Dilemma: Når jeg ikke vil være mit fag bekendt

Min moster på 93 år ringede. Hun havde det skidt, var træt. Næste dag fandt jeg moster i sengen. Hun var i behandling for lungebetændelse. Jeg tilbød at tage hende med hjem og spise frokost. Moster var skeptisk, men sagde: ”Det vil jeg gerne. Det bliver måske et tilbud, jeg ikke når at få igen.” Min bekymring opstod, da vi kom tilbage, og hun skulle op ad trapperne, men op kom hun.

Få dage senere blev moster indlagt. Hun var træt og ville gerne have fred og ro, orkede ikke livet mere. Hun syntes, det var sært, det skulle tage så lang tid at få lov at dø, men bevarede sit gode humør og evnen til at se det morsomme i det, der foregik.

Hendes behov var at ligge i sin seng og holde sine nærmeste i hånden, men den mulighed findes ikke på sygehuset. Man skal op at sidde, så man holder kroppen i gang. Den gamle dame sad i sin stol og sov, så tænderne faldt frem, og hun kunne ikke tale uden at falde i søvn mellem ordene.

Den sidste aften, jeg besøgte hende, sagde hun flere gange: ”Vil du ikke bede om min sovepille, inden du går.” Hun havde haft mareridt om døden og det at skulle dø, men de var forsvundet, efter at hun havde fået en sovepille. Jeg spurgte sygeplejersken, om moster kunne få sin sovepille nu, klokken var lidt over 20. Nej, det var for tidligt, for hvis hun vågnede midt om natten ... jeg fortsatte sætningen, ”… så kunne man give hende en mere,” og i mit stille sind tænkte jeg: Jamen, damen er 93 år, hun når ikke at blive afhængig af sovepiller, inden hun dør.

Jeg vendte tilbage med den besked, at personalet ville give hende en sovepille senere. Moster døde 1½ døgn senere.

Til mine kolleger: Vi pårørende vil vores nærmeste det bedste. Vær lidt empatisk, når det gælder livets afslutning. Prøv at opfylde de ønsker, der måtte være, også når det gælder en sovepille, som kan holde mareridt om døden på afstand.

Hvor er sygeplejen, hvis vi ikke kan overskride de mange regler og forskrifter for dokumentation, der efterhånden styrer mere end det, vi er uddannet til – at opfylde basale behov og lytte til, hvad det enkelte individ har brug for lige netop nu og ville gøre selv, hvis det var muligt. Tag ansvar, og tag beslutninger.

Hvad tænker du: Burde moster have haft lov til at blive i sin seng? Skulle hun have haft sin sovepille klokken 20? Skal man turde bryde reglerne indimellem?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålet.

Svar 1

Tænker, at ovenstående beskrivelse er rørende og rammende, og at den er en god dannelsescase, når vi skal lære og inspirere hinanden til fortsat at reflektere over sygeplejen i et etisk perspektiv. Kliniske retningslinjer og procedurer må aldrig overskygge det nærhedsetiske perspektiv, hvad enten det gælder mobilisering eller medicinering. Men at turde gå imod evidensbaserede retningslinjer kræver såvel mod som et godt arbejdsmiljø, så det modige valg bliver støttet af den næste vagt.

Problemet er bare, at hvad der for den ene sygeplejerske kan være det rette valg, kan for den anden vurderes modsat. Og præcis i dette møde mellem to sygeplejeholdninger glemmer vi tit at lytte til patientens udsagn. Også selv om udtalelsen er kompetent som her. Især har vi svært ved at lytte, når patientens ønsker ikke stemmer overens med vores

sygeplejelærdom.

Det er beskrevet, at terminale patienter har måttet indgå forhandlinger med sygeplejersken i den sidste del af deres liv for at få en del af deres ønsker tilgodeset. Hvorfor har vi så travlt med at påtvinge patienterne vores faglighed, selv om de eller deres pårørende udtrykker det modsatte?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, Etik- og Kvalitetskonsulent ved Aalborg Universitetshospital.

Svar 2

Bente Schlütters 93 år gamle moster har sin integritet og autonomi intakt. Hun kan klart give udtryk for sine ønsker og behov. At opleve sine nære mistrives og ikke få den fornødne omsorg og pleje ved livets afslutning kan være meget frustrerende og svært at håndtere.

Der er ingen tvivl om, at de medmenneskelige aspekter i forhold til uhelbredeligt syge og døende patienter samt deres pårørende er afgørende vigtige. Den døende og dennes pårørende bør få professionel, individuel omsorg, opmærksomhed og faglig støtte og hjælp. Sygeplejersker bør altid grundlæggende respektere patientens individuelle behov og valg. At finde sin moster sovende i en stol med tænderne halvt ude af munden synes uværdigt og unødvendigt, dog kender vi ikke de sygeplejefaglige overvejelser bag denne handling.

Det burde være muligt at afhjælpe mosterens søvnproblemer og mareridt på andre måder end ved at omgås reglerne for dokumentation og medicinsk ordination. Her bevæger vi os over i det juridiske felt, og det er afgørende for både patienter og personale, at de juridiske regler og retningslinjer nøje bliver fulgt, og her kan vi ikke gå på kompromis. Det udelukker dog ikke, at mosteren kunne have fået en omsorgsfuld og værdig afslutning på livet. Den gode sygeplejerske ville have sikret sig, at patienten og de pårørende havde følt sig medinddraget og hørt.

Af Dorthe Nielsen, MHS, ph.d., Centre for Global Health, University of Southern Denmark, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser