POR3T af sygeplejersker, der arbejder med rehabilitering

Planlagt dermatologi

Helle Pia Knudsen, sygeplejerske på Klinik for hudsygdomme, Gentofte Hospital, siden åbningen i 2008. Uddannet fra Herlev Sygeplejeskole i 1988. Nyvalgt bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab for Dermatologiske Sygeplejersker.

Hvor ser du din rolle?

”Vi tilbyder et intensiveret behandlingsforløb til patienter med tiltagende og forværrede hudsygdomme, der ikke længere kan klares i eget hjem. En stor del af arbejdet består i at vejlede patienterne i, hvordan de selv kan passe på deres hud og holde symptomerne nede. Derfor ligger der også en stor opgave i den forebyggende behandling og pleje. Et af mine vigtigste områder er at finde frem til den enkelte patients ressourcer og lægge en plan for den videre behandling og pleje ved udskrivelsen, så hudsygdommen ikke bliver det altoverskyggende i deres liv. Dette synes jeg er min fornemmeste opgave som dermatologisk sygeplejerske.”

Hvorfor arbejder du med dit område?

”Jeg har i den dermatologiske sygepleje fundet muligheden for at arbejde med tildelt patientpleje og forene den praktiske tætte patientkontakt med koordinerende opgaver. Jeg bliver til stadighed udfordret med flere ansvarsområder indenfor pleje og klinikfunktioner, og jeg er glad for at arbejde med at implementere og udfolde den teoretiske viden, som flere af mine kolleger laver projekter om, når de udvikler vores område. Patienterne kan være meget komplekse med konkurrerende lidelser og symptomer, der nogle gange kræver en lidt kreativ tilgang til sygeplejen. Når patientens hud f.eks. ikke kan holde på tape og almindelige forbindingsstoffer, kan vi løse det ved at klippe stykker af nettrusser i stedet.”  

Foto: Søren Svendsen 

Sengecykling til intensivpatienter

Malene Burgsø Moutafi, sygeplejerske på Intensiv Afdeling på Vejle Sygehus, uddannet intensivsygeplejerske i 2012, hvor hun skrev speciale om mobilisering af KOL-patienter ved sengecykling.

Hvorfor sengecykling?

”Jeg oplevede, at det var rigtig trist – specielt når jeg var aftensygeplejerske – at der ikke skete andet for patienterne, end at de blev liftet op i en stol. De blev mere og mere fysisk dårlige, fordi de hurtigt mister deres muskelmasse. Da jeg skulle skrive speciale, valgte jeg derfor at skrive om mobilisering. Via nettet fandt jeg frem til en belgisk fysioterapeut, som havde forsket i sengecykling til intensivpatienter. Da jeg præsenterede specialet for min afdelings- og oversygeplejerske, bad de mig undersøge pris på cyklen. Jeg har fået enorm opbakning fra ledelsen og fra kollegerne, som straks var med på idéen.”

 Hvad arbejder du med lige nu?

”Vi er en sengecykelgruppe, som bl.a. arrangerer undervisning for de ca. 60 sygeplejersker i afdelingen. Vi har også fået en af vores specialeansvarlige ind i arbejdet, bl.a. fordi vi til sommer skal i gang med et kvalitetsudviklingsprojekt. Vi vil gerne brede vores oplevelser ud og konkret vise, hvilke resultater det kan give. Vi sengecykler ikke kun KOL-patienter, men alle intensive patienter ud fra nogle faste kriterier. Det er meget vigtigt, at patienterne kommer hurtigst muligt i gang efter den kritiske fase, for på den måde kan man bedst vedligeholde muskelmassen. Det er selvfølgelig aldrig for sent, men hvis man starter sent, så bliver det genoptræning frem for vedligeholdelse, og det har stor betydning for patientens chance for rehabilitering.”

  Foto: Søren Svendsen 

En bid af elefanten

Lise Bjerrum Thisted, kræftrehabiliteringssygeplejerske på Rigshospitalet. Uddannet fra Odense Sygeplejeskole i 1990. Har siden taget en diplomuddannelse i Sundhedsfremme og forebyggelse og en master i Klinisk sygepleje.

Rehabilitering og sygepleje?

”Rehabilitering handler om, hvordan man bedst muligt lever i hverdagen på trods af sygdom. Jeg arbejder med, hvordan vi kobler sygeplejerskers fagviden med patientens ekspertviden om sit hverdagsliv. Kunsten i rehabiliterende sygepleje er at finde den rette støtte og løsning sammen med patienten, for behovene er meget forskellige, men i dag har vi ikke redskaber til at identificere dem. Jeg er derfor med til at teste en ny metode og afprøve rehabiliteringssamtaler i hospitalsregi mellem sygeplejersker og kræftpatienter. Målet er at skabe en vis orden i en for patienten kaotisk tid af livet – ved at spise én bid ad gangen af elefanten.”

Hvilke udfordringer er der?

”Evidensgrundlaget er begrænset. Vi skal turde gå på tynd is og definere, hvad rehabiliterende sygepleje er. Træthed er et godt eksempel på et område, hvor rehabiliterende sygepleje er påkrævet. Selvom vi er den faggruppe, der giver behandling og følger de påvirkninger, som patienterne oplever, mangler vi fortsat at finde frem til, hvad rehabiliterende sygepleje er. Det kan f.eks. være til patienter med langvarige paræstesier i hænder og fødder som følge af kemoterapi. En anden udfordring er, hvordan vi kan måle, om rehabiliterende sygepleje har en effekt. Jeg tror, at samtaler med patienterne om hverdagslivet med kræft gør en forskel – ikke kun fordi vi er søde og rare at tale med.”

Foto: Søren Svendsen