Envejsbillet til Bornholm

​”I skal introduceres til skolens portal og mailsystem. Det er her, I finder studieplan og får beskeder fra jeres kommende praktiksteder,” siger adjunkt på Bornholms Sundheds- og sygeplejeskole, Pernille Kofoed Nielsen, mens hun starter projektoren op.

Larmende pakker de nye sygeplejestuderende deres bøger væk og finder deres bærbare computere frem. De 21 nye sygeplejestuderende fylder næsten alle pladserne i klasselokalet, hvor vinduerne står på klem, og navneskiltene stadig står på bordene med sirlig håndskrift og viser, hvem der hører hjemme hvor. Lyden af opstartende computere bliver afløst af spørgsmål til wi-fi-kode, lånecomputere og mulige stikkontakter.

På syngende bornholmsk beklager en studerende sig over, at lånecomputeren ikke virker, og hun får straks hjælp af sin sidekammerat. Underviseren går rundt i klassen og afleverer små hvide papirlapper, hvor det nye kuld studerendes studiemail og password står på. De fleste studerende kæmper dog stadig med at få deres computere på skolens netværk, og småsnakken breder sig i hele klassen, da alle har en løsning på de tekniske problemer.

”Kæft en kav mailadresse,” lyder en stille stemme med tyk nordjysk dialekt fra en ung pige på forreste række.
På hendes navneskilt står der Ida, og hun er tydeligvis ikke født og opvokset på klippe- og solskinsøen. Den 20-årige pige har derimod trådt sine barnesko, hvor sko skauer (gnaver), og klog udtales knøw, nærmere bestemt Storvorde i Nordjylland, der er en lille by, der ligger 13 kilometer fra Aalborg.

”Folk er så åbne, og alle mennesker snakker med hinanden, fordi de er sammen om at være bornholmere. De er sammen om at have en hverdag på øen hele året rundt, også når vinteren kommer, og turisterne er flygtet for længst.”

Fotos: Poul-Erik Rath Holm

I midten af august tog Ida Krebs turen til Bornholm, hvor hun i de næste 3½ år skal læse til sygeplejerske på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole. Modsat mange andre unge mennesker valgte Ida bevidst storbyerne København, Aarhus, Odense og Aalborg fra, da hun synes, at Bornholm havde mere at byde på. Efter en telefonsamtale med uddannelseslederen fra Bornholm bestemte Ida sig for Bornholm, fordi der var fokus på den enkelte studerende. Hun ville ikke bare være én ud af mange i et stort klasselokale. 
 
Eventyret vandt over det sikre
Ida var aldrig rigtig i tvivl om, at hun ville vælge sygeplejeuddannelsen. Hun er fascineret af mennesket, kroppen, og hvordan de to reagerer, når de bliver ramt af sygdom. Så da Ida Krebs skulle søge ind på en uddannelse i marts, var spørgsmålet ikke, om det skulle være sygeplejeuddannelsen, men nærmere hvilken. Efter lidt betænkningstid var listen skåret ned til at stå mellem Aalborg, som Ida kendte ind og ud, og Bornholm.

”Jeg startede med at søge Aalborg som første prioritet og Bornholm som anden. Men som tiden gik, kunne jeg mærke, at jeg i virkeligheden håbede, det blev Bornholm. Jeg snakkede med uddannelseslederen fra Bornholm, og jeg blev bekræftet i, at der blev taget hånd om den enkelte elev, og man var ikke bare et nummer. Efter en lang snak med min far besluttede jeg mig for, at det skulle være Bornholm,” siger Ida Krebs, som hverken har bekendte eller familie på øen.

Udover at tilbyde drømmeuddannelsen repræsenterede Bornholm også et alternativ til det efterhånden velkendte Aalborg. Klippeøen havde siden en klasseudflugt i 8. klasse stået i høj kurs for nordjyden, der syntes, at øens natur og beboere ikke var på samme måde, som hun var vant til fra Nordjylland.

