Sygeplejersken
Boganmeldelser
Læs denne udgave af Sygeplejerskens boganmeldelser her.
Sygeplejersken 2013 nr. 5, s. 54-57
En anderledes tænkning
Michael Adam Cho Guul, Gina Søndergaard Lydersen og Svend Aage Andersen (red.)
Hjerne & Psykiatri i professionel praksis
Systime 2012
504 sider – 345 kr.
Denne bog afspejler den mangfoldighed af perspektiver og forståelsesrammer, der bør tages i betragtning, når vi vil forstå psykiatriske problemstillinger.
Den seneste udvikling indenfor moderne hjerneforskning viser klar evidens for sammenhænge mellem denne og metoder og teorier indenfor social- og sundhedsfaglige, pædagogiske og psykologiske områder.
Den nyeste viden om hjernens plasticitet og foranderlighed kobles sammen med relationsarbejdet, hvorved den neuropsykologiske tænkning bidrager til rehabiliteringen af mennesker med psykiske lidelser.
Bogen beskrives indledningsvist som en ikke-lægelig hjerne- og psykiatribog. Bidragyderne udgør en stor palet af praktikere, herunder flest psykologer og socialrådgivere, som har hentet nødvendig og relevant konsulentbistand undervejs.
Det understreges, at der ikke gives endegyldige svar i bogen, men at den tværtimod inviterer til at stille spørgsmål og reflektere over de forskellige sammenhænge.
Den bio-psyko-sociale forståelsesmodel danner den overordnede ramme med tilføjelse af det neuropsykologiske og hjernen som et centralt niveau at få med i et helhedssyn.
Bogen falder i to dele, hvor det i første del er hjernen, der er i fokus, mens det i anden del er psykiatrien med de velkendte diagnostiske afgrænsninger og beskrivelser, her fremstillet i en atypisk tværfaglig antologi med hovedvægt på psykologiske fænomener.
Del 1 omfatter enkeltstående artikler om arv og miljø, personlighed og identitet, hjernens plasticitet, spejlneuroner, intelligens, motivation, relationsdannelse samt hjernens rolle i samtale- og stress-situationer.
I del 2 sættes i artiklerne fokus på udvalgte psykiske lidelser og fænomener, og hvilken betydning de nye indsigter har for forståelsen af disse.
Det gælder ADHD, emotionelle og affektive forstyrrelser, skizofreni, psykopati, begreberne angst, sårbarhed, dissociation og recovery.
Bogen er ikke et opgør med det medicinske paradigme, men snarere ”en invitation til neurotopia for at se den mosaik og de nuancer, der er indenfor feltet”. Bogen henvender sig bredt til ansatte og studerende indenfor de social- og sundhedsfaglige områder. Desuden til psykiatriens og den kliniske psykologis samarbejdspartnere.
Den repræsenterer en anderledes tænkning end den gængse i forhold til beskrivelsen og tilgangen til forståelsen af psykiske lidelser.
Et særdeles velkomment bidrag, som forhåbentlig vil styrke dialogen mellem de fagprofessionelle og i sidste ende optimere og kvalificere behandlingen af patienterne.
Eneste indvending er den mangelfulde forfatterliste, hvor der dels mangler nogle navne, dels nogle fagbetegnelser. Forfatterne skulle ifølge redaktørerne være bredt tværfagligt sammensat af psykiatere, sygeplejersker, pædagoger, psykologer og socialrådgivere. Det fremgår ikke tydeligt af listen.
Af Sonja Bech, afdelingssygeplejerske på Rehabiliteringsafsnitttet, Psykiatrisk Center Ballerup.
Kritik af evidensialisme
Kari Martinsen og Katie Eriksson
At se og indse - om forskellige former for evidens
Munksgaard 2013
190 sider – 210,00 kr.
Kan man i sygeplejen tale om et oprindeligt, helhedsbestemt og mangfoldigt evidensbegreb, forankret i den humanvidenskabelige og filosofiske tradition, der udfolder begrebet modsat naturvidenskabens, der sætter begrebet ind i snævre og reducerende rammer, som vi kender det fra lægevidenskaben?
Hvordan kan samtalen være med til at udvikle et åbent evidensbegreb, der rummer det sande, det gode, det skønne og det evige og inddrager fænomener som glæde, håb, sårbarhed, smerte, lidelse, sorg og skam?
Dette er spørgsmål, som denne bog blandt andet handler om. Bogen indledes med et fælles kapitel, hvor Kari Martinsen og Katie Eriksson redegør for deres syn på samtalens betydning.
