Redskaber til at hjælpe den kroniske smertepatient

Arkivfoto: iStock

Acceptance and commitment therapy (ACT)

En nyere form for psykoterapi, der i et vist omfang bygger på kognitiv adfærdsterapi, men som har fokus på det at acceptere sine smerter og at forpligte sig til at bruge sine ressourcer på at sætte sig nye, mulige mål i stedet for at begræde det tabte og kæmpe formålsløse kampe. Filosofien bag er, at man som smertepatient kan gøre unødvendigt stor skade på sin livskvalitet ved dagligt at kæmpe med smerterne.

Mindfulness meditation

Under denne meditationsform åbner man sindet for alle tanker og sanseindtryk, der måtte komme. Man bedømmer ikke, men forholder sig kun iagttagende og registrerende. Mindfulness kan hjælpe patienten til at acceptere de ændrede livsvilkår, som smerterne har medført.

Samtaleterapi

Kroniske smertepatienter kan ofte rammes af depression, angst, udmattethed og kan få svært ved at være sammen med sine nærmeste. Derfor kan samtaleterapi – og måske også parterapi – hjælpe til at aflaste og dermed frigøre nogle ressourcer til at tackle smerterne.

Gruppebehandling

Problemer kan blive lettere at tackle, når man er sammen med andre, der har det ligesom en selv. En gruppe kan også dele erfaringer og give hinanden gode praktiske råd.

Kognitiv terapi

En terapiform, der retter sig direkte mod de smerter og følelser, der er forbundet med smerterne. Det gælder om at identificere destruktive adfærdsmønstre og erstatte dem med mere konstruktive.

Hypnose

Hypnotisk trance kan fuldstændigt fjerne oplevelsen af smerte, men dette kun i ganske korte perioder; smerten kommer hurtigt tilbage. Alligevel kan hypnose være værdifuld, for behandlingen kan hjælpe patienten til at ændre uhensigtsmæssige vaner, der kan være med til at forværre smerteproblemet.

Visualisering

Når en patient guides ud på en fantasirejse kan der skabes et rum, hvor patienten kan finde ro og velvære. 

Oplevelserne på denne fantasirejse kan påvirke smerteoplevelserne, så de bliver mindre eller lettere at bære.

Smertestillende medicin (analgetika)

Både håndkøbsmedicin og receptpligtige opioder kan give lindring. Det kan være problematisk at få kortvarigt virkende medicin, fordi man som patient kan opleve store skift i virkning, bivirkninger og abstinenssymptomer. Ved at give langtidsvirkende depotmedicin med faste mellemrum kan smertedækningen blive mere stabil og udsvingene mindre heftige.  

Neurogene smerter er tit ufølsomme overfor nonopiode og opiode analgetika. Her kan antiodepressiva og antikonulsiva (der ellers bruges til behandling af epilepsi) hjælpe.

Elektrisk stimulation (TNS)

Transkutan elektrisk nervestimulering (TNS) er en behandling, der sender elektriske påvirkninger gennem huden til nerverne uden at stikke hul. Elektroderne kan sættes på det smertende område eller på de nervebaner, der fører derfra til centralnervesystemet. Patienten kan udstyres med et bærbart TNS-apparat og selv udføre behandlingen derhjemme.

Fysisk træning

Fysisk træning – at holde sig i form – kan sjældent fjerne eller lindre smerter, men en god kondition kan hjælpe patienten til et bedre funktionsniveau, så de kan klare mere i hverdagen uden at få flere smerter.

Passive behandlinger

Massage, behandlinger med varme og kulde og andre passive behandlinger kan give en kortvarig smertelindring. Men selvom smerterne vender tilbage, kan patienten få en oplevelse af, at smerterne godt – bare nogle gange – vil reagere på en behandling og det i sig selv kan være opmuntrende.

Afspænding

Afspændingsøvelser kan lære patienten at undgå uhensigtsmæssige muskelspændinger og at afslappe de dele af kroppen, som man måske ikke har god kontakt til eller kontrol over. Biofeedback, hvor forskellige kropslige signaler om fx muskelspændinger, hudtemperatur, hudmodstand, puls og hjernens elektriske aktivitet, er et god supplement til afspændingsarbejdet.

Kilde: Søren Frøhlich: ”Kroniske smerter – kan man lære at leve med det?”, 3. udgave, 2011, Nyt Nordisk Forlag.