Pleje af patienter, der har fået foretaget koronararteriografi via arteria radialis - en litteraturgennemgang

Iskæmisk hjertesygdom er en af de hyppigst forekommende sygdomme i den vestlige verden, og ubehandlet er sygdommen livstruende, hvorfor tidlig opsporing, diagnosticering og behandling er af afgørende betydning. I 2013 fik 28.346 patienter foretaget koronarangiografi (KAG) og 8.899 perkutan koronar intervention (PCI) som led i udredning og behandling af iskæmisk hjertesygdom på specialiserede kardiologiske centre eller afdelinger i Danmark (1).

Afhængigt af patientens sygehistorie foretages indgrebet akut, subakut eller elektivt via perifer arterie (ateria femoralis, arteria radialis eller arteria ulnaris) med indgift af røntgenkontrast under gennemlysning. Hvis der findes forsnævring(r) på kranspulsåre(r), foretages PCI med ballonudvidelse og indsættelse af stent (et lille rørformet metalnet, der har til formål at bevare karret åbent og reducere forekomsten af restenoser).

Når proceduren er gennemført på specialiseret kardiologisk afdeling, flyttes patienten tilbage til stamhospital, hvorfor det er afgørende, at sygeplejersker på alle kardiologiske afdelinger har viden om de hensyn, der skal tages i forbindelse med den efterfølgende pleje.

Såvel KAG som PCI er forbundet med risiko for komplikationer med en spændvidde fra forbigående gener til livstruende blødninger forårsaget af antitrombotisk terapi givet som led i behandlingen af den iskæmiske hjertesygdom og under selve proceduren. Derfor er teknikken i forbindelse med indgrebet såvel som den efterfølgende pleje og observation i høj grad rettet imod at forebygge procedurerelaterede komplikationer (2), se boks 1.

De fleste indgreb foretages via a. femoralis, men indenfor de seneste år er adgangen via a. radialis blevet mere og mere fremherskende, og europæiske anbefalinger konkluderer da også, at adgang via a. radialis bør indgå som rutine på grund af reduktion i store blødninger og i dødelighed. Den største gevinst ved anvendelse af radial adgang hentes hos patienter, der er i høj risiko for blødning, f.eks. patienter med akut koronart syndrom, hvor der gives store mængder antikoagulerende stoffer (3). Ud over reduktion i forekomst af blødning og dødelighed rapporteres om færre komplikationer som helhed. Et forhold, der samlet set medfører øget patientkomfort, tidligere udskrivelse og færre omkostninger (4).

Hvad angår patientkomfort, har et svensk studie fokuseret på patienternes oplevelse af forløbet i forbindelse med KAG/PCI og afdækket, hvordan dystre tanker, angst og usikkerhed præger situationen for denne patientgruppe (5). Studiet afdækkede, hvordan patienter, som havde fået foretaget indgreb via a. femoralis, oplevede smerter og ubehag i ryggen under det efterfølgende 1-2 timers faste sengeleje. Ligeledes blev det beskrevet, hvordan patienterne oplevede afhængighed af plejepersonalets assistance til alle gøremål, herunder hjælp ved vandladning og afføring.

Et forhold, der kan forstærke oplevelsen af sårbarhed og følelsen af at have mistet kontrollen over sit liv. De få patienter, der i studiet havde fået foretaget indgrebet via a. radialis, udtrykte stor lettelse over at kunne bevæge sig rundt umiddelbart efter indgrebet (5). Lignende resultater kan genfindes i et studie, som undersøgte sammenhængen imellem livskvalitet ved radial adgang med efterfølgende kortvarig immobilisering versus femoral adgang med efterfølgende længerevarende immobilisering (6), og noget tyder på, at det først og fremmest er længden af immobilisering efter indgrebet, der afgør, i hvilken grad patienterne oplever ubehag snarere end valget af arteriel adgang (7).

Det skal understreges, at vi ikke har kendskab til undersøgelser, der præcist har udforsket forskel i patienternes vurdering af ubehag relateret til selve indgrebet og de to forskellige arterielle adgange.
 

