Respektér patienten

På det lukkede psykiatriske afsnit V1 i Slagelse benytter personalet sig af armslængdeprincippet ganget med en faktor to eller tre alt efter situationens alvor.

”Du skal bare ikke røre mig! Det var ham, der slog først,” siger den mandlige patient og kommer faretruende nær på sygeplejersken, som langsomt bevæger sig baglæns væk fra manden. Nu gælder det om ikke at provokere ham yderligere.

Han har været i håndgemæng med en af de andre patienter under en gårdtur. Han er en stor mand, høj, bred og synligt ophidset.

”Jeg synes, du skal gå tilbage til dit værelse og være lidt i fred,” siger den spinkle sygeplejerske, som langsomt går baglæns med front mod manden. Hun er hele tiden opmærksom på at holde et par armslængders afstand. På et tidspunkt træder hun til siden og lader ham passere forbi. Han styrer – stadigt bandende – direkte mod sit værelse for enden af gangen.

Pyha! Lettelsen emmer gennem lokalet, hvor sygeplejepersonalet har levet sig så meget ind i deeskaleringsøvelsen, at de helt har glemt, at de er deltagere i et rollespil. Vi befinder os i et undervisningslokale under det lukkede psykiatriske afsnit V1 i Slagelse (Psykiatrien Vest).

”Patientens” navn er Bjarne Vejgaard, og han er psyko-fysisk konsulent i Region Sjælland og underviser i forebyggelse af vold. Han er samtidig den person, der instruerer og leder rollespillene for personalet på lukket afdeling V1.

Rollespillet er et led i et forskningsprojekt omkring deeskalering af konflikter, som udviklings- og forskningssygeplejerske Lene Berring gennemfører i samarbejde med det lukkede psykiatriske afsnit. Projektet indebærer, at man skal udvikle metoder til at håndtere opkørte situationer, som ellers ville resultere i bæltefikseringer eller andre tvangsforanstaltninger.

Hvad skal der til for at få patienterne til at falde ned, når de er oppe i det røde felt?

”Helt konkret arbejder vi med forskellige aspekter af opkørte situationer, og hvordan vi kan forebygge, at de eskalerer yderligere,” fortæller Lene Berring, som har mange års erfaring i arbejdet med deeskalering.

Projektet startede i 2012 og løber over de næste to år. Det skal efter planen resultere i en ph.d.-afhandling. Der er tale om et aktionsforskningsprojekt, hvilket indebærer, at afsnittets sygeplejepersonale deltager aktivt i afprøvning og udvikling af nye metoder. Forskellige metoder afprøves under rollespillene og implementeres i praksis på afdelingen.
 

Brugen af tvang skal halveres

Regeringen har et mål om at halvere brugen af tvang i psykiatrien frem mod 2020.

På V1 i Slagelse er de næsten i mål. Her er det ved hjælp af de nye deeskaleringsteknikker lykkedes at nedbringe brugen af tvang med ca. 40 pct. fra 2012 til 2013. Fra 111 bæltefikseringer i 2012 til 75 bæltefikseringer i 2013.

Kodeordene er: Demokrati, respekt og samarbejde både i relation til de 25 ansatte på afdelingen og i relation til de 12 indlagte patienter.

God kommunikation er desuden altafgørende, hvis man vil forebygge tvang, fortæller Lene Berring. Hun har som udgangspunkt for sit projekt set på, hvordan medarbejderne kommunikerer indbyrdes og med patienterne.

”Det har været vigtigt for mig at få et billede af medarbejderkulturen her på stedet. Hvilket værdisæt og hvilke normer arbejder man ud fra? Det er kendt, at personalet selv kan være med til at trappe en konflikt op gennem deres sprogbrug, tone og hele attitude.”

Afdelingssygeplejerske på afdeling V1 i Slagelse, Tina Andersen, fortæller, at hele personalet bakker op om forskningsprojektet. Tina Andersen har arbejdet i psykiatrien i 23 år og erkender, at tonen tidligere ofte var hårdere end nødvendigt overfor de udadreagerende patienter. Det skyldes dels en kultur, dels de økonomiske vilkår, som psykiatrien har været underlagt.

”Der har ikke været hverken ressourcer til eller tradition for vidensudvikling. Man har gjort, som man ”plejer”.  I dag ved vi heldigvis, at vi opnår langt bedre resultater, når vi taler til patienterne i en anerkendende tone og respekterer patientens private sfære/personlige grænser. Det vil f.eks. sige at holde to meters afstand,” fortæller Tina Andersen.

Hun fortæller videre, at det ofte er små sproglige nuancer, der afgør, om en situation eskalerer, når en patient bliver indlagt på røde papirer.

