Sygeplejersken
BabyCam følger planlagt kejsersnit
BabyCam følger planlagt kejsersnit.
Sygeplejersken 2014 nr. 1, s. 52-53
Af:
Charlotte Bladt-Hansen, anæstesisygeplejerske,
Birgitte Boel, anæstesisygeplejerske
Mor kan se sit nyfødte barn straks efter fødslen ved kejsersnit (her en dukke).
Et kamera, der transmitterer live, skaber hurtig kontakt mellem forældre og barn, når barnet er født ved kejsersnit. Det har en række fordele for tilknytningen mellem forældre og barn.
Sectiostuen på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg blev for godt et år siden gennemgribende renoveret. Sechersbordet kunne i forbindelse med renoveringen desværre ikke placeres, så det var muligt for moderen og faderen at se det nyfødte barn.
BabyCam blev løsningen. BabyCam betyder, at forældre har mulighed for at se deres barn på Sechersbordet via et vægmonteret kamera, som transmitterer levende billeder til en monitor placeret ved hovedgærdet af operationslejet. Billederne bliver ikke optaget.
På nuværende tidspunkt anvendes BabyCam kun ved elektive sectiopatienter.
Ud fra litteraturen, erfaringsbaseret empiri og adskillige forældres ønske om at kunne se deres barn umiddelbart i forbindelse med og i tiden lige efter fødslen blev vi bevidste om, at det var en nødvendighed at få etableret mulighed for kontakt mellem forældre og barn (1,2).
Projekt BabyCam skal ses som et supplement i de situationer, hvor fysisk kontakt ikke umiddelbart er mulig eller ønsket.
Fordele:
- Det nyfødte barns signaler stimulerer omsorgsadfærden hos de mennesker, der opfanger dem
- Hurtigere psykologisk bonding efter sectiofødsel
- Mere involvering
- Bedre tilpasning til forældrerollen
- Øger oxytocinudskillelsen og dermed mælkeproduktionen og giver bedre mulighed for en vellykket amning
- Mindsker utrygheden
- Stabiliserer blodtrykket
- Mindsker forekomsten af stresshormoner
- Fremmer evnen til at indgå følelsesmæssige bånd.
Ulemper:
- Monitoren optager plads.
Opfølgning på BabyCam-projektet sker via et par spørgsmål i en lille folder til forældrene, så vi efterfølgende kan udarbejde en vurdering af projektet.
Litteratur
- Broberg A. Tilknytning i praksis: Tilknytningsteoriens anvendelse i forskning og klinisk arbejde. København: Hans Reitzels Forlag; 2010.
- Moberg KU. Afspænding, ro og berøring: om oxytocins lægende virkning i kroppen. København: Akademisk Forlag; 2006.
Charlotte Bladt-Hansen, anæstesisygeplejerske, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg; Charlotte.Hedegaard.Bladt-hansen@rsyd.dk
Birgitte Boel, anæstesisygeplejerske, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.