Sygeplejersken
Historisk: Når man gynger på latinen
Hvad gør man, når en lidt for kæk elev sætter den erfarne på plads med betegnelser, hun aldrig har hørt om? Man lister sig ud på badeværelset og slår op i ”Medicinske Fagudtryk” for at give igen.
Sygeplejersken 2013 nr. 5, s. 14
Af:
Mille Dreyer-Kramshøj, journalist
DengangI 1911 udkom bogen ”Medicinske Fagudtryk” for første gang i Danmark. I de første mange år havde den lommestørrelse og kunne hives frem, når et ukendt fagudtryk dukkede op, eller når eleven overgik sin læremester. I 1942 fortalte en læser i Tidsskrift for Sygepleje:
”Det er rart for en ældre, veltjent Assistent at have en dygtig og vaagen Elev paa sine Stuer. Min Elev hører til
Eksamensholdet, hun er kvik i Arbejdet og stopfodret med Teori. Da jeg efter to Timers vederkvægende Søvn i Dag stillede paa Afdelingen, tog Eleven Ordet og udtalte: Vi har faaet en Patient med abasi, Sygdommen faar sikkert et abrupt Forløb, accidentel viser det sig, at Aarsagen er abusus. Saalænge Patienten ligger hos os, behøver vi altsaa næppe at frygte Aggravation.
Man skal ikke lade sig imponere af Ungdommen, saa jeg indskrænkede mig til at slaa Eleven paa Skulderen og sige: Ja, det er godt, min Pige!
Saa gik jeg ud i Badeværeslet, fik Dansk Sygeplejeraads medicinske Fagudtryk halet op af Lommen, og Bogen fortalte mig snart, at jeg havde faaet en Patient med manglende Evne til at gaa, at Sygdommen sikkert vilde faa et brat Forløb, da det tilfældigvis viste sig, at Sygdommens Aarsag er Misbrug af Spiritus. Saalænge Patienten var i vore Hænder, mente min opvakte Elev ikke, der var Udsigt til Forværring.
Da jeg var Situationens Herre, henvendte jeg mig til min Elev og bad hende gaa ind og ordne Patientens Alopecia. Jeg saa Eleven liste ud i Badeværelset. Ogsaa hun har Medicinske Fagudtryk i Lommen – Bogen, der for hver en Sygeplejerske er den frelsende Tolk, naar hun gynger paa Latinen.”
Nu
I dag har Nyt Nordisk Forlag overtaget udgivelsen af ”Medicinske Fagudtryk”, og bogen er vokset betydeligt. Fra den første udgave i 1911 på blot 50 sider til den senest reviderede udgave i 2009, der har over 8.000 opslagsord fordelt på 868 sider.
Indtil videre er der ikke planer om, at ”Medicinske Fagudtryk” igen kan komme i en lille, diskret lommeudgave, da forlaget ikke umiddelbart har planer om at lancere bogen som en app til tablets eller smartphone.
Der findes dog mange andre medicinske og sygeplejefaglige opslagsværker, som kan lette hverdagen for især de studerende, der endnu ikke er hjemme i fagjargonen. I Android og Apples webstores kan studerende såvel som erfarne sygeplejersker finde alt fra opslagsværker, ordbøger til små spil om sygepleje.
Kilder: Tidsskrift for Sygepleje 11/1942
Foto øverst: Arkivfoto fra 1967, Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskoke: Sygeplejehistorisk Museum.Foto nederst: Arkivfoto fra 2001, Sygeplejerskeuddannelsen i Herlev: Heine Pedersen
Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding viser beretningen om sygeplejens historie og sygeplejens betydning for det danske sundhedsvæsen.
Besøg museet og museets hjemmeside