Sygeplejersken
Mobil sygepleje sikrer fremmøde og omsorg
Tove Holm Sørensen er sygeplejerske i Silkeborgs Mobile Sygepleje, der er et samarbejde mellem Kirkens Korshærs afdeling Silkeborg og Misbrugscenter Silkeborg. Hendes job består af en udgående funktion, en ”gå med”-funktion, en brobyggende del og en tilgængelig del.
Sygeplejersken 2014 nr. 1, s. 38-39
Af:
Pelle Lundberg Jørgensen, journalist
Ellen er i gode hænder. Overlæge Britta Tarp og sygeplejerske Susanne Nielsen fortæller, hvad hendes blodprøver viser, mens sygeplejerske fra Silkeborgs Mobile Sygepleje, Tove Holm Sørensen, lytter med. Foto Søren Holm.
En stor del af Tove Holm Sørensens arbejde kan sammenlignes med en taxafunktion, men der er en grund til, at man prioriterer transportdelen så højt, forklarer hun.
”Det er ærgerligt på alle måder, hvis et fremmøde glipper på grund af manglende økonomi til kørsel,” som hun forklarer.
De mennesker, som hun arbejder med, har komplekse problemstillinger, tit af både fysisk, psykisk, social og kulturel art. Her gælder det om at være skadereducerende, men også at tage del i borgerens liv.
”Os som personale kan tit være eneste familie eller pårørende for borgeren. Derfor deltager jeg også gerne i traditioner som f.eks. begravelser. Mest for dem, der er tilbage. Der er nogle, der begraver mange venner,” forklarer hun.
Denne morgen er det Ellen, der skal forbi Silkeborg Sygehus, infektionsmedicinsk afdeling, som Tove Holm Sørensen besøger så ofte, at hun er begyndt at kalde det sit andet hjem. Klokken er 10, da Ellen og Tove mødes og snakker dagens program igennem. Netop det at kunne bruge tid og omsorg på den enkelte borger er også det, der gør stillingen nødvendig, forklarer hun.
”Det er rigtig vigtigt, at der kan være en sygeplejerske, der er nær brugeren. Det er vigtigt, at jeg kan se dagsformen, og hvordan de fungerer socialt,” fortæller hun.
Ellen mistede for et halvt år siden sin mand. Derfor er det et følelsesladet øjeblik, da hun får svar på sine blodprøver.
Tove Holm Sørensen sætter sig helt tæt på Ellen og ”oversætter” fagtermerne, mens overlægen gennemgår blodprøverne. Herefter bliver Ellen scannet. Både blodprøverne og scanningen går rigtig fint. Levertallet er fint, og en tilbageholdt glæde bryder ud i lokalet.
Opløftet kan patienten nu sætte sig ind i Tove Holm Sørensens bil. Ellen sætter sig ind på passagersædet, mens hun snakker om, at hun glæder sig til at få sin kop kaffe tilbage ved Kirkens Korshær efter at have fastet hele dagen.
Varmestuen er et fristed, hvor alle har lov til at komme. Her kan man få et måltid mad, en kop varm kaffe og få lavet et hurtigt helbredstjek.
Man skal kunne tåle en afvisning
Tove Holm Sørensen mener ikke, man skal kunne noget ekstraordinært som sygeplejerske for at besidde hendes stilling. Tværtimod kalder hun det en myte inden for rusmiddelområdet, at arbejdet kræver en helt speciel støbning.
”Her er jeg ikke enig med alle. Det bliver betragtet som et hårdt miljø, men alt er jo relativt. Sammenlignet med et arbejde, hvor børn dør af hjertesygdomme, så er det jo ikke hårdt her,” fortæller hun.
Dog peger hun alligevel på, at man skal kunne tåle at få en afvisning.
”Jeg spørger meget, og så bliver man afvist. Men det kan være, at de har en gæld på 1.000 kr., som de skal af med og så ikke har tid til mig. Derfor tager jeg ikke afvisningerne på mig, men tænker i stedet over, hvad der mon ligger bag. Herudover skal jeg også kunne lade dem være i fred, for de problemer, jeg tror, de har, er måske ingenting. Jeg bekymrer mig måske for deres sygdomsforløb, mens de selv kun er optaget af en gæld. Det må jeg acceptere og i stedet spørge ind til dem igen næste dag.”
”Det er mødet med mennesker, der tænder mig i det her job og i sygeplejefaget i det hele taget. Derfor er det også klart, at jeg bliver opløftet, når det går godt for dem, vi snakker med. Det forsøger vi dog at skjule, så de ikke føler, at de skuffer endnu flere, hvis de får tilbagefald.”