Vi skal fortælle om succeserne

​

Sygeplejersker er eksperter i sygepleje, når de er dygtige til patientpleje, ikke når de er dygtige til sygeplejerskepleje eller medicinjustering. Dette var budskabet til deltagerne i Dasys’ jubilæumskonference den 11. juni i Tivoli’s Kongrescenter.
Vi har i mange år forsket i patientoplevelser i dansk sygeplejeforskning, og vi har en enestående humanistisk tilgang med patienten i fokus.

Takket være den forskning ved vi i dag ganske meget om, hvordan det opleves at leve med sygdom. Vi ved, at sygdomshåndtering er en udfordring, patienter ofte har brug for sygeplejersker til at takle.

Opgaven for danske sygeplejeforskere har imidlertid forandret sig. Som alle ved, er der stigende ønske om viden om og evidensbasering af plejen.

Opgaven er nu ud fra min betragtning at planlægge og gennemføre interventionsforskning på internationalt niveau. Vi ved en del om, hvilke problemer patienterne har, og vi skal finde ud af, hvilken sygepleje der hjælper. Der bliver investeret i udarbejdelse af kliniske retningslinjer mange steder, men en af de store udfordringer er at finde den videnskabelige produktion, som skal danne baggrund for retningslinjen. Vi skal naturligvis bidrage til den internationale vidensproduktion inden for klinisk sygepleje.

For at komme op i omdrejninger inden for forskning skal der uddannes fl ere sygeplejersker til forskning. At det endnu ikke er lykkedes at få etableret kandidatuddannelse og ph.d. i sygepleje på Københavns Universitet, er skandaløst. Rejser man til USA, er sygepleje på Yale og Harvard noget, som er integreret med selvfølgelighed, noget som omtales med stolthed. Kandidater i sygeplejevidenskab bliver tit dygtige forskere.

Noget, som kan gøre det mere attraktivt at samarbejde med sygeplejersker, er at omtale os selv som en succes. Der er ingen, som vil investere i en fiasko. Man vil sende pengene derhen, hvor succeserne er, den gode historie, den gode presseomtale. Hvis vi fortsætter med at hoppe på Rådhuspladsen, bliver vi aldrig rige, hverken i form af løn eller i form af midler til klinisk sygepleje eller forskning. Vi skal signalere succes, vi skal fortælle om succeserne.

Vi skal uddanne langt flere sygeplejersker på ph.d.-niveau, og de fleste af dem skal ud i klinikken. Min vision er, at kliniske sygeplejespecialister i fremtiden har en ph.d.-grad og fungerer lidt i stil med overlægen, dvs. har det sygeplejefaglige ansvar for en patientgruppe, både i forhold til forskning, implementering af ny viden og håndtering af de vanskeligste kliniske opgaver.

De kliniske sygeplejespecialister skal fokusere mere på patientgruppen i deres afdeling og mindre på personalet. Sygeplejersker er eksperter i sygepleje, når de er dygtige til patientpleje, ikke når de er dygtige til sygeplejerskepleje eller medicinjustering. Vi skal forske i det, som er vores ansvarsområde, nemlig det at være syg og håndtering af sygdom. Og vi skal i langt højere grad beskæftige os med interventionsforskning, altså den forskning, som handler om, hvordan sygepleje påvirker outcome såsom livskvalitet, fysisk funktion, angst eller lignende.

Forskning koster mange penge. Ofte tildeles sygeplejersker meget små bevillinger, og 99,9 pct. af midlerne inden for sundhedsforskning tildeles læger. Det er på tide at modernisere fordelingspolitikkerne rundt omkring.
I statens strategiske forskningsråd efterspørges bl.a. interventionsforskning, internationalt samarbejde og tværfaglighed.
Tre elementer, som har været vigtige for min egen medvind de seneste år. Vores forskergruppe (copenheart.org) har fået tildelt 11 mio. kr. til forskning de seneste to år, og jeg vejleder fem ph.d.-studerende bare et år efter, jeg selv blev færdig. Ingen kan forske alene, det er en holdindsats.

Derfor skal vi belønne dem, som indgår partnerskaber og bringer næste generation af forskere med frem.

Selina Kikkenborg Berg er ansat på Rigshospitalet, Hjertecentret, og Gentofte Hospital, afdeling P, og er bl.a. leder af CopenHeart projektet.