Om indgrebet og de hyppigste komplikationer

Transradial adgang i forbindelse med KAG er første gang beskrevet i 1989, og teknikken blev i de følgende år udviklet til at kunne gennemføres ved PCI med stentanlæggelse (8). Som beskrevet ovenfor giver det anledning til færre komplikationer sammenlignet med adgang via a. femoralis, hvilket skyldes de anatomiske forhold, idet arterien løber uden tæt kontakt til store nerver eller vener. Alt sammen forhold, der minimerer risikoen for neurologiske eller vaskulære skader.

Derudover er det enkelt at opnå hæmostase som følge af arteriens overfladiske placering i forhold til huden. Udover at patienterne foretrækker at kunne mobiliseres hurtigst muligt efter indgrebet, hvilket den transradiale adgang giver mulighed for, vil det faktum, at alvorlige komplikationer er færre, være en indlysende fordel set fra patientens perspektiv.

Observation af patienter, som har fået foretaget indgrebet via a. radialis, retter sig specielt imod en om end mindre alvorlig, men dog ubehagelig komplikation: Okklusion af arterien, som er rapporteret hos 2-18 pct. af patienterne (9).
Der er en veletableret praksis vedrørende pleje og observation efter KAG/PCI foretaget via a. femoralis i Danmark, mens proceduren foretaget via a. radialis endnu ikke er udbredt. Roskilde Sygehus har som det første benyttet adgang via a. radialis som rutine i en årrække, og da Rigshospitalet og Gentofte Hospital besluttede at indføre den ny praksis, blev deres værdifulde erfaringer inddraget.

Imidlertid erfarede vi efterhånden, at vores praksis savnede evidens, og derfor gennemgik vi litteraturen på området og blev enige om at dele den erhvervede viden med andre kardiologiske sygeplejersker, som utvivlsomt vil stå overfor lignende udfordringer i de kommende år.
 

Formål

Formålet med litteratursøgningen var at undersøge evidensen vedrørende den specielle pleje og observation af indstikssted hos patienter, der har fået foretaget KAG/PCI via a. radialis, og vi målrettede søgestrategien ud fra følgende spørgsmål:

1. Hvilken evidens er der for valg af kompressionsmetode efter KAG/PCI foretaget via arteria radialis
2. Hvilken evidens er der for valg af lukkemekanisme efter KAG/PCI via arteria radialis
3. Hvilken evidens er der for forholdsregler vedrørende mobilisering i timerne efter KAG og/eller PCI foretaget via arteria radialis
4. Hvilken evidens er der for restriktioner vedrørende fysisk aktivitet hos patienter, som har fået foretaget KAG og/eller PCI via arteria radialis.

Litteratursøgning

Søgestrategi
Der er søgt litteratur 10 år tilbage på engelsk, dansk, norsk og svensk i databaserne Pubmed og Cinahl. Søgningen fandt sted den 1. juli 2013, og der blev søgt på artikler omhandlende pleje og observationer af patienter til koronararteriografi/PCI via a. radialis. Hovedsøgeordene var Transradial angiography; closing device; postoperative care; Bed rest Physical activity; Mobilization; Nursing; Patient experience. Under hvert hovedsøgeord er der anvendt diverse synonymer, som sammen med hovedsøgeordene indgik i forskellige bloksøgningskombinationer med AND eller OR. Hvor der fandtes MESH-termer og Major Headings, blev disse anvendt, hvor dette ikke var tilfældet, anvendtes fritekstsøgning.

Inklusionskriterier

• Artikler vedrørende pleje og observationer før og efter KAG/PCI via a. radialis
• Artikler vedrørende forholdsregler vedrørende mobilisering efter KAG/PCI via a. radialis
• Artikler vedrørende test af lukkemekanismer
• Artikler vedrørende patientoplevelser i forbindelse med KAG/PCI via a. radialis
• Videnskabelige artikler.

