Studerende i praksis: Når det er svært for den pårørende

Arkivfoto: Scanpix

Pårørende reagerer forskelligt, når de er i krise, og når tingene bliver svære for deres kære. Spørgsmålet er, hvordan man bedst kan hjælpe dem. Findes der overhovedet en løsning?

Igennem uddannelsen hører og lærer vi om teoretikere, som beskriver, hvordan man bedst kommunikerer med patienter og pårørende i den svære samtale, men når man står i situationen, kan det være vanskeligt at gøre teori til praksis.

Jeg er i aftenvagt på modul 11 og skal med min vejleder ind for at give medicin i et CVK hos et barn. Vi kan ikke få tilbageløb i CVK’et, og vi tilkalder en anæstesilæge, som skal hjælpe. Moderen er meget bange og forlader stuen grædende. Mine tanker i situationen er, at jeg gerne vil gøre det mest korrekte.

På den ene side ved jeg, at det vil være en god idé at gå ud og snakke med og trøste moderen, men samtidig er jeg bange og utryg, da jeg ikke føler, at jeg ved, hvad det mest korrekte vil være at sige til hende. Jeg føler mig meget splittet, men beslutter mig for at gå ud til hende, da det er en del af mit arbejde at kunne håndtere krisesituationer og kunne snakke med de pårørende.

Bent Falk beskriver i bogen ”Kommunikation for sundhedsprofessionelle”, at det kan være svært for den sundhedsprofessionelle at indgå i den svære samtale, men at nøglen kan være, at man forsøger at gå ind i den hjælptrængendes virkelighed i stedet for at forsøge at få magt over det, som sker.

Sat i relation til min oplevelse vil det for mig som sundhedsprofessionel være vigtigt at få klargjort, hvordan moderen oplever denne hændelse, og lytte til, hvordan hun har det, og hvilke tanker hun har. Samtidig kan jeg få en forståelse for, hvad hun ønsker, at der kan og skal gøres. Det var for mig vigtigt at give moderen plads til at udtrykke sine følelser og ved hjælp af aktiv lytning udvise engagement og nærvær.

Jeg synes, hele episoden giver stof til eftertanke. Jeg tror, flere både igennem deres uddannelse og arbejdsliv oplever, at man kan stå i en situation, hvor man føler sig magtesløs, fordi man ønsker at gøre det bedste, men man ved bare ikke, hvad det bedste vil sige. Her er det vigtigt at lytte. Lytte til, hvad der er behov for i situationen, være engageret og sige, hvad der falder en naturligt. Altså lade samtalen blive ført professionelt, men med stor vægt på den hjælptrængendes behov.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.