5 faglige minutter: Et sundhedsvæsen, der gerne vil rumme det hele

Kristina Aamand Høgsholt er født 1972 og uddannet sygeplejerske fra Hvidovre Sygeplejeskole 1995. Diplomuddannet i undervisnings- og uddannelsesplanlægning fra Danmarks Sygeplejehøjskole i 1998. Uddannet socialrådgiver 2003. Forfatter og foredragsholder. Ekspert i æresrelaterede konflikter og interkulturelt arbejde.

Morgensolen skinner ind gennem de hvide gardiner på sengestuen. Hr. Lind har lyst til at rejse sig og hente en ostemad og en kop kaffe, men det kan han ikke. Døren går op, og en sygeplejestuderende kommer ind. Halima er sød og smilende, og nu er det tid til sengebad og rent tøj før morgenmaden. I dag vil det projekt være hurtigt overstået. For Halima vasker ikke tissemænd.

Fru Hansen er nervøs. Blodtrykket er alt for højt. Lægen fortæller den studerende, som står ved sengekanten, hvordan undersøgelsen skal foregå. Den studerende vender blikket væk og siger, at han ikke kan deltage i undersøgelsen, da han ikke må røre ved en kvinde. Det er en muslimsk helligdag.

Der er travlt på afdelingen. Efter frokost er der én mindre. Den studerende Ahmed bliver nødt til at tage hjem. Hans mor har fået en forfærdelig hovedpine.

Jeg står ved tavlen i det store auditorium og underviser sundhedspersonale. Ovenstående er deres fortællinger og frustrationer fra et sundhedsvæsen, der gerne vil rumme det hele.

”Har I prøvet at tale med de studerende?”

”Ja, det har vi,” siger en sygeplejerske på første række. Men det nytter ikke noget. Jeg har flere gange fået skudt i skoene, at jeg er racist.
”Racist?”

Jeg ryster på hovedet og kan ikke lade være med at smile. Det har jo intet med racisme at gøre. Det må være en svipser? Er der andre, som har fået racistkortet på kitlen?

Over en tredjedel af salen rækker hånden i vejret. Mit smil stivner, og jeg fortæller en lille anekdote fra mit eget liv, som halvaraber og (tidligere) svigerdatter i en pakistansk familie:

Pakistansk familiemedlem har tilbudt at babysitte. Det er mega sødt af hende. Da jeg kommer hjem, er hun oprørt.
”Når jeg sidder på sofaen med mine fødder på dit bord, så peger mine fodsåler mod Den Hellige Koran i reolen. Du skal flytte den hellige bog højere op” (sagt med et meget stramt tonefald).

Dilemma! Hvad siger man?

”Gud … undskyld, jeg mener Allah, det var da noget værre noget. Jeg flytter den højere op, lige med det vons, så du kan hygge med pladerne på mit sofabord!?”

Jeg kigger rundt i auditoriet.

”Ja, venner, det er jer, jeg spørger ... ”

Der bliver grinet, og én sprutter kaffe. Hvilke regler gælder hvor? Hvad med ”Er du venlig at fjerne dine fødder fra mit sofabord! Min stue, mine regler!”?

Kunstpause. Sundhedsvæsenet er jeres ”stue”!

De regler, der gælder i jeres ”stue”, gælder alle. Uanset etnicitet, kultur, mødre med hovedpine eller muslimske helligdage. Reglerne er der af en årsag. Det handler om hensynet til patienterne.

Måske går der et eller andet galt, når studerende rekrutteres til faget? De skal vide, hvad de går ind til. Kan det lykkes? Selvfølgelig. I Hr. Linds tilfælde tog studievejlederen en samtale med Halima. Det var svært, men hun lovede at få det lært. Om det lykkedes, ved kun Hr. Lind.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.