Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Historisk - Den første sygeplejerske i verden var en barmhjertig mand

”Uden at forklejne Mændene kan man også spørge, om Mænd vil egne sig ligesaa godt til Sygepleje som Kvinder.” Sådan skrev en kvinde i Aarhus Stiftstidende i 1950, da de første mænd startede som sygeplejeelever. Men de mandlige sygeplejerskers historie begynder langt tidligere end det.

Sygeplejersken 2013 nr. 6, s. 14

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

Dengang

SY-2013-6%20Historisk1Den første sygeplejeskole i verden åbnede angiveligt i Indien i år 250 f.Kr. Den var kun for mænd, fremgår det i teksten ”Charaka Samhita” om ayurveda, den indiske traditionelle medicin. Mændene skulle ifølge kapitlet om sygepleje være venlige, kløgtige og dygtige, og af praktiske opgaver blev bl.a. nævnt: ”Dygtig til bad og vask, gnide og massere ben, løfte og bistå patienter til at gå, være veluddannet i at rengøre og rede senge, kunne klargøre patienten og have tålmodighed med dem, der skranter.”

Også i Det Ny Testamente er sygeplejen omtalt som noget, der udføres af mænd. Bl.a. i Lukasevangeliet, hvor Jesus fortæller om den gode samaritaner: ”Han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.”

Senere i middelalderens klostervæsen i Europa systematiserede munken Benedikt af Nursia sygeplejen, da han skrev Benediktinerreglen i år ca. 530 i Italien. Reglen, der bl.a. omhandlede, hvordan klosterlivet skulle leves i kyskhed, fattigdom og lydighed, pålagde først munkene og senere nonnerne at pleje og behandle syge og nødlidende. Under Reformationen i 1500-tallet opløstes klostrenes organisation af sygeplejen, og i perioden efter blev funktionerne overtaget af stuekoner.

 Den gode samaritaner fra Det Nye Testamente var mand og sygeplejerske (Foto: IStock)

Nu

SY-2013-6%20Historisk2Kun ca. 3 pct. af de danske sygeplejersker er af hankøn, men at påstå, at sygeplejen er et job kun for kvinder, er en fordom, som er udtalt i de nordiske lande. I hvert fald stiger andelen af mandlige sygeplejersker, jo længere sydpå man kommer. I Spanien, Portugal, Tjekkiet og Italien er over 20 pct. sygeplejersker mænd, og i de fleste afrikanske lande er der flere mandlige sygeplejersker, end der er kvindelige. I USA og Canada er 5,4 pct. af sygeplejerskerne mænd.

I 2008 satte chefkonsulent Jesper Langergaard fokus på rekruttering af mandlige sygeplejersker, da han vandt en pris udskrevet af Danske Regioner for en opgave om fremtidens rekruttering i sundhedsvæsenet.

”Hvis vi skal have fat i nogle flere, skal vi søge i andre målgrupper end de traditionelle. Det, der virkelig springer i øjnene, er, at så få mænd vælger sygeplejen,” sagde han dengang til Sygeplejersken og nævnte bl.a., at faget ikke er domineret af særlige kvindelige værdier:

”Faget appellerer til maskuline sider. Jobbet kræver overblik og evnen til at bevare ro i pressede situationer. Sygeplejersker skal kunne organisere, og der er mange muligheder for at avancere og specialisere sig og gøre karriere i udlandet.”

Behandlersygeplejerske på Akutklinikken på Glostrup Hospital, Klaus Østergaard, er en af Danmarks kun 3 pct. mandlige sygeplejersker. (Foto: Søren Svendsen)

Kilder

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

sygeplejemuseum%20vinter%20200x200

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding viser beretningen om sygeplejens historie og sygeplejens betydning for det danske sundhedsvæsen.

Besøg museet og museets hjemmeside