Sygeplejersken
Parentes: Kan De tale lidt højere?
I hvert nummer bringer Sygeplejersken et parentesbillede med uddybende tekst af en fagligt interessant eller spændende situation. I tilfældet old age simualtion på Metropol i København udvidede vi parentesbilledet med en billedreportage, som vi har valgt at bringe eksklusivt på Sygeplejersken.dk.
Sygeplejersken 2014 nr. 13, s. 48-49
Af:
Christina Sommer, journalist
Fotos: Søren Svendsen
”Hvad siger du?!” spørger Saira Butt (tv.) igen og igen, selvom budskabet fra Agnethe Dam Nielsen er det samme. De to er sygeplejestuderende på 6. modul på Metropol i København og p.t. i klinik i ældreplejen, dog med afstikkere til skolen. Her har de en undervisningstime med old age-simulation.
Det grønne udstyr gør kroppen stiv og tung, mens briller og ørepropper nedsætter syn og hørelse betydeligt, til stor morskab, men også refleksion for begge piger. Ifølge lektor Hanne Selberg er old age-simulation et enkelt, men godt redskab til at koble teori og praksis. Saira Butt er enig:
”Det var hårdt og ubehageligt, jeg havde ingen kræfter og kunne ikke følge med. Nu forstår jeg bedre, hvordan ældre må have det.”
Når kroppen ældes, svækkes mange sanser, og hvordan det føles, giver old age simulationsudstyret en meget realistisk ide om. Vest og lændebælte gør overkrop, ryg og hofte tunge og stive, det samme gør de stramme bind omkring knæ og arme. Alene det at få udstyret er kraftanstrengelse i sig selv.
De tunge armbånd får hænderne til at ryste, mens handskerne sætter følesans ud af kraft. Brillerne, som Agnethe Dam Nielsen har taget på, slører synet og giver også kikkertsyn, som kan optræde ved bl.a. slemme tilfælde af grøn stær.
Kikkertsyn, tunge fødder og stive led gør det til en svær, langsommelig og også farlig proces at gå op og ned ad trapper, selv med en stok i hånden.
Når kroppens motorik og sanser svigter, kræver det ekstra opmærksomhed og tålmodighed fra omgivelserne. Her hjælper Sophie Krarup Henningen (bordeaux jakke tv. i billedet) Saira Butt tilbage til klasselokalet, mens Melanie Clivaz-Nielsen (bagerst th.) guider Agnethe Dam Nielsen ned ad gangen.
Bare det at skære et æble i både eller dosere medicinen er en kæmpe udfordring med stive led og rystende hænder. Lektor Hanne Selberg siger: ”Old age simulation er enormt enkelt, men ekstremt lærende og godt til at koble teori og praksis. Efter blot en halv time forstår de studerende for alvor, hvorfor ældre gør, som de gør.” Saira Butt (th.) er i øjeblikket i klinik på et plejecenter med mange demente: ”Det var hårdt og ubehageligt, jeg havde ingen kræfter. Der skete så meget omkring mig, som jeg ikke kunne følge med i. Nu har jeg en bedre ide om, hvordan de ældre må have det.”
Enkelte studerende havde slet ikke lyst til at prøve udstyret: ”Så ved jeg jo, hvordan det føles at blive gammel,” som én sagde det. Anne-Sofie Visby (forrest tv. i billedet) sprang dog ud i det, selvom gigt desværre er udbredt blandt kvinderne i hendes familie - en ekstra tankevækkende oplevelse for den 22-årige sygeplejestuderende.