5 faglige minutter: Hold finkerne på panden

Der findes en hjemmeside, der hedder overhørt.dk. Den indeholder et hav af citater, som er indfanget i virkelighedens Danmark. Sjove, skæve og provokerende brudstykker af den dagligdags snak, vi ubevidst lægger øre til, hvis vi kommer til at overhøre andres samtaler.

Heldigvis gav det 0 hits, da jeg af ren nysgerrighed forsøgte mig med søgeordene: sygepleje/sygeplejerske. En forklaring kunne være, at sygeplejersker bare kan det der med at fremstå kommunikativt velovervejede. At de aldrig kommer til at sige noget, som de ikke burde have sagt, eller fortaler sig i ren iver eller ubetænksomhed.

Jeg tror det næppe. Ingen er ufejlbarlige, heller ikke sygeplejersker. Jeg husker f.eks. en episode, som foregik for meget lang tid siden, da jeg var studerende. En personalegruppe på en afdeling havde opfundet et ufagligt og lidet flatterende navn til en overvægtig patient, som var indlagt i afdelingen. Navnet var ”hvalen”. Dette politisk ukorrekte øgenavn var naturligvis forbeholdt afdelingens personalestue, men da uheldet var ude, kunne det nemt være endt anderledes.

Sagen var den, at en bunke tunge journaler var blevet placeret ovenpå afdelingens samtaleanlæg, så samtlige knapper var trykket ned på en gang.

En manøvre, som betød, at personalets snak nu blev transmitteret direkte til alle patienterne, inklusive hvalen på stue 4. Til alles held var det auditive udstyr tilbage i midt 90’erne ikke helt i top, og patienterne var således kun blevet underholdt af en skrattende larm fra stuernes højtalere. Jeg husker dog endnu de røde ører og den forlegne stemning på kontoret, da miseren blev opdaget.

For ikke så længe siden var min søn på 10 år så uheldig at ende på skadestuen med en kompressionsfraktur i ryggen efter et grimt uheld i en idrætstime. I den forbindelse måtte vi naturligt nok tilbringe adskillige timer på skadestuen, og vi overhørte her en tankevækkende samtale. En sygeplejerske går ned ad gangen, mens hun halvråber til en ung læge, som sidder ved et skrivebord på en af de patientstuer, hun passerer: ”Kommer du snart ind og gipser på stue 2?”

”Ja, jeg skal nok komme ind og se på den,” svarer lægen. Hvortil sygeplejersken, der fortsætter sin transit ned ad gangen, i en bestemt tone svarer: ”Den skal gipses. Den arm er brækket 127 steder, det behøver man ikke være læge for at se.”

Lægens svar hørte jeg ikke, men min søns undrende kommentar husker jeg endnu: ”Mor, kan en arm godt brække 127 steder, og må hun godt sige sådan noget så højt, tænk nu hvis patienten ikke ved det med armen endnu.

Jeg sagde ikke noget. Gik ikke ud på gangen, fandt den højtråbende sygeplejerske og bad hende forklare, om armen virkelig var brækket 127 steder, og om hun var helt sikker på, at der skulle gips på. Jeg svarede blot min søn, at hun vist havde travlt, ikke helt havde tænkt sig om, og så tænkte jeg, at det kunne være sket for den bedste. At det kunne have været mig, der i en lidt for kæk tone havde passeret grænsen for, hvad man siger backstage og frontstage.

Det samme skete vel for den læge, som i forbindelse med min yngste søns fødsel skulle anlægge et epiduralkateter, og mens jeg i ordets bogstaveligste forstand lagde ryg til fagligheden, udbrød: ”Ups.”
Ups er nok det ord, man mindst af alt ønsker at høre, når man har vendt ryggen til sin frisør og i særdeleshed til den anæstesilæge, der står med et fremmedlegeme inde i ens epidualrum.

Jo, der sker kommunikative ”upsere”, også for sygeplejersker. Det er bare vigtigt for både patienterne og deres pårørende, at vi hjælper os selv og hinanden med at forsøge at tæmme finkerne, så de ikke ryger af panden.

Blå Bog 

Eva Hoffmann er 40 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann blev sygeplejerske i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus.

Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.