De beskriver, hvordan deres dialoger har udviklet sig frem til samtalerne om evidensbegrebet, og hvordan forfatternes forskellige holdninger har ført frem til nye indsigter. Med udgangspunkt i evidensbegrebets oprindelige og sproglige betydning begynder Katie Eriksson sit kapitel med at beskrive en sygeplejefaglig evidensopfattelse, hvis kerne er den plejende virkelighed forankret i humanvidenskaben. Hun beskriver forskellige former for evidens.
Den ontologiske evidens, den kontekstuelle evidens og king’s evidence. Den ontologiske evidens henviser til, hvad der er det meningsbærende og bestående i sygeplejen.
Den kontekstuelle evidens er det, der kan gøres synligt i en aktuel sygeplejesituation. King’s evidence har med magtstrukturer at gøre og har to sider, den der fremmer muligheder, og den der skaber hindringer. Synet, indsigten, ordet, tænkningen og læsning leder frem mod evidens og med dette udgangspunkt når vi frem til en beskrivelse af sygeplejens videnskabelige ståsted.
Kari Martinsen begynder sit kapitel med at problematisere ”Evidensialisme”, det at evidens gøres identisk med den evidensbaserede medicins måde at forstå ordet på. Dette fører frem til en kritik af moderniteten, hvor mennesket nedtoner sansningen, så det, der tillægges betydning, fører til et ensidigt vidensgrundlag og begrænsede udtryksmåder. Men hvordan kan man tænke anderledes? Findes der andre måder at arbejde med evidens på?
Med udgangspunkt i K.E. Løgstrups sansefilosofi giver Kari Martinsen sit bud på dette spørgsmål. Det diskuteres, hvordan man kan italesætte indtrykket og udtrykke det ved hjælp af et filosofisk-fænomenologisk ordformningsarbejde. Katie Eriksson afslutter bogen med nogle betragtninger over sammenhængen mellem sygepleje, vision, mod og evidens.
En god og eftertænksom bog der giver indsigt i sygeplejens ståsted og vidensgrundlag omgivet af en verden baseret på medicinsk evidens.
Af Jens Bydam, sygeplejerske, cand.phil.
Fra unødvendighed til regionalt tilbud
Svend Løbner (red.)
Livet før døden – 20 år med hospice i Danmark
Unitas Forlag og Hospice Forum Danmark 2012
188 sider – 199 kr.
Bogen om de første 20 år i hospiceverdenen er udkommet. Den beskriver den spæde og tøvende start, ikke ret mange troede på idéen, ja faktisk mente man, at det var helt unødvendigt.
Nu er det et regionalt tilbud for alle i Danmark. Men ildsjælene har været, og er stadig mange, mennesker, der troede og tror på, at vi også i Danmark har brug for hospice til de komplekse opgaver. Rigtig mange aspekter er inddraget og beskrevet i bogen, de viser den mangfoldighed, der er vokset op med afsæt fra græsrødderne.
Der skal tages hånd om mange ting, lige fra de eksistentielle spørgsmål når patienten er 25 år og skal dø, byggepladsovervågning og aftaler med håndværkere, ansættelsessamtaler i skurvogne. Der er skrevet om omsorg for både de ydre og indre rammer.
Bogen giver både et historisk tilbageblik på en lidt svær start og samtidig mange bud på det fortsatte arbejde og samarbejdet med kommunerne, så man her bliver i stand til at passe og pleje de mange patienter hjemme og på plejehjem. Midt i bogen er der en oversigt over de første 17 hospices, hvert hospice præsenterer sig ganske kort, og alle faggrupper, der har tilknytning til hospiceverdenen, er nævnt, både de fagprofessionelle, de tværfaglige, de frivillige, kunstnerne og ikke mindst græsrødderne.
Meget er sket i de 20 år, fra man havde en idé om at skulle sikre en værdig død, holde i hånd og lindre, til man nu har et landsdækkende netværk, palliative databaser og udarbejdelse af fælles kliniske retningslinjer, der skal sikre ens og evidensbaserede tiltag. Denne bog giver et ganske godt og grundigt billede af den udvikling, der har fundet sted gennem de sidste 20 år, og samtidig gives der bud på, hvad fremtiden vil bringe.
Af Marianne Tietze, sygeplejerske på Anker Fjord Hospice.
At være pårørende til en person med Parkinsons Sygdom
Marie Lenstrup (red).
At leve ved siden af kronisk sygdom
Parkinsonforeningen 2012
223 sider – 160 kr.
Måden at mestre sygdom på er forskellig, og både patienter og pårørende reagerer forskelligt på sygdom – også Parkinson.
