heste. Vi klatrede i bjerge, plukkede vilde blåbær og badede i udendørs hottubs.

Islandske sygeplejersker viste sig at være meget positive over for forandring, måske en konsekvens af at bo i et land, der i høj grad er underlagt naturens kræfter. Besparelser ses som en udfordring frem for en begrænsning. De islandske sygeplejerskers nysgerrighed og positivitet er inspirerende, og det er deres lyst til at tale et fremmedsprog også.

Efter dette ophold har vi fået mere mod på at arbejde som sygeplejersker i udlandet, fordi der er så mange faglige ligheder på trods af fremmed sprog og kultur, og der venter så mange oplevelser i et andet land. Så sygeplejestuderende og sygeplejersker: Tag ud i verden!

Nathalie Bøcker Ahlstrøm er nu sygeplejerske på medicinsk afdeling på Lasarettet i Ystad. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.