5 faglige minutter: Tid og rum til fornyelse

Jeg besøger et VIA University College for at tale med to undervisere. Via betyder vej, og jeg erfarer under besøget, at der både er veje og vildveje på dette sted.

Den første, jeg møder, er en rødhåret sygeplejestuderende med en støvsuger. ”Nå,” siger jeg kækt, ”skal I selv gøre rent nu om stunder?” ”Næh,” klager hun, ”jeg leder efter et læringsrum; der var en underviser, som sagde, at det kunne blive støvet i løbet af uddannelsen, så jeg vil starte med at gøre det rent. Mit læringsudbytte og min curriculumudvikling vil blive bedre, hvis rummet er frisk og appetitligt, siger de. Måske tager jeg refleksionsrummet med det samme, hvis det ligger i nærheden.”

Jeg ser måbende på hende. Er hun ironisk eller ufrivilligt morsom?

Inden jeg når at spørge, kommer en ung mand løbende. Han har blank, skinnende isse og en grøn drage på underarmen.

”Hov, hov, ro på,” siger jeg, da han næsten vælter mig ind i oversigten over kompetenceforløb for novicer, der er placeret på en høj stander. ”Jeg skal ned og se på transfervinduet,” siger han. ”Det er et udtryk, vi tit hører her, og jeg vil gerne se, hvilke spillere de sælger. Der skulle være et helt transferkompleks,” tilføjer han.

”Er fodbold din hovedinteresse?” spørger jeg dumt. ”Mine interpersonelle forudsætninger og min kognitive habitus motiverer mig til at fortsætte i det spor,” svarer han og fortsætter:

”Det er en udfordring at få tid, men jeg synes ikke, det hele skal gå op i uddannelsesdiskurser. Konteksten betyder også noget for udviklingen af mit centrale vidensperspektiv i relation til mine ekspliciterede professionskompetencer.”

Jeg forsøger forgæves at spørge ind til konneksen til fodbold, men den unge mand har virkelig travlt. ”Mit læringspotentiale er aktuelt helt optimalt,” siger han. ”Jeg har fået kortlagt min læringsstil, så det er nu, det gælder. Jeg er en reflekterende pragmatiker,” siger han med slet skjult stolthed i stemmen. ”Den differentiering, man tilbyder her, er lige mig. Det ekstracurriculære tilbud, der vil klæde mig på og øge mine komplekse matematikkompetencer, bliver formidlet i Simulationslaboratorium og via en individualiseret spejling, hvilket kan understøtte mine reflekterende observationer af fænomenet patientinddragelse og komplians, når jeg styrker mine læreprocesser ved at iagttage den udøvede praksis i feltet.”

Han ser på mig med glade øjne og skifter så pludseligt spor. ”Min kæreste siger, jeg bliver mærkelig af det her studie.”

Den rødhårede indhenter os med sin støvsuger. ”Jeg kan ikke finde de rum,” konstaterer hun opgivende. ”De skulle ifølge modul- og læringsoversigten ligge i den ende af bygningen, hvor konceptualisering af projekter udfoldes og kommer til live,” siger hun.

”Too bad,” prøver jeg med et anstrøg af mislykket ungdommelighed.

Jeg finder de to undervisere, jeg skal møde, på et storrumskontor med 12 skriveborde anbragt med 1,5 meters afstand. De sidder med hver deres iPhone og sms’er til studerende. ”De udarbejder modulopgave i disciplinen sms-inddragelse og vejledning af ikke kompliante patienter med KOL,” hvisker den ene, mens hun med begge tommelfingre prøver at få den studerende til at forstå, at patientperspektivet er uhyre vigtigt.

”Prøv med den manipulerende, nej undskyld, motiverende samtale,” forsøger hun.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg må hjem så hurtigt som muligt. Jeg har hverken tid eller rum til mere – og da slet ikke til fordybelse.

Jeg nikker til den rødhårede, som studerer et kort over matriklen, mens støvsugeren holder pause i et hjørne. ”Hey,” siger hun uden at se op.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.