Sygeplejersken
Dårlig ledelse skader arbejdsmiljøet
Danske sygeplejersker oplever, at dårlig ledelse skader arbejdsmiljøet. Det fortæller en rapport foretaget af Dansk Sygeplejeråd.
Sygeplejersken 2013 nr. 13, s. 48
Af:
Pelle Lundberg Jørgensen, journalist
Ledere i sundhedsvæsenet er ikke gode nok til at sikre udviklingsmulighederne for den enkelte medarbejder, til at prioritere trivslen højt nok, sikre god planlægning af arbejdet og til at håndtere konflikter. Det er nogle af de problematikker, der bliver fremhævet i rapporten ”Psykisk arbejdsmiljø blandt sygeplejersker”. Det skal imidlertid ændres, hvis man spørger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg:
”Når f.eks. hver fjerde sygeplejerske kritiserer ledelsens konflikthåndtering, så er det et udtryk for, at der er et behov for at sikre ledelsen uddannelse, så de er klar til at varetage det psykiske arbejdsmiljø. Vi ved, at lederne selv ønsker det, og derfor arbejder vi også for, at de skal få det,” siger hun.
Sociolog og dr.med. Tage Søndergård Kristensen er forfatter til rapporten. Han mener, der grundlæggende er to muligheder, hvis man ønsker at fremme den gode ledelse i sundhedssektoren: ”Den ene er træning og uddannelse. Den anden handler om at udvælge de rigtige mennesker fra start af.”
Netop dét at vælge de rette ledere er ofte et stort problem, mener han:
”Problemet i den offentlige sektor er, at man har for mange ledere, der aldrig skulle have været der, og at man på grund af konfliktangst eller manglende tradition ikke får skilt sig af med disse ledere,” fortæller han.
Afskedige eller videreuddanne
Formand for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd, Irene Charlotte Hesselberg, synes, det er ærgerligt, hvis mange sygeplejersker føler, at ledelsen har dårlig indvirkning på arbejdsmiljøet, men pointerer, at man ikke kan placere ansvaret hos ledelsen alene.
”Det væsentligste for mig er, at essensen af den nye rapport er, at arbejdsmiljø er et fælles ansvar. Det er ikke muligt for en leder alene at skabe et godt arbejdsmiljø. Medarbejderne skal også arbejde aktivt for det.”
Tage Søndergård Kristensen mener, der skal mere radikale tiltag til. Han mener, man bør forsøge at etablere en ny ledelse på stedet. ”Tolerancen over for dårlig ledelse er alt for stor i den offentlige sektor,” siger han.
Han mener, at 20 pct. af lederne i det offentlige aldrig i første omgang burde have været ledere og ikke har, hvad der kræves.
Dorte Steenberg og Irene Charlotte Hesselberg synes dog, at man først og fremmest bør prioritere uddannelse og forudsætningerne for at skabe det gode arbejdsmiljø.
”Majoriteten af lederne har en lederuddannelse, men ikke en uddannelse med fokus på arbejdsmiljø. Herudover er ledelsesrummet under pres, og hvis der ikke er den nødvendige frihed, vil det automatisk påvirke arbejdsmiljøet.” forklarer Dorte Steenberg.
Irene Charlotte Hesselberg er enig i, at hvis lederne selv får skabt et godt arbejdsmiljø, så smitter det af på resten af afdelingen:
”Hvis ansvar, opgaver, kompetencer og beføjelser samt friheden til at lede – og ikke bare administrere – er til stede, er der stor sandsynlighed for, at lederens eget arbejdsmiljø er i orden, og dermed er der stor sandsynlighed for, at arbejdsmiljøet på afdelingen også er det.
Tage Søndergaard Kristensens rapport er i sin fulde længde på 144 sider, men findes også i en kortere udgave. Hent rapporten
Henover efteråret bringer fagbladet Sygeplejersken en artikelserie om forholdene i psykiatrien. Artikelserien vil bl.a. indeholde historier om lighed i sundhed og sammenhæng i patientforløb, lave normeringer som hindring for efteruddannelse og behovet for mere forskning, der kan give patientnære forbedringer.
Dårlig ledelse skader arbejdsmiljøet
Hjemmesygeplejersker skal håndtere flere psykisk syge
Sådan fik de trivslen tilbage på intensiv
Udgangspunkt
Serien tager udgangspunkt i Dansk Sygeplejeråds udspil ”Vejen mod en bedre psykiatri”.