Tvang er absolut sidste udvej

​

Foto: Simon Klein-Knudsen

Stella Bonde, udviklingssygeplejerske på V1 i Slagelse, 34 år, har arbejdet i psykiatrien siden 2004:
 
Hvorfor tog du specialuddannelsen?
”Jeg besluttede for to år siden efter syv år som psykiatrisk sygeplejerske at tage specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje.
Psykiatri kan være en meget uhåndgribelig disciplin. Jeg følte, jeg manglede det teoretiske fundament for det praktiske arbejde, jeg gik og gjorde i hverdagen. Den har givet mig en ballast, så jeg selv kan lære fra mig og være med til at implementere nye metoder.”

Hvad betyder deeskaleringsprojektet for dig?
”Der er kommet større fokus på fagligheden i afdelingen. Vi er blevet langt bedre til at håndtere uforudsete situationer og forhindre, at de udvikler sig.”

Foto: Simon Klein-Knudsen

Lena Rasmussen, sygeplejerske, souschef på V1 i Slagelse, 34 år, har arbejdet i psykiatrien siden 2005. Har en diplomuddannelse i ledelse:

Hvad betyder deeskaleringsprojektet for dig?
”Projektet har tydeliggjort, hvordan vi kommunikerer indbyrdes og med patienterne. Tidligere har jeg bare handlet lidt pr. ”fingerspidsfornemmelse”, når jeg stod i en situation med en opkørt patient. I dag har jeg lært, hvilke formuleringer der kan være hensigtsmæssige, hvis man vil tale en situation ned. Det er samtidig blevet tydeligt, hvor væsentligt det er at reflektere over sine arbejdsmetoder. Det daglige arbejde er et læringsrum, hvor vi i personalegruppen skal have tid til refleksion over, hvad vi gjorde rigtigt eller forkert i den og den situation. Jeg føler, at vi allesammen er blevet rigtig gode til at trække os i de tilfælde, hvor vi kan virke provokerende på en patient. Vi skal også give patienterne lov til at være vrede. Man skal huske på, at de er her imod deres vilje.” 

Foto: Simon Klein-Knudsen

Maria Kruse Jeppesen, sygeplejerske på V1 i Slagelse, 30 år, har arbejdet i psykiatrien siden 2010:

Hvad betyder deeskaleringsprojektet for dig?
”Jeg har fået nogle redskaber, så jeg møder mine patienter med større rummelighed og anerkendelse. Tvang er den absolut sidste udvej, man må altid prøve at finde andre løsninger først. Elastikken kan strækkes langt, hvis man er indstillet på det. Vi er også blevet meget bedre til at planlægge vores aktiviteter på afdelingsniveau. I dag har vi en plan for de situationer, der erfaringsmæssigt kan give anledning til uro. Hvis vi f.eks. er nødt til at tvangsmedicinere, er det meget vigtigt, at vi ikke sender usikre signaler, men på forhånd har aftalt, hvem der fører ordet, og hvornår vi skal trække