Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

30 minutters involverende stuegang

Neurologisk afdeling på Glostrup Hospital har oplevet stor interesse for at overvære en involverende stuegang både fra fagpersoner og beslutningstagere i Danmark og i udlandet. Sygeplejersken var med på stuegang i december 2013.

Sygeplejersken 2014 nr. 1, s. 24-25

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2014-24-1-30Kommunikation med afasipatienter handler bl.a. om spørgeteknikker, hvor man spørger meget konkret ind til ting, som patienten kan svare ja eller nej til. Foto: Søren Svendsen.

På Neurologisk afdeling på 5. sal skinner solen gennem panoramaruderne i konferencelokalet, hvor den involverende stuegang skal foregå fra kl. 9.30-10. Patienten, Maria Burchardt Nedergaard, kommer gående med lidt hjælp. Hun er 37 år og er indlagt til rehabilitering efter en hjerneblødning.

I alt sidder otte mennesker om bordet: patientens kæreste Bjarne Kristensen, behandlingsansvarlig overlæge Jacob Gyntelberg Houth, patientens faste sygeplejerske Caroline Utzon, talepædagog Dorthe Mahaban Saltoft, fysioterapeut Malene Andreasen, ergoterapeut Amalie Thorlund Haahr og neuropsykolog Julia Robotham.

Bordplanen er fastlagt sådan, at patienten sidder mellem overlægen og talepædagogen. På den anden side af overlægen sidder sygeplejersken, resten af bordplanen er vilkårlig.

SY-2014-24-2-30Maria Burchardt Nedergaard går direkte fra stuegangen og videre til træning.

Overlægen er mødeleder, og han starter med at spørge Maria Burchardt Nedergaard ind til, hvordan det går. Han sørger for at holde pause, så der bliver god tid til, at Maria med ordet ”ja” og en masse mimik og smil kan fortælle, at det går godt.

Sygeplejerske Caroline Utzon supplerer med at fortælle, hvordan patienten kan klare flere hverdagsting selv, såsom at tage tøj på og ordne morgentoilette, og hvordan de kommunikerer i det daglige ved hjælp af fløjt, knips og andre små tricks.

Derefter kommer terapeuterne på banen og fortæller, hvordan patienten nu kan bøje armen og om andre fremskridt på træningsområdet.

Mens de fortæller, viser Maria Burchardt Nedergaard med mimik og kropssprog, at hun er enig. Maria Burchardt Nedergaard kommunikerer f.eks. ved hjælp af tegninger, men er lidt hæmmet af, at det er højre side, der er lammet, og at hun derfor må tegne med venstre hånd.

Overlægen spørger kæresten, hvordan det er gået på den tur ud af huset, de var på forleden, og Bjarne Kristensen fortæller, at Maria Burchardt Nedergaard har været på juleshopping i Rødovre Centrum, og at de har planer om en tur til Jylland.

Til sidst evaluerer de på det mål, de satte sidst, som var, at Maria Burchardt Nedergaard skulle øve sig i at tage ordet selv.

Det skal hun fortsætte med, men det nye mål til næste uge bliver, at hun skal udføre en lille del af det personlige toilette stående, og i fællesskab bliver det aftalt, at det skal være tandbørstning.

De 30 minutter er gået. Nogle gange bliver fagpersonerne siddende i rummet og summer lidt, efter patienten er gået, og evaluerer på mødets form og måden at kommunikere på. Men der bliver ikke lavet om på de ting, der er aftalt til mødet.

I dag skynder de fleste sig dog hurtigt videre, mens fysioterapeut Malene Andreasen følger Maria Burchardt Nedergaard og hendes kæreste direkte videre til træningsrummet. som patienten kan svare ja eller nej til.