”Det ville være et stort fremskridt, hvis vi kunne formulere et sæt kommunikative redskaber, der kan forebygge konflikter. Man skal ikke sige nej til en patient, hvis man kan sige ja. Et ja er altid deeskalerende. Vi siger kun nej, hvis der er en god faglig begrundelse. Her hos os må patienterne f.eks. gerne få yoghurt kl. 22 eller komme ud og ryge ved midnatstid,” fortæller afdelingssygeplejersken.
 

Sats på kompetenceudvikling

En forudsætning for at nå regeringens mål om mindre tvang er, at der satses målrettet på kompetenceudvikling af psykiatriske sygeplejersker, hedder det i et psykiatriudspil fra Dansk Sygeplejeråd: ”Vejen mod en bedre psykiatri” juni 2013.
Formanden for de psykiatriske sygeplejersker, Bente Pedersen, fortæller, at sygeplejerskerne gennem specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje får en bredere psykopatologisk viden og større indsigt i de nyeste behandlingsprincipper.

Udover den psykiatriske sygepleje til de mest almindelige sygdomstilstande og fænomener, er der også behov for specialkompetencer for at kunne håndtere de mere komplekse patientforløb.

Ambitionen er, at alle psykiatriske afsnit skal have specialuddannet personale, der kan løse opgaver på et højt specialiseret niveau. Sigtet med specialuddannelsen er bl.a., at sygeplejersken skal kunne træffe selvstændige beslutninger og løse flere opgaver uden at skulle kontakte en læge, fortæller Bente Pedersen.

Hun tilføjer, at opgaverne i psykiatrien i dag er langt mere komplekse og omfattende end tidligere, hvor en psykiatrisk diagnose ofte var lig med en førtidspension. I dag handler det om at få patienterne tilbage på arbejdsmarkedet. Det betyder, at den psykiatriske sygeplejerskes arbejdsfelt er udvidet, så hun typisk også skal være bindeled til andre dele af sundhedssektoren, til offentlige myndigheder, have kontakt til familien etc.

“Psykiatrien udvikler sig med rekordfart i disse år, og det betyder, at man som sygeplejerske må bruge sin faglighed og sine erfaringer på nye felter og så at sige sætte sine kompetencer i spil,” siger Bente Pedersen.

Hun ser en fremtid, hvor den psykiatriske sygeplejerske bevæger sig lidt væk fra ekspertrollen og giver mere rum til patientens egne erfaringer.
”Som sygeplejerske har du din faglighed, men patienten er ekspert på sit eget liv og ved, hvordan sygdommen påvirker hans hverdag. Behandlingen skal i langt højere grad ske i et samarbejde med patienten og de pårørende.”
 

Flere specialsygeplejersker

I dag har kun ca. 15 pct. af sygeplejerskerne ansat i den regionale psykiatri specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Samtidig er der store landsdækkende forskelle fra region til region. I Region Nordjylland og Region Syddanmark er 21 pct. af de psykiatriske sygeplejersker f.eks. specialuddannede, mens tallet kun er 10 pct. i Region Hovedstaden.

Og det er ikke fair overfor de psykisk syge, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg.

”Kunne man forestille sig, at sygeplejersker på f.eks. intensivafdelinger, hvor patienterne er kritisk syge, ikke havde en specialuddannelse i intensiv sygepleje? Psykisk sygdom kan til tider være livstruende, og de psykisk syge borgere har samme krav på kvalitet i behandlingen som mennesker, der lider af en somatisk sygdom. Uanset hvor i landet de bor,” siger hun og tilføjer:

”Vi ved fra internationale undersøgelser, at et højere uddannelsesniveau i plejegruppen er med til at hæve det samlede kvalitetsniveau på en afdeling. Samtidig genererer specialuddannede sygeplejersker både ny viden og nye måder at arbejde på i plejegruppen.”

50 pct. af sygeplejerskerne i den regionale psykiatri skal have specialuddannelsen, hvis man vil sikre, at der på alle tidspunkter af døgnet kan være en specialuddannet sygeplejerske til stede på en afdeling.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at halvdelen af alle sygeplejersker i den regionale psykiatri i 2020 enten har en specialudannelse eller er i gang med at tage den. Med den nuværende uddannelseskapacitet vil det imidlertid tage omkring 23 år at opfylde 50 pct.-målet.

Dorte Steenberg siger:
”Der er behov for at speede uddannelsestempoet op i regionerne, hvis vi indenfor de næste seks år skal have uddannet det nødvendige antal psykiatriske specialsygeplejersker på sygehusene. Og så har vi slet ikke nævnt situationen i kommunerne. Det er påfaldende, at kommunerne stort set slet ikke har ansat sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatri. Psykisk syge bliver i dag udskrevet tidligere, og det øger kravene til de psykiatriske tilbud i kommunerne. I dag lider hele den forebyggende indsats i den kommunale psykiatri under manglen på specialuddannede sygeplejersker.”