Eksklusionskriterier
Artikler vedrørende KAG/PCI via arteria brachialis eller arteria femoralis.
 

Søgeresultat

Overskrifter og abstracts til de 1.016 artikler blev gennemlæst af førsteforfatter. De fleste studier havde fokus på proceduren, krav til operatørens uddannelse eller på medicinske problemstillinger i relation til behandlingen. Det endte med, at i alt 18 artikler blev udvalgt til gennemlæsning af begge forfattere ud fra in- og eksklusionskriterierne. Efter vurderingen af de 18 artikler var vi enige om, at i alt syv af disse artikler opfyldte inklusionskriterierne og beskrev studier, der havde fokus på sygeplejehandlinger relateret til Transradial KAG og eller PCI, se figur 1 (klik på figuren for at se den i større format).

Udover disse syv artikler identificerede vi en enkelt artikel via håndsøgning, den omhandlede sammenhængen imellem angst og udvikling af vasospasmer under indgrebet. På trods af at dette område ikke var inkluderet i litteraturgennemgangens oprindelige formål, valgte vi at inkludere den, fordi den omhandler et centralt sygeplejefagligt emne. Artiklen er baseret på et pilotstudie, og en efterfølgende litteratursøgning i de samme to databaser med søgeordene anxiety, coronary angiography, vasospasm, transradial access og radial artery gav ikke yderligere resultater.

Efter den generelle artikelgennemgang stod det klart, at det ikke var muligt at udsige noget om søgespørgsmål c og d. I det følgende vil der således alene blive formidlet relevant viden relateret til valg af kompressionsmetode og lukkemekanisme, herunder forebyggelse af arteriel okklusion, blødningskomplikationer og arterielle vasospasmer.
 

Valg af kompressionsmetode efter KAG/PCI

Der blev fundet i alt fire artikler, der på forskellig måde beskrev betydningen af såvel kompressionsmetode som kompressionslængde efter endt procedure (10-13).

I det følgende refereres til begreber relateret til kompression efter arteria radialis-punktur. Af forståelsesmæssige hensyn er disse begreber defineret, se boks 2.

Som et vigtigt element i forebyggelsen af okklusion indgår rutinemæssig indgift af heparin i forbindelse med indgrebet, og der blev identificeret flere forhold med betydning for udviklingen af okklusion. Først og fremmest spiller størrelsesforholdet imellem arteriens diameter og sheath-størrelse en vigtig rolle, idet patienter med små arterier, i praksis yngre og kvinder, har øget risiko. Derudover øger gentagne forsøg på indstik ligeledes risikoen, og sidst, men ikke mindst længerevarende og kraftig kompression efter indgrebet (9).

Forudsat at man før indgrebet har sikret, at patienten har kollateral fyldning til hånden via a. brachialis, vil den største gene i tilfælde af okklusion være, at proceduren ikke kan foretages via samme arterie igen. En forudsætning for, at indgrebet kan gennemføres via a. radialis, er derfor, at man har sikret, at der er kollateral fyldning. I praksis sikres dette de fleste steder ved Allens test, om end det påpeges, at plethysmografi er mere enkel og mere præcis (9).

Et randomiseret studie med 480 patienter til diagnostisk KAG undersøgte, om risikoen for udvikling af okklusion kunne mindskes, hvis man monitorerede blodgennemstrømningen ved plethysmografi under hæmostaseforløbet (10). Patienterne blev randomiseret i to grupper: Gruppe 1 (kontrolgruppe) fik påsat Hemoband, som blev fjernet langsomt efter to timer. Gruppe 2 (interventionsgruppe) fik udover Hemoband påsat pulsoxymeter på pegefinger med henblik på plethysmografi.