”Vi var en aften ude ved Hammershus, som var badet i lyset af fakler, der stod overalt. Det var eventyragtigt, og det levede godt op til min oplevelse af øens flotte natur og åbne mennesker. Jeg fik lyst til at vende tilbage, og sådan havde jeg aldrig haft det før. Nogle unge mennesker finder storbylivets høje puls fascinerende, men jeg er mere til Bornholms øsamfund, hvor alle kender alle,” siger hun.

Sammenhold i øsamfundet
Den 1. august dumpede brevet ind ad brevsprækken i Storvorde: Ida var en af i alt 23 ansøgere, som var blevet optaget på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole. Nu ventede opgaven med at flytte et ungdomsværelse fra Nordjylland til Bornholm, en rejse, der med offentlig transport tager omkring 10 timer. Forældrenes campingvogn blev pakket med en finmekanikers præcision, så der var plads til alle Idas ting.

Da Ida og hendes forældre gik ombord på færgen i Ystad, var det seks år siden, hun var af sted med 8. klasse, og hun har ikke været på Bornholm siden. Hun blev lige pludselig meget bevidst om, at hun var på vej til en ø, hvor hun oven i købet ikke kendte nogen af indbyggerne.

”Nå, hvad skal I på Bornholm?” spurgte en ældre herre henvendt til Ida og hendes forældre.
”Ida skal bo her,” svarede Idas far.

Den ældre herre rejste sig og kom hen og gav hånd til Ida og bød hende velkommen og sagde med et smil: ”Vi skal jo holde sammen, os i Udkantsdanmark.”

Og for Ida er denne oplevelse kendetegnet og styrken ved at bo i et lille øsamfund:

”Folk er så åbne, og alle mennesker snakker med hinanden, fordi de er sammen om at være bornholmere. De er sammen om at have en hverdag på øen hele året rundt, også når vinteren kommer, og turisterne er flygtet for længst.”


Indfriede forventninger
”De første 14 dage herovre førte jeg de længste samtaler, når jeg sagde ja tak eller nej tak til bonen i et supermarked. Jeg kendte jo ingen, så jeg gik på opdagelse på øen, mens jeg ventede på studiestarten,” siger Ida Krebs, mens hun i sit lille kollegiekøkken laver en kop te.

I den ene ende af kollegieværelset står et bord, som i øjeblikket er omdannet til sygeplejebibliotek med bøger på den størrelse, der normalt får unge mennesker til at tjekke bogens bagside for et kort resumé. Hvor der normalt ville hænge en parti- eller idolplakat, hænger i stedet et udklip fra en lærebog, hvor en menneskekrop er gået ud af sit gode skind. Små pile går hen til hver enkelt muskel og knogle, hvor der står et latinsk navn, der nok kræver nogle timer i føromtalte bøger, før de giver mening.

”Vi skal kunne det udenad, så jeg har hængt den op. Der hænger også én ude på toiletdøren, der er jo ingen grund til at spilde tiden,” siger Ida Krebs med den største naturlighed.

Kollegiet ligger i et stille parcelhusområde, der lige så godt kunne have ligget et sted i Nordjylland med børnefamilier, pensionister og unge mennesker. Men ca. 50 meter fra Idas hoveddør fortæller et skilt, at hun befinder sig ganske tæt på centrum i Rønne og kun 28 kilometer fra Allinge.

Nu har Ida Krebs snart været på Bornholm i en måned, og livet her som alene er slut. Lige ved siden af kollegiet bor en af hendes nye medstuderende. I det hele taget har Ida svært ved at sige noget negativt om sin nye hjemstavn. Det skulle måske være, at indkøbsmulighederne er lidt mere begrænsede i Rønne end Aalborg. Sygeplejeskolen har til fulde levet op til hendes høje forventninger, og hun føler, at de studerende bliver hørt og bliver inviteret til at byde ind, så turen fra den ene ende af landet til den anden har ikke været forgæves.

”Jeg fortryder ikke mit valg, og hvis jeg en dag gør det, så kan jeg stadig nå at løbe skrigende bort,” siger Ida Krebs med et smil.