Hver parkisonramt har sin helt egen sygdom, og skønt at vi som plejepersonale generelt har en bred faglig uddannelse, har vi ikke nødvendigvis en specifik faglig viden om, hvordan vi kan yde den bedste hjælp til den Parkinsonramte og de pårørende. Netop dette aspekt indgår i bogen ”At leve ved Siden af kronisk sygdom”.
Bogen er udgivet af Parkisonforeningen og redigeret af Marie Lenstrup, som selv er en af forfatterne til de 11 indlevende historier, hvor pårørende til Parkinsonramte fortæller om deres oplevelser af at være pårørende, om det gode, om det svære, om det der lykkes, og det man må opgive - historier, som berører læseren dybt. Intentionen med bogen er mulighed for videndeling, inspiration, eftertanke og fællesskab. Og det lykkes.
Vi får indsigt i 11 menneskers oplevelser af at være pårørende til en Parkinsonramt, en sygdom der både rammer yngre og ældre. Bogen er bygget op efter sygdommens udvikling og sværhedsgrad, og pårørende til nydiagnosticerede Parkinsonramte får ordet først, herefter er der historier fra mellemstadiet, og de sidste kapitler handler om at give slip og lade professionelle overtage omsorgsarbejdet.
Til allersidst i bogen indgår fem appendix, hvor det bl.a. er beskrevet, hvad Parkinson er for en sygdom, hvilke offentlige støttemuligheder der eksisterer, og der gives råd i forhold til indlæggelse på hospital eller flytning til plejebolig.
Det er ikke kun en bog om, hvad det vil sige at være pårørende til en Parkinsonramt, det er også en bog om kompleksiteten ved en kronisk fremadskridende sygdom, hvilket gør den yderst relevant for alle sygeplejersker, som i deres daglige virke arbejder med patienter med kroniske sygdomme.
Af Rikke Lohmann Larsen, Koordinerende klinisk vejleder, Neurologisk afdeling, Glostrup Hospital
Omsorgsarbejde i konkurrencestaten
Katrin Hjort
Det affektive arbejde
Samfundslitteratur 2012
219 sider – 248 kr.
Hvad sker der med det affektive arbejde, altså omsorgsarbejde, i et samfund, der er ved at udvikle sig fra en velfærdsstat til en konkurrencestat, hvor målstyring og New Public Management skal sikre statens konkurrenceevne i et globalt perspektiv?
Hvad sker der med den specialiserede og professionelle behandling i et samfund, hvor økonomien og effektiviteten bliver kvalitetsmål? Hvem er det, der bliver elitebehandlere og elitebehandlet? Og hvem er det, der ikke bliver det?
I modsætning til tidligere diskuteres det i dag ikke, om der skal evalueres, men hvordan der skal evalueres. I dag underlægger vi os således på offentlige institutioner, hvor mennesker arbejder med mennesker, frivilligt den styring fra normer, standarder, kvalitetskontrol og best practice-kriterier, som evalueringernes overvågning pålægger os.
Er kravet om evidens i virkeligheden bare udtryk for et ønske om øget politisk styring af velfærdsmedarbejdernes arbejde og dermed et redskab til at reducere deres faglige autonomi eller selvstyre?
Hvordan balancerer velfærdsstatens traditionelle pligtetiske forventninger inden for de enkelte fagprofessioner med de nye nyttekalkuler, der bliver nødvendige i konkurrencestaten?
Hvordan manøvrerer omsorgsarbejderen sin dagligdag i konkurrencestaten i det krydspres, der ligger mellem forvaltningsfornuft, faglig fornuft og forretningsfornuft, hvor konkurrerende arbejdsaktiviteter, som ikke kan udføres samtidigt, skal udføres på samme tid?
Det er alt sammen spørgsmål, der belyses i denne bog både med praktiske eksempler og ud fra en mere teoretisk tilgang. Bogen kan stærkt anbefales til alle, som er interesserede i den fagprofessionelle udvikling – bl.a. inden for sundhedssektoren.
Af Jens Bydam, sygeplejerske, cand.phil.
Selvransagende jobsøgning
Lisa Mauri Thomas
Landing Your Perfect Nursing Job
Honor Society of Nursing,
Sigma Thea Tau International (STTI)
288 sider – 34,95 USD
Det bliver hurtigt tydeligt, at bogen er skrevet i en amerikansk kontekst, hvor alle forhold ikke kan adapteres til dansk kultur. Bogen omhandler jobsøgning og karriereplanlægning uanset erfaringsniveau, som en mission, nærmest en rejse gennem selvet.
Jeg har følt mig både provokeret og inspireret. Provokeret, fordi det bliver meget omfattende, selvransagende og præget af marketingstrategier at søge job.