Kompressionen blev foretaget under hensyntagen til flowet i arteria radialis. Hemoband blev fjernet efter to timer, såfremt der var hæmostase. I de tilfælde, hvor det af hensyn til hæmostase var nødvendigt at komprimere så kraftigt, at blodgennemstrømningen i a. radialis ikke kunne opretholdes, blev der komprimeret manuelt. Efter 30 dage var udviklingen af okklusion 1,8 pct. i interventionsgruppen, hvilket svarer til en reduktion på 75 pct. i forhold til kontrolgruppen (P < 0,05) verificeret ved Barbeus test.

Et andet randomiseret studie inkluderede 351 patienter til såvel KAG som PCI og undersøgte, hvorvidt okklusion kunne reduceres, hvis kompression blev foretaget ved kontinuerlig måling af middel-arterietrykket (MAP) i a. radialis (11). I interventionsgruppen (gruppe A) blev kompression guided via middel-arterietrykket (MAP), hvorimod der i kontrolgruppen (gruppe B) blev inflatteret 15 ml luft uden hensyntagen til MAP. I begge grupper blev hæmostase opnået via TR band, som blev fjernet tre timer efter påsætning. Behovet for luftindgift i TR band var markant lavere i gruppe A end i gruppe B, og trykket imod arterien var derfor lavere i gruppe A sammenlignet med gruppe B (102,5 ± 17,7 vs. 185 ± 21,0 mm Hg) (P<0,0001), hvilket medførte en markant lavere forekomst af arteriel okklusion i gruppe A (1,2 pct. vs. 12 pct.) (P = 0,0001) verificeret ved plethysmografi. Ved mistanke om okklusion blev dette verificeret via doppler 24 og 72 timer efter indgreb.

I et retrospektivt studie med i alt 400 patienter, som havde fået foretaget PCI, sammenlignede man kompression med TR band i seks timer (gruppe 1) vs. to timer (gruppe 2) med henblik på at afdække sammenhængen imellem kompressionslængde og forekomsten af radial okklusion verificeret ved ultralyd (12). I gruppe 1 udviklede 8,5 pct. af patienterne kronisk arteriel okklusion verificeret efter 30 dage, hvorimod dette var reduceret til 3,5 pct. i gruppe 2.

Således viste varigheden af kompression sig at være en stærk prædiktor for kronisk radial okklusion (odds ratio (OR) = 2,65) (P = 0,037). To patienter i gruppe 1 og en patient i gruppe 2 udviklede < 3 cm hæmatom, hvilket ikke var signifikant (P > 0,16). Et interessant fund i undersøgelsen var, at betydningen af kompressionsvarighed blev elimineret, hvis flowet i arterien blev opretholdt under hele hæmostaseforløbet, hvilket indikerer, at det mest afgørende i forebyggelsen af okklusion er opretholdelse af arterielt flow.
I et studie fra New Zealand har man vurderet graden af hæmostase ved en vs. to timers kompression med TR band (13).

I en gruppe på i alt 100 patienter, som havde fået foretaget diagnostisk KAG, påbegyndtes forsøg på deflattering af TR band en time efter påsætning (gruppe 1). I studiet indgik en historisk kontrolgruppe på i alt 25 patienter, hvor deflattering var påbegyndt to timer efter påsætning (gruppe 2). Studiet viste, at tendensen til sivende blødning fra indstik var større i gruppe 1 end i gruppe 2 (17 pct. vs. 4 pct.) (P = 0,181), men på trods af dette blev der opnået hæmostase hurtigere i gruppe 1 end i gruppe 2 (120 min. (mean = 120 min. vs. Mean = 160 min.) (P = 0,01). Studiet konkluderer, at det er sikkert at starte forsøg på deflattering en time efter påsætning af TR band.
 

Valg af lukkemekanisme

Der anvendes forskellige lukkemekanismer til opnåelse af hæmostase efter indgreb. Nogle er mere eller mindre hjemmelavede, andre er industrielt fremstillet, og i den gennemgåede litteratur har vi identificeret tre studier, hvoraf det ene var et pilotstudie, som har foretaget en egentlig vurdering af effekten af i alt fire forskellige lukkemekanismer: TR band (14,15), Hemoband (15), D stat radial System (16) og Clo-sur P.A.D. (14).

