Fysisk overskud giver mentalt overskud

Forskningssygeplejerske Christina Andersen guider motionisterne i træningsmaskinerne og holder øje med, at de ikke bliver dårlige under træningen. Foto: Søren Svendsen
 

”Kom så – 10 omdrejninger mere!”

Der er ingen kære mor, når det gælder motion. Heller ikke selvom man har kræft. For her i træningslokalerne, hvor ”Krop og Kræft” hører til, er man ikke patient. Her er man motionist.

Derfor bliver der trådt i pedalerne, som havde man fanden i hælene, der bliver prustet og stønnet og svedt i maskinerne, og der bliver skubbet og kæmpet under boldlegen, hvor to hold dyster mod hinanden.

Men der bliver også grint og pjattet højlydt. For motion gør godt.

”Det giver mig glæde at få brugt kroppen. Her er skønne mennesker, og jeg har noget at stå op til. Her er et fællesskab – alle ved, hvad kvalme og tørhed i munden er. Men det er også hårdt,” siger Helge Schytte eller ”prinsessen”, som de andre deltagere også kalder ham.

Alle deltagere i projekt ”Krop og Kræft” er i kemoterapi for deres kræftsygdom. De deltager i seks ugers hård træning tre gange om ugen i to en halv time samt to timers lavintens træning en gang om ugen. Træningen består af opvarmning med f.eks. boldspil. Derefter styrke- og vægttræning i maskiner efterfulgt af spinning på cykler. Og der sluttes af med afspænding og massage.

Kræftpatienter, der er i kemoterapi, kan nemlig godt tåle hård fysisk træning. Det øger tilmed både deres fysiske og psykiske velbefindende. Det har professor Lis Adamsen, der er leder af Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning (UCSF), dokumenteret i forskningsprojektet ”Krop og Kræft”.

”Vi har en bevidst strategi om, at vi kun går i sportstøj, vi spiller høj musik og taler ikke sygdom. Vi skal være en modvægt til hospitalet. Og patienterne siger, at de føler, de bliver støttet i deres normalitet. De elsker at blive kostet rundt med af os,” siger Lis Adamsen, der nu også leder et nyt stort forskningsprogram, CIRE, der bygger ovenpå erfaringerne fra ”Krop og Kræft”.

Fysisk tjek

Inden den hårde tur i træningslokalerne bliver alle deltagere tjekket hos sygeplejersken. De får målt blodtryk, puls, temperatur, tjekket deres blodværdier og taler med sygeplejersken om, hvordan de har det.

”Hvis en patient føler sig utilpas og svimmel, guides patienten under træningen, og efter aftale kan den behandlende afdeling kontaktes,” fortæller forskningssygeplejerske Christina Andersen, der kort forinden har afleveret sin ph.d.-afhandling om ”Krop & Kræft”, symptomer og bivirkninger. 

Der er nemlig krav for at kunne deltage i den hårde træning. Deltagerne må bl.a. ikke være fuldt sengeliggende, de må ikke have haft en blodprop i hjertet indenfor de sidste tre måneder, og der skal minimum være gået seks uger efter operationen.

”Hvis vi er i tvivl, kontakter vi den ansvarlige, behandlende læge og spørger mht. træning efter operation. Og vi følger op, hvis en af deltagerne har en lav blodprocent,” siger Christina Andersen og uddyber:

”Vi har en koordinerende, superviserende, guidende og rådgivende funktion. Der er lige en pårørende, der har ringet, fordi hendes mand ikke kommer i dag. Han var for dårlig. Jeg anbefalede, at de kontaktede afdelingen,” fortæller Christina Andersen.

Holder øje med deltagerne

Tilbage i træningslokalerne er deltagerne i fuld sving ved maskinerne. Der bliver trænet ryg, arme, ben, mave. Ingen muskler slipper. Heller ikke dem i ansigtet. For der bliver grinet og joket undervejs.

Der er altid to trænere med på holdet. En sygeplejerske og en fysioterapeut. Udover at stå for selve træningen og opmuntring holder de øje med de enkelte deltagere. Hvis en af deltagerne forlader rummet, følger en af trænerne diskret med for at tjekke, at vedkommende ikke bliver dårlig. Hvis én bliver bleg og stille, spørger de ind til deltagerens velbefindende.

”Vi observerer hele tiden nøje deltagerne og holder øje med, om der er én, der får det dårligt. Vi sørger også for at være træningsmakker med dem, der har det dårligt, og dem, der har dårlige blodværdier. Vi har indsigt i, hvilke symptomer og bivirkninger de enkelte behandlinger giver, og det holder vi øje med,” fortæller Christina Andersen.

I dag er det Klaus Moltved, der må ud og ligge lidt på sofaen i et tilstødende lokale. Han har lige fået kemoterapi, så kvalmen har overmandet ham. Trænerne er flere gange ude og kigge til ham. Men efter lidt kvalmestillende medicin er han igen klar på motionscyklen – om end lidt bleg i ansigtet.

”Jeg oplever et fællesskab ved at komme her. Det er dejligt at snakke med andre i samme situation. Og jeg får meget mere energi og overskud,” siger Klaus Moltved.

Neel Schalck Bisgaard er enig: ”Det giver mig en masse energi. Træning giver velvære.  Og det er godt at komme ud ad døren. Her er supergod stemning,” siger hun forpustet.

Og den positive stemning går, ifølge Christina Andersen, igen hos alle deltagere. ”Deltagerne synes, det er rart, at de kan få lov til at grine. En kræftsygdom kan være meget stigmatiserende. Der er mange fordomme om kræft. Man skal helst ikke være for glad, og helst være tynd. Og jeg mener også, at behandlerne til dels er med til at trække det ned over hovedet på folk,” siger Christina Andersen og uddyber:

”Fysisk overskud giver også det mentale overskud. Når man er i kemoterapi, får man en følelse af at miste kontrollen over sin krop. I 2001, da vi startede ”Krop og Kræft”, rådgav man stadig patienterne til at gå hjem og hvile sig efter kemoterapi. I dag ved man, det er godt at træne.”