Det selvransagende element i bogen er gennemgående og bliver til tider eksistentielt, grænsende til det psykoanalytiske. Teorien om, at netværksdannelse er vigtigere end en ansøgning, provokerer.
Specielt fordi netværksdannelse fremstilles med præg af rygklapperi. Inspireret, også af beskrivelserne om netværksdannelse, som man måske kunne lære noget af og udfordre den danske tradition. Men også inspireret, fordi bogen støder an mod den danske jantelov, hvor selvpromovering anses som en uskik.
Der gives konkrete bud på, hvordan man sælger sig selv, men bogen har også et subtilt budskab til sygeplejen; nemlig at sygeplejersker skal tro mere på, at de virkelig har noget at byde på i en samtid, hvor et eksamensbevis ikke alene sikrer et job. Budskabet gennem bogen er noget dialektisk.
Thomas understreger, at man ikke skal have jobbet, fordi man kan spille spillet, men fordi man er den bedste spiller for holdet. Dette skal så bevises ved netop at spille spillet gennem overholdelse af etikette, salg og marketingstrategier.
Selv om bogen ikke altid er forenelig med danske forhold, gentager budskaber i forskellige sammenhænge og kunne være bedre underbygget, har den absolut nogle brugbare redskaber, der spænder bredt, fra eksempler på CV og ansøgninger til ugeplaner over karrierefremmende aktiviteter, som jeg fremadrettet vil lade mig inspirere af.
Af Dorte Lindstrøm Vilstrup, sygeplejerske,cand.scient.san., adjunkt, PH Metropol.
kort nyt om bøger
Sven Erik Henningsen & Finn Mogensen (red.)
Mellem teori og praksis Om transfer i professionsuddannelser
Via Systime 2013
331 sider – 295 kr.
Hvordan kan samspillet mellem teori og praksis styrkes? Det er et fortærsket spørgsmål, men i denne bog er der bud på et svar. Svaret gives gennem beskrivelse af syv udviklingsprojekter fra seks forskellige grunduddannelser ved UC Syddanmark, Campus Esbjerg.
Der er fokus på udviklingsprojekter, som har haft til hensigt at fremme samspillet mellem teori og praksis på sygeplejerskeuddannelsen, jordemoderuddannelsen, fysioterapeutuddannelsen, pædagoguddannelsen, læreruddannelsen og socialrådgiveruddannelsen.
Den metodiske tilgang har været spørgeskemaundersøgelse, medarbejdernes beskrivelser af udviklingsarbejdet og interview med undervisere. Begrebet transfer og transferfremmende undervisning er en ledetråd i bogen, der kan læses fra ende til anden eller benyttes til opslag indenfor de områder, der måtte have særlig interesse.
Bogen er opdelt i to dele, første del gør rede for, hvad udviklingsprojekterne førte til, anden del er skrevet af de personer, der konkret har været med til at gennemføre udviklingsprojekterne. Her beskrives formål, gennemførelse og resultater af projekterne. Bogen kan inspirere til undervisning, hvor koblingen mellem teori og praksis bliver et afgørende element.
Mette Schilling
Psykologi i sundhedsfag
En grundbog
Munksgaard 2012
288 sider – 325 kr.
En grundbog til sygeplejestuderende, men også til andre studerende på de mellemlange videregående uddannelser og til sygeplejersker i praksis.
Bogen behandler et bredt udvalg af psykologiske fænomener, bl.a. udviklingspsykologi, læring, tab, sorg og krise. Efter hvert kapitel er der forslag til videre læsning og litteratur til det enkelte kapitel.
Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, og små bokse om psykologiske begreber og deres ophavsmænd er med til at befordre læsningen.
Håndbog for sygeplejersker
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2012
210 sider – 199,95 kr.
En lille indbundet sag på 174 gram. Den kan snildt være i kittellommen, og mange ting kan slås op. Procedurer, vitale funktioner, i.v.-medicin og detaljer indenfor pædiatri og geriatri. Desuden generelle sundhedsfremmende tiltag. Det meste meget relevant og rimeligt.
Under 10 ting, du kan gøre for at blive sundere, lyder råd nr. 9: Sørg for god personlig og seksuel hygiejne! Ja, ja. Der er mange udmærkede og grafisk lækre oversigter, som sygeplejersker kan have nytte af, og det gælder både dem i den primære og i den sekundære sundhedssektor.
Sygeplejestuderende kan også bruge bogen i praksis, hvilket samarbejdet med SLS (Sygeplejestuderendes Landssammenslutning) om bogen er et hint om.
(JB)