De er jo så søde allesammen

​

Patienterne accepterer stiltiende personalets travlhedssignaler, selvom det efterlader dem afmægtige, og de efterspørger nærvær i kommunikationen, viser en undersøgelse fra Ortopædkirurgisk afdeling på Amager-Hvidovre Hospital.

”De er jo så søde alle sammen.” Sådan svarer patienter i en undersøgelse på et akutafsnit på Ortopædkirurgisk afdeling, Amager-Hvidovre Hospital, umiddelbart på spørgsmålet om, hvordan de oplever kommunikationen med sundhedspersonalet. Men igennem kvalitative interview med beskrivelser af konkrete oplevelser tegner der sig også andre billeder af kommunikationen.

Undersøgelsen viser, at der eksisterer en forventning om gensidig forståelse i relationen mellem patient og sundhedspersonale. En forventning, patienterne forsøger at aflæse og indordne sig efter for at bevare en god relation til personalet, for ”det kan jo ikke nytte noget at piske en stemning op og genere personalet.”

Patienterne udtrykker sympati for personalets pressede hverdag og understreger, at sygeplejerskerne også blot er mennesker som alle os andre. Derfor indordner de sig vilkår for kommunikationen, hvor de skal udvise forståelse og tilbageholdenhed. Men det, de ser og hører, præger i den grad deres oplevelse og deres muligheder for interaktion og medinddragelse i eget sygdomsforløb.
”Jeg læser på deres kropssprog … det signalerer … så nu skal jeg ikke stille spørgsmål … så ville der komme dårlig karma.”
Patienterne accepterer stiltiende personalets travlhedssignaler, selvom det efterlader dem afmægtige, og de efterspørger nærvær i kommunikationen.

Nærvær viser sig som en tillids- og tryghedsskabende faktor, der bidrager til oplevelsen af at blive set og hørt. Patienterne lægger vægt på konkrete elementer som øjenkontakt, et imødekommende udtryk og tonefald, at kende sygeplejerskens navn og omvendt, at afstemme og justere forventninger, at sygeplejersken praktiserer indlevelse ved at udvise interesse og forståelse for patientens situation.

”Det er vigtigt, at personalet ser på en, taler direkte til en, så føler jeg, at jeg har den kontakt, jeg ønsker. Ja, det er jo svært at forklare, men det er opmærksomhed og nærvær.”

Det, som fylder mest hos patienterne i forhold til at føle sig set, mødt og forstået, er den enkelte sundhedsprofessionelles verbale og nonverbale udtryk med stor vægt på det nonverbale. Patienterne accepterer ligeledes, at der kan være store forskelle i, hvordan personalet kommunikerer:

”Der er jo himmelvid forskel fra den ene til den anden, men det kan man jo aldrig komme udenom.”

Sygeplejersker bekender sig til et holistisk menneskesyn. Populært sagt oversættes dette til et omsorgsbegreb, hvor hele patienten rummes. Det paradoksale, som undersøgelsen viser, er, at patienterne i stedet påføres en hensyntagen til personalet, hvor de skal rumme personalets travlhed, individ- og kulturforskelle og tilpasse egen kommunikation, behov og adfærd hertil. Undersøgelsen demonstrerer en appel og fordring om at kunne mødes menneske til menneske som en forudsætning for kommunikationen mellem den sundhedsprofessionelle og patienten. Som flere patienter siger i interviewene:

”Vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig.”

Det vil sige at være opmærksom på, hvad der kan være på spil for patienten i situationen og sikre respekt og værdighed i den verbale og den nonverbale kommunikation. Det kræver, at sygeplejersken er bevidst om sin position i relationen, hvor patienten er sårbar og afhængig af den sundhedsprofessionelle.

Kommunikation kan dog være svær at mestre og udvikle. Men ifølge Tom og Hilde Eide har de fleste et stort ubrugt potentiale med hensyn til nonverbal kommunikation, og det vil ikke kræve ret meget øvelse for at ændre sin kommunikations stil og vaner (1).

Med få midler kan der skabes forbedring, og der kan være meget at hente, for 93 pct. af vores kommunikation foregår nonverbalt (1).
Udover den konkrete, kommunikative praksis må praksis dog også altid ses i lyset af den kontekst, den udspiller sig i, hvilket indebærer de overordnede institutionelle rammer og rationaler.

Det er der skrevet mere om i afrapporteringen af undersøgelsen (2), hvor også afsnittets videre arbejde med implementering af resultaterne er beskrevet.

Tak til medlemmer af projektgruppen Signe Lindgård Andersen, cand.scient.anth., for hjælp under analyseprocessen og bidrag til rapport og indlæg og Dorte Evaristi, klinisk sygeplejespecialist, MHH, for støtte og vejledning undervejs samt feedback på rapport og indlæg.

Trine Schifter Larsen, forskningssygeplejerske, cand.pæd.anth.
Mia Toldam, udviklingssygeplejerske
Pia Søe Jensen, forskningssygeplejerske, cand.scient.san., ph.d.-studerende

Litteratur

1. Eide T, Eide H. Kommunikation i praksis. Oslo: Gyldendal Akademisk; 2004.
2. Læs om projektet, de empiriske, teoretiske og analytiske perspektiver og det lokale udviklingsarbejde her: forskning.regionh.dk > Forskningsprojekter > Skriv ”De er så søde” i søgefeltet