Et ikke randomiseret studie inkluderede i alt 500 patienter, som havde fået foretaget diagnostisk KAG (15). Formålet med studiet var at sammenligne effekten af to lukkemekanismer: 1) Hemoband og 2) TR band.

Gruppe 1 fik påsat Hemoband, som forsigtigt blev fjernet efter to timer. Gruppe 2 fik påsat TR band med inflattering af luft, indtil hæmostase startende med 15 ml. Deflattering startede gradvist efter to timer, hvorefter TR band blev fjernet. Den arterielle blodgennemstrømning blev målt ved Barbeus test i forbindelse med påsætning af såvel Hemoband som TR band, 30 minutter, 60 minutter, 24 timer og 30 dage efter indgrebet. Resultatet viste, at forekomsten af okklusion 24 timer efter indgrebet var højere i gruppe 1, 11,2 pct. vs. 4,4 pct. i gruppe 2 (P = 0,003).

Der blev foretaget 30 dages followup, og her var forekomsten af arteriel okklusion 56 pct. lavere i gruppen, der havde fået påsat TR band sammenlignet med gruppen, som havde fået påsat Hemoband (7,2 pct. vs. 3,2 pct.) (P<0,05). Der var ingen patienter i nogen af grupperne, som udviklede blødning eller hæmatom. Patienterne blev spurgt om ubehaget i relation til kompressionen. I gruppe 1 oplevede 7 pct. ubehag, hvorimod dette var reduceret til 2 pct. i gruppe 2 (P<0,05).

I et observationsstudie med 113 patienter blev lukkemekanismen D stat Radial vurderet i forhold til blødningskomplikationer og arteriel okklusion efter KAG eller PCI (16). Kompressionstiden var 4,6 timer (mean), og resultaterne viste, at 4,4 pct. af patienterne udviklede hæmatom over 5 cm, og 6,2 pct. udviklede okklusion vurderet 24 t efter indgrebet med doppler.

Det tredje og sidste studie var et pilotstudie, hvor 75 patienter, som havde fået foretaget diagnostisk KAG, blev fordelt i tre lige store grupper. Formålet var

1. at sammenligne TR band med Clo-sur P.A.D.
2. at sammenligne tre forskellige måder at opnå hæmostase (14).

Kontrolgruppen (gruppe 0) fik påsat TR band inflatteret med luft indtil hæmostase (maks. 18 ml). Efter en time blev der trukket 3 ml. luft hvert 15. minut, og TR bandet blev fjernet en time efter seneste luftudtrækning.

I gruppe 2 var metoden som i kontrolgruppen, bortset fra at deflattering blev startet allerede 15 minutter efter inflattering og fjernet igen 15 minutter efter seneste luftudtrækning. Gruppe 3 fik påsat Clo-sur P.A.D.

I denne gruppe blev hæmostase opnået ved manuel kompression over forbindingen i 30 sekunder eller indtil hæmostase. Forbinding blev fjernet efter et døgn. Af artiklen fremgår det, at der blev foretaget plethysmografi, men ikke på hvilket tidspunkt. Der var ikke tegn til radial okklusion i nogen af grupperne. I alle tre grupper var der patienter, som udviklede hæmatom (29 pct. vs. 22 pct. vs. 41 pct.) (P = 0,37). I gruppe 1 var den planlagte hurtige deflattering ikke mulig pga. blødning hos 25 pct. af patienterne. Indlæggelsestiden efter indgreb blev monitoreret, og der rapporteredes signifikant forskel imellem grupperne (178,2 min. vs. 134 min. vs. 113,7 min).
 

Forebyggelse af vasospasmer

Studier har påvist sammenhæng mellem udviklingen af spasmer og kvindeligt køn, yngre patienter, lille diameter af a. radialis, mindre erfarne operatører samt gentagne forsøg på indstik (9). I forbindelse med indgrebet anlægges omhyggelig lokalbedøvelse, og flere steder indgives spasmolytica (calciumantagonist og Glycerylnitrat) som led i forebyggelsen af spasmer (17).
Udover at være meget smertefulde kan vasospasmer resultere i, at proceduren ikke kan gennemføres via a. radialis. Derfor er det afgørende, at disse forebygges.

