Når ledelse og forskning går hånd i hånd

Enhver sygeplejefaglig leders drøm må være at skabe en praksis båret af viden og erfaring og gennemsyret af sygeplejefaglige værdier.

En praksis, hvor den enkelte får mulighed for at udfolde sine faglige ambitioner, og hvor alle aktiviteter er målrettet patienten. Den drøm startede sin realisering ved min ansættelse som ledende oversygeplejerske januar 2011 på Hæmatologisk Afdeling, Roskilde-Køge Sygehus.

Ved starten af min ansættelse oplevede jeg engagerede sygeplejersker, der ansvarligt og flittigt udførte et betydningsfuldt arbejde, og jeg oplevede en faggruppe med en høj etik, som havde svært ved at opnå respekt som et selvstændigt fag.
Denne oplevelse og ambitionerne om at nå ovennævnte vision er årsagen til, at mit ledelsesarbejde har fokus på fag og udvikling af praksisfællesskab med det mål at udvikle den gode afdeling, hvor patienterne modtager relevant og kompetent sygepleje.

Udfordringen i ledelsesarbejdet ligger i en sygeplejerskegruppe, der positivt tilkendegiver at have vilje, mod og lyst til at udleve ambitionen om at skabe en afdeling, der kan leve op til nutidige krav om en sygeplejepraksis, der bygger på evidens, og en afdeling, der giver mulighed for faglig udfoldelse.

Det var denne udfordring, der førte til ansættelse af en højt kvalificeret forskningsuddannet sygeplejerske i klinikken. Det var af stor vigtighed, at den forskningskyndige havde interesse i og lyst til at deltage i den kliniske praksis og lade sygeplejerskerne i afdelingen medvirke til initiering og gennemførelse af forskningsprojekter, så disse udsprang af sygeplejekollegiet og føltes relevante.

Vigtigt med fælles mål

Det er af stor betydning, at forskningstilgangen og den ledelsesmæssige tilgang har fælles mål. Begge tilgange har den opfattelse, at der i praksisfællesskabet ligger potentielle uudnyttede ressourcer og viden, som kan bringes frem i lyset og dermed udvikle klinikerens faglige kompetencer til gavn for patienterne.

Begge tilgange bygger på patientinddragelse og medarbejderindflydelse og har organisatorisk udvikling og læring som vigtige mål.

Der er et meget tæt, ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde mellem forsker og leder byggende på respekt, accept og interesse. Samspillet mellem leder og forsker sker bl.a. i mange planlagte dialoger med plejepersonalet, hvor dialogerne anvendes til fælles refleksionsmøder i og over praksis, hvor patientperspektivet, organisering, sygeplejerskernes funktion og rolle er omdrejningspunkterne. Leder og forsker komplementerer hinanden i arbejdet med refleksion, som forudsætning for udvikling af sygeplejekollegiet.

For sygeplejerskerne har ansættelsen af en sygeplejefaglig forsker indtil nu givet anledning til systematisk arbejde med refleksion i og over egen praksis, og det refleksive arbejde har givet øget bevidsthed og klarhed over sygeplejerskens rolle og ansvar i patientforløbene. De sygeplejersker, som har deltaget i forskningsprojekterne, anbefaler klart praksisforskningsdesignet til fortsat udvikling af afdelingen, og patienterne har ligeledes udtrykt mærkbar forbedring i forhold til oplevelsen af at blive taget hånd om, en synlig sygeplejersketilstedeværelse og en professionel håndtering af deres situation.

Med andre ord medvirker praksisforskningen i afdelingen til både at opfylde sygeplejerskernes ønske om at udvikle og medvirke til forskning og til kvalitetsudvikling af patientforløbene, og til at sygeplejerskerne oplever begyndende større gennemslagskraft tværfagligt. Forskningen i afdelingen bliver således en hjælp til det ledelsesmæssige arbejde med både at skabe muligheder for faglig udvikling, som findes meningsfuld og relevant, og til at sikre en patientorienteret pleje og behandling byggende på et humanistisk og forskningsmæssigt grundlag.

Ole Toftdahl Sørensen og Mette Kjerholt er begge ansat på Hæmatologisk Afdeling, Roskilde-Køge Sygehus.