Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hvornår skal man slukke for respiratoren?

Sygeplejersker er mindst tilfredse med samarbejdet omkring begrænsninger i eller ophør af behandlingen på intensivt afsnit. Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget i Region Syddanmark. Undersøgelsen viser desuden, at anvendelsen af tværfaglige audit og en retningslinje for begrænsning i/ophør af aktiv behandling kan være med til at forbedre det tværfaglige samarbejde, beslutningsprocessen omkring behandlingsophør og patientbehandlingen.

Sygeplejersken 2013 nr. 6, s. 60

Af:

Hanne Irene Jensen, ph.d., cand.scient.san., sygeplejerske,

Jette Ammentorp, lektor, ph.d., cand.scient.san., sygeplejerske,

Helle Ørding, overlæge, dr. med., MPM

At tage beslutninger om liv og død er ofte aktuelt på et intensivafsnit. Beslutningerne kan både handle om at undlade at sætte behandlinger i gang eller om at ophøre med behandlinger som respirator, dialyse og kredsløbsstimulerende medicin.

Fra udenlandsk litteratur ved vi, at disse beslutninger fylder meget hos personalet, men der er meget lidt dansk forskning på området. Og da der er stor forskel på praksis forskellige steder i verden, kan man ikke uden videre gå ud fra, at internationale forskningsresultater også dækker danske forhold.

I et ph.d.-projekt med titlen: ”Afslutning af behandling på intensivt afsnit – faglige, etiske og samarbejdsmæssige udfordringer” har vi derfor undersøgt dansk praksis på området. Både i forhold til hvor ofte beslutninger om at begrænse og ophøre med livsforlængende behandling bliver taget på danske intensivafsnit, og i forhold til hvordan det involverede personale oplever beslutningsprocessen og det tværfaglige samarbejde i forbindelse med beslutningstagning. Endelig blev der også afprøvet forskellige metoder til at forbedre samarbejdet og patientbehandlingen.

Der blev anvendt en multi-metodetilgang, som inkluderede både journalgennemgang, interview, spørgeskemaundersøgelse, tværfaglige audit og udvikling, implementering og evaluering af en retningslinje for begrænsning i/ophør af aktiv behandling på intensivafsnit.

Journalgennemgangen havde fokus på patienter, som enten døde på intensivafsnittet eller blev udskrevet med begrænsninger i eller ophør af aktiv behandling. Dernæst blev der gennemført mono-professionelle fokusgruppeinterview med sygeplejersker og intensivlæger og individuelle interview med stamafdelingslæger. Baseret på litteratur og interviewresultaterne udviklede og testede vi et spørgeskema, der efterfølgende blev anvendt til at undersøge forskellige aspekter af behandlingsbegrænsning og ophør.

Undersøgelsen blev iværksat blandt sygeplejersker, intensivlæger og stamafdelingslæger i Region Syddanmark. Endelig blev tværfaglige audit og implementering af en retningslinje for området afprøvet og evalueret med henblik på at skabe forbedringer, både i forhold til det tværfaglige samarbejde og i patientbehandlingen.

Projektet viste, at for omkring 80 pct. af de patienter, som dør på intensivafsnittene, er der taget beslutninger om begrænsning i eller ophør af aktiv behandling. Sygeplejersker, intensivlæger og stamafdelingslæger var principielt enige om, hvad der skal foranledige overvejelser om behandlingsniveau, men de havde forskellige opfattelser af samarbejdet og andre aspekter af praksis omkring beslutningsophør i intensivafsnit.

Sygeplejerskerne var mindst og stamafdelingslægerne mest tilfredse med samarbejdet. Delprojekterne tyder på, at anvendelsen af tværfaglige audit og en retningslinje for begrænsning i/ophør af aktiv behandling kan være med til at forbedre det tværfaglige samarbejde, beslutningsprocessen omkring behandlingsophør og patientbehandlingen.

Man kan læse mere om projektet og resultater derfra i nedenstående artikler (1,2,3,4,). Yderligere to artikler om oplevelsen af tværfaglige audit og effekten af at implementere retningslinjer på området er ved at blive publiceret.
Ph.d.-afhandlingen kan rekvireres hos forfatteren.

Hanne Irene Jensen er postdoc på Anæstesiologisk Afdeling, Vejle og Middelfart Sygehuse/ Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet,
Jette Ammentorp er forskningsleder på Enhed for Sundhedstjenesteforskning, Sygehus Lillebælt,
Institut for Regional Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.
Helle Ørding var i projektperioden ledende overlæge på Anæstesiologisk Afdeling, Vejle og Middelfart Sygehuse.

Litteratur

  1. Jensen HI, Ammentorp J, Ørding H. Withholding or withdrawing therapy in Danish regional ICUs: frequency, patient characteristics and decision process. Acta Anaesthesiol Scand 2011;55:344-51.¨
  2. Jensen HI, Ammentorp J, Erlandsen M, Ørding H. Withholding or withdrawing therapy in intensive care units: an analysis of collaboration between healthcare professionals. Intensive Care Med 2011;37:1696-1705.
  3. Jensen HI, Ammentorp J, Erlandsen M, Ørding H. End-of-life practices in Danish ICUs: development and validation of a questionnaire. BMC Anesthesiology 2012 12:16.
  4. Jensen HI, Ammentorp J, Johannessen H, Ørding H. Challenges in end-of-life decisions in the intensive care unit: an ethical perspective. Journal of Bioethical Inquiry 2013. E-pub ahead of print. 10.1007/s11673-012-9416-5.