Sygeplejersken
Rette patient i rette seng
I Holstebro Kommune har man sat fokus på den gode indlæggelse. En kommunal akutsygeplejerske tager på hjemmebesøg aften og nat hos ældre indlæggelsestruede og er med til at yde indledende behandling. En anden kommunal sygeplejerske er en del af hospitalets geriatriske team.
Sygeplejersken 2013 nr. 5, s. 41
Af:
Annette Hagerup, journalist
Illustration Jenz Koudahl
Pr. 1. april har begrebet nærhedssygepleje fået en helt ny dimension i Holstebro.
Fra den dato har Holstebro Kommune fået en udgående akutsygeplejerske, som kan tage på besøg hos indlæggelsestruede ældre. Her skal hun i tæt samarbejde med vagtlægen vurdere, om borgeren skal indlægges, eller om det i første omgang vil være muligt at yde indledende behandling i hjemmet.
Sygeplejersken bliver i hjemmet, så længe det skønnes nødvendigt. Hun holder hele tiden ”snor” i patienten og sørger for, at patienten indenfor et døgn kommer til en konsultation/vurdering på sygehusets geriatriske ambulatorium. En anden kommunal sygeplejerske er i forvejen ansat som del af det geriatriske team på Regionshospitalet Holstebro. Her bistår hun både ved indlæggelse og udskrivelse.
”Vores nye akutsygeplejerske får en nøglefunktion som bindeled mellem den ældre patient og sygehusets geriatriske afdeling,” fortæller teamleder Dorthe Biehl, hjemmeplejen i Holstebro.
”Som noget helt nyt får en kommunal sygeplejerske nu sin faste gang i hospitalets geriatriske ambulatorium. I tilfælde af indlæggelse kan hun sørge for, at alle patientens data kommer med ind på sygehuset. Det kan f.eks. være medicinlister, observationer fra familier og naboer, hjemmesygeplejerskenotater m.m., som er af betydning for et vellykket forløb.”
Hospitalsenheden Vest (Regionshospitalet Holstebro) og Holstebro Kommune har tilsammen fået 5,5 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen til et fælles projekt, der har til formål at forebygge både antallet af unødvendige indlæggelser og genindlæggelser af ældre borgere.
”Formålet er at sikre gode overgange fra hospital til eget hjem. Vi har arbejdet meget med den gode udskrivelse og kommunikationen mellem sektorerne. Vores tese er, at en god indlæggelse er lig med en god udskrivelse. Erfaringen viser, at mange genindlæggelser sker 1-3 døgn efter udskrivelsen. Så det giver god mening at forberede indlæggelsen,” fortæller sygeplejechef i Holstebro Kommune, Merete Kjærsgaard.
”Vi har som alle andre regioner overbelægning på de medicinske afdelinger, og vi vil gerne sikre os, at det er de rigtige patienter, der optager sengene. Desuden kan sygehuset være et ”farligt” sted for ældre, syge mennesker. For det første er det usundt at ligge stille i en hospitalsseng alt for længe, for det andet er sygehuset fyldt med bakterier og vira, som kan være fatale for ældre med et svækket immunforsvar,” siger hun.
Det forventes, at indlæggelsestiden kan reduceres med et halvt til et helt døgn, når man inddrager den kommunale akutsygeplejerske allerede ved indlæggelsen og igen ved udskrivelsen.
Holstebro Kommune har sygeplejersker ansat på samtlige sine plejehjem, dog kun i dagtimerne på hverdage. Om aftenen og i weekenden har man en samarbejdsaftale med den kommunale hjemmesygepleje og kan tilkalde et sygeplejerskebesøg herfra.