Et pilotstudie undersøgte, om der udover de ovennævnte forhold også var en sammenhæng imellem graden af angst og udviklingen af vasospasmer ud fra en teori om, at angst kunne spille en central rolle på grund af øget sympaticus-stimulation med deraf skærpet risiko for vasospasmer (18).

Studiet inkluderede 81 patienter, som alle var kandidater til KAG via a. radialis, hvor der i forbindelse med indgrebet blev anlagt omhyggelig lokalbedøvelse samt indgivet spasmolytica (verapamil) som led i forebyggelsen af spasmer. I alt 19,1 pct. af patienterne udviklede vasospasmer, og man fandt en stærk sammenhæng imellem graden af angst og udviklingen af spasmer, men det understreges, at større studie er nødvendigt for at afdække, om der er en reel sammenhæng.

Diskussion og implikationer for praksis

Anledningen til denne litteraturgennemgang var, at vi på Gentofte Hospital og Rigshospitalet ønskede at implementere en evidensbaseret praksis vedrørende forholdsregler i forbindelse med arteriel adgang via arteria radialis.
Vi identificerede et begrænset antal studier (otte i alt), som var meget forskellige i design og derfor vanskelige at sammenligne. Den stærkeste evidens blev fundet i beskrivelsen af sammenhængen imellem udvikling af okklusion af a. radialis og intensiteten samt varigheden af kompression.

Der er foretaget to randomiserede studier (10,11), et retrospektivt studie (12) og et studie med historisk kontrolgruppe (13). De fire studier bygger på data fra i alt 1.331 patienter, og de peger samstemmende på vigtigheden af, at hæmostase bør opnås ved mindst muligt kompressionstryk af kortest mulig varighed, og det anbefales, at kompression guides via pulsoxymeter (10) eller MAP (11), idet meget tyder på, at den vigtigste faktor i forebyggelsen af okklusion er, at kompressionen foretages under hensynstagen til opretholdelsen af arterielt flow (12).

I praksis er der, så vidt vi ved, ingen i DK, der anvender kontinuerlig overvågning af kompressionstrykket, men undersøgelsernes konklusioner understreger, hvor stor opmærksomhed der bør rettes imod netop dette forhold. Meget tyder på, at deflattering efter kompression med TR band kan påbegyndes efter en time for patienter, som har fået foretaget KAG, mens det efter PCI kan ske efter to timer (13).

Den lukkemekanisme, der anvendes til at opnå hæmostase efter indgrebet, skal tilgodese flere hensyn: Opnåelse af hæmostase og forebyggelse af okklusion, patientkomfort og sidst, men ikke mindst hensyn til brug af personaleressourcer samt anskaffelsessum. Vi identificerede som beskrevet tre ikke randomiserede studier, hvoraf det ene var et pilotstudie. I studierne indgik observationer fra i alt 688 patienter og fire forskellige lukkemekanismer: TR band og Hemoband Clo-sur PAD og D stat Radial system.

De fire testede lukkemekanismer blev vurderet egnede og sikre i forhold til opnåelse af hæmostase efter KAG. To af artiklerne har undersøgt TR band, og det er således den lukkemekanisme, der indtil nu er bedst undersøgt.

På trods af at sammenhængen mellem angst og vasospasmer ikke indgik i den primære søgning, og vel vidende, at artiklen, som blev identificeret via håndsøgning, er baseret på et pilotstudie, finder vi det væsentligt at inddrage artiklen, fordi den omhandler et afgørende sygeplejefagligt område og kan give inspiration til yderligere udforskning (18). Uanset om evidensen vedrørende denne sammenhæng på sigt styrkes eller ej, er håndteringen af angst hos patienter forud for indgreb afgørende, fordi det er en ubehagelig tilstand og svækker patientens evne til at forstå og huske vigtige budskaber. Undersøgelser har peget på, at omkring 50 pct. af patienterne oplever angst i mild til moderat grad (19,20).

