Dilemma: Den rare besøgsven

Fru Hansen fortæller, at det er en besøgsven, der skal arve fru Jensen, og at hun vidste, at fru Jensen var glad for besøgsvennen, ”men ligefrem arve det hele …”

Hjemmesygeplejersken lytter til fru Hansen, men kommenterer ikke sagen yderligere. Hjemmesygeplejersken bliver imidlertid mere og mere i tvivl om, hvorvidt hun skal foretage sig noget, og hun vender situationen med en kollega, der udbryder: ”Det var dog mærkeligt. Da fru Mikkelsen døde, var den samme besøgsven også universalarving.”

Hvad skal hjemmesygeplejersken overveje? Se, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener
om spørgsmålet.

Svar 1

Skal hjemmesygeplejersken gå videre med sine oplysninger med det formål at varetage andre medborgeres bedste, borgere, som i fremtiden kan have brug for en besøgsven? Svaret må blive et klart ja. Uanset etiske argumenter, der måtte veje for eller imod beslutningen, kan det også kun være til besøgsvennens bedste at få sammenfaldet klarlagt som en tilfældighed. En etisk vurdering vil lægge vægt på, om borgerne har foretaget kompetente og bevidste valg omkring fordeling af deres arv, og om valgene har naturlig sammenhæng med andre valg, som borgerne har foretaget i deres liv.

Er den nærmeste familie informeret om valget vedrørende arv? Ikke at alle familiemedlemmer nødvendigvis skal være enige, men hvorfor er oplysningerne holdt skjult? Kan oplysninger herom sættes ind i en naturlig sammenhæng, eller synes der at være et misforhold?

Ovenstående refleksioner er af etisk karakter. Det bliver nødvendigt med en supplerende juridisk vurdering af, hvordan man som hjemmesygeplejerske bør agere i en sådan situation. Nærmeste leder vil være en naturlig sparringspartner i forhold til, hvorledes disse oplysninger kan skaffes.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Hjemmesygeplejersken har fået en ny oplysning om, at den samme besøgsven har arvet to afdøde ældre damer, og det giver anledning til, at hun genovervejer, hvordan hun skal handle på oplysningerne. På den ene side kan den ny oplysning give grobund for en vis forargelse og mistænkeliggørelse af besøgsvennens motiv for at være besøgsven. På den anden side kan oplysningen give mulighed for at glædes over, at besøgsvennen er i stand til at etablere stærke, omsorgsfulde relationer, som har været værdifulde for begge de to ældre damer i den sidste tid.

Relationerne kan være mere betydningsfulde for den ældre end egne familiemedlemmer. At det er den samme besøgsven, der skal arve de to ældre damer, kan være en velovervejet handling fra de to ældre damers side.

Som frivillig besøgsven er man omgivet af den frivillige organisations etiske kodeks, og her må man formode, at det er organisationen, der tager affære, såfremt der er nogen form for mistænkeliggørelse af besøgsvennens motiv for at være besøgsven.

På de foreliggende oplysninger kan hjemmesygeplejersken handle ved ikke at foretage sig yderligere og glæde sig over, at der er frivillige besøgsvenner, som kan være med til at give livskvalitet og omsorg til ældre og ensomme, som supplerer de kommunale tilbud, der tilbydes ældre borgere.

Af Randi Bligaard, klinisk udviklingskoordinator, cand.cur., Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser