Svært syge intensive patienter kan dø hjemme

En del intensive patienter dør på intensiv afdeling, og det kan være problematisk at skabe rolige og uforstyrrede omgivelser i et højteknologisk miljø, hvor der kan være uro fra andre patienter. På intensiv afdeling på Kolding Sygehus har vi de sidste par år haft gode erfaringer med at sende uafvendeligt døende intensive patienter hjem for at dø.

Vi har i de sidste to et halvt år sendt 10 patienter hjem. Når vi har været klar over, at patienten er uafvendeligt døende, har vi talt med patienten og dennes pårørende om muligheden for at komme hjem for at dø. Denne samtale har givet patienten mulighed for at udtrykke sit ønske om at komme hjem. Dette er afgørende for, at det at komme hjem for at dø bliver arrangeret.

Det næste vigtige skridt er, at patientens familie også er indstillet på, at de kan efterkomme patientens ønske om at få lov at dø i eget hjem. Der har været opbakning fra alle familier. Et andet kriterium er, at patienterne har været ved bevidsthed.

De patienter, vi har sendt hjem for at dø, har ligget på intensiv afdeling mellem 1 og 57 døgn.  Aldersfordelingen var mellem 69 og 82 år. Det har været patienter med KOL, med aortaaneurismer til planlagt operation og cancer. Den tid, patienterne har haft hjemme, inden de døde, ligger mellem få timer og op til fire dage. De fleste patienter har nået at være i hjemmet i ét til to døgn.

Patienten skal være ved bevidsthed, og tilstanden skal være så stabil, at vi vurderer, at patienten kan klare transporten til hjemmet. Desuden kræver det et godt samarbejde med hjemmeplejen, hvilket vi har oplevet i vores område. Hjemmeplejen har været klar til denne opgave indenfor 12 til 24 timer, og der har været et fantastisk samarbejde og engagement.

Der er en del praktiske ting, som skal være klar. Det er f.eks. en plejeseng, mulighed for ilt og sug, plan for smertebehandling og aftale med Falck og hjemmeplejen om tidspunkt. Vi har til alle hjemsendelser sendt minimum patientens kontaktsygeplejerske med, og i nogle situationer har der også været en af afdelingens anæstesioverlæger med, når vi har skønnet, at det var nødvendigt. Det har været til de patienter, som vi har ekstuberet umiddelbart inden hjemtransporten for at sikre, at patienten ikke døde under hjemtransporten.

Vi er ved at udarbejde en retningslinje med en tjekliste for de ting, vi skal huske, når patienterne sendes hjem fra intensivafdelingen for at dø.

Det har været 10 meget forskellige oplevelser, men ens for dem alle er, at det har  været en fagligt spændende og udfordrende opgave at være med til at løse for vore intensive sygeplejersker og læger.

Alle pårørende har efterfølgende været til en samtale med en overlæge for at evaluere forløbet. Samtlige pårørende har givet positive tilbagemeldinger, og alle har givet udtryk for, at det var en god beslutning, at deres syge pårørende fik lov at komme hjem for at dø.

Citater fra de efterfølgende samtaler

En datter siger: ”Hun blev jo ved med at sige, hun bare ville hjem.”

”Jeg fornemmede en helt anden ro over hende, efter hun kom hjem.”

”Det giver en anden ro. Et andet nærvær.”

En ægtefælle siger: ”Hun sagde selv: Jeg vil ikke have mere behandling. Jeg vil dø nu.” ”At hun kom hjem, var en ubeskrivelig kæmpe oplevelse for os alle sammen.”

”En god måde at tage afsked på.”

Konklusion

I mange tilfælde kan den intensive patient dø hjemme, hvis det er et ønske, patienten har.

Helle Seirup, sygeplejerske/SD, afdelingssygeplejerske på intensiv afdeling, Sygehus Lillebælt Kolding; helle.seirup@rsyd.dk