Bekymringer er ofte relateret til usikkerhed om resultatet af indgrebet samt ubehag under og efter proceduren. I bestræbelserne på at dæmpe angsten er rutinetilbud om sederende medicin forud for indgrebet praksis flere steder, men meget peger imidlertid i retning af, at sederende medicin ikke er en universel løsning for alle patienter (21).

Konklusion

Litteratursøgningen afdækkede, at den generelle viden på området var sparsom. Der blev identificeret syv artikler, som beskrev to af de stillede forskningsspørgsmål, og vi har på den baggrund fundet evidens for valg af kompressionsmetode samt indsigt i valg af lukkemekanisme. Som beskrevet ovenfor identificerede vi derudover et pilotstudie, som undersøgte sammenhængen imellem angst og udvikling af vasospasmer. Dette studie blev inkluderet i gennemgangen, fordi det omhandlede et centralt sygeplejefagligt område.

De to øvrige forskningsspørgsmål kunne ikke besvares ud fra den fundne litteratur. Det drejede sig om:
c. Hvilken evidens er der for forholdsregler vedrørende mobilisering i timerne efter KAG og/eller PCI foretaget via arteria radialis
d. Hvilken evidens er der for restriktioner vedr. fysisk aktivitet hos patienter, som har fået foretaget KAG og/eller PCI via arteria radialis.

Det kunne derfor være oplagt at gennemføre undersøgelser, som kunne belyse disse områder. Indtil dette er gennemført, vil praksis bygge på erfaringer samt de anbefalinger, som producenterne af de forskellige lukkemekanismer foreskriver.
Alt i alt er der behov for mere viden, gerne baseret på randomiserede undersøgelser. Det drejer sig både om vurdering af lukkemekanismer, kompressionslængde, sammenhæng imellem angst og udvikling af vasospasmer, mobilisering efter indgreb samt fysiske restriktioner i timer til dage efter indgrebet.
 

Anbefalinger

Det anbefales, at hæmostase opnås ved det lettest mulige kompressionstryk i så kort tid som muligt. Noget tyder på, at man kan starte forsøg på deflattering af TR band en time efter KAG henholdsvis to timer efter PCI.
Ud fra det foreliggende peger det i retning af, at TR bandet tilgodeser hensynet til såvel lav forekomst af okklusion samt patienternes oplevelse af komfort.
Det anbefales, at angst og uro tages alvorligt hos patienter i forbindelse med koronararteriografi, og der anbefales yderligere forskning på området med henblik på at afdække, om der er en sammenhæng imellem angst og udvikling af vasospasmer.

 
Litteratur

1. Dansk Hjerteregister. Årsberetning 2013. 2014 Jun.
2. Doyle BJ, Rihal CS, Gastineau DA, Holmes DR, Jr. Bleeding, blood transfusion, and increased mortality after percutaneous coronary intervention: implications for contemporary practice. J Am Coll Cardiol 2009 Jun 2;53(22):2019-27.
3. Hamon M, Pristipino C, Di MC, Nolan J, Ludwig J, Tubaro M, et al. Consensus document on the radial approach in percutaneous cardiovascular interventions: position paper by the European Association of Percutaneous Cardiovascular Interventions and Working Groups on Acute Cardiac Care and Thrombosis of the European Society of Cardiology. EuroIntervention 2013 Mar;8(11):1242-51.
4. Bertrand OF, Belisle P, Joyal D, Costerousse O, Rao SV, Jolly SS et al. Comparison of transradial and femoral approaches for percutaneous coronary interventions: a systematic review and hierarchical Bayesian meta-analysis. Am Heart J 2012 Apr;163(4):632-48.
5. Lunden MH, Bengtson A, Lundgren SM. Hours during and after coronary intervention and angiography. Clin Nurs Res 2006 Nov;15(4):274-89.
6. Cooper CJ, El-Shiekh RA, Cohen DJ, Blaesing L, Burket MW, Basu A et al. Effect of transradial access on quality of life and cost of cardiac catheterization: A randomized comparison. Am Heart J 1999 Sep;138(3 Pt 1):430-6.
7. Reddy BK, Brewster PS, Walsh T, Burket MW, Thomas WJ, Cooper CJ. Randomized comparison of rapid ambulation using radial, 4 French femoral access, or femoral access with AngioSeal closure. Catheter Cardiovasc Interv 2004 Jun;62(2):143-9.
8. Rathore S, Morris JL. The radial approach: is this the route to take? J Interv Cardiol 2008 Oct;21(5):375-9.
9. Kanei Y, Kwan T, Nakra NC, Liou M, Huang Y, Vales LL et al. Transradial cardiac catheterization: a review of access site complications. Catheter Cardiovasc Interv 2011 Nov 15;78(6):840-6.
10. Pancholy S, Coppola J, Patel T, Roke-Thomas M. Prevention of radial artery occlusion-patent hemostasis evaluation trial (PROPHET study): a randomized comparison of traditional versus patency documented hemostasis after transradial catheterization. Catheter Cardiovasc Interv 2008 Sep 1;72(3):335-40.
11. Cubero JM, Lombardo J, Pedrosa C, Diaz-Bejarano D, Sanchez B, Fernandez V et al. Radial compression guided by mean artery pressure versus standard compression with a pneumatic device (RACOMAP). Catheter Cardiovasc Interv 2009 Mar 1;73(4):467-72.
12. Pancholy SB, Patel TM. Effect of duration of hemostatic compression on radial artery occlusion after transradial access. Catheter Cardiovasc Interv 2012 Jan 1;79(1):78-81.
13. Carrington C, Mann R, El-Jack S. An accelerated hemostasis protocol following transradial cardiac catheterization is safe and may shorten hospital stay: a single-center experience. J Interv Cardiol 2009 Dec;22(6):571-5.
14. Fech JC, Welsh R, Hegadoren K, Norris CM. Caring for the radial artery post-angiogram: a pilot study on a comparison of three methods of compression. Eur J Cardiovasc Nurs 2012 Mar;11(1):44-50.
15. Pancholy SB. Impact of two different hemostatic devices on radial artery outcomes after transradial catheterization. J Invasive Cardiol 2009 Mar;21(3):101-4.
16. Korn H. von, Ohlow MA, Yu J, Huegl B, Schulte W, Wagner A et al. A new vascular closure device for the transradial approach: the D Stat Radial system. J Interv Cardiol 2008 Aug;21(4):337-41.
17. Hamon M, Pristipino C, Di MC, Nolan J, Ludwig J, Tubaro M et al. Consensus document on the radial approach in percutaneous cardiovascular interventions: position paper by the European Association of Percutaneous Cardiovascular Interventions and Working Groups on Acute Cardiac Care** and Thrombosis of the European Society of Cardiology. EuroIntervention 2013 Mar;8(11):1242-51.
18. Ercan S, Unal A, Altunbas G, Kaya H, Davutoglu V, Yuce M et al. Anxiety Score as a Risk Factor for Radial Artery Vasospasm During Radial Interventions: A Pilot Study. Angiology 2013 May 8.
19. Trotter R, Gallagher R, Donoghue J. Anxiety in patients undergoing percutaneous coronary interventions. Heart Lung 2011 May;40(3):185-92.
20. Gallagher R, Trotter R, Donoghue J. Preprocedural concerns and anxiety assessment in patients undergoing coronary angiography and percutaneous coronary interventions. Eur J Cardiovasc Nurs 2010 Mar;9(1):38-44.
21. Alamiri Hea. Do we need Premedication Before Coronary angiography? A controlled clinical trial. Cardiology Research 2011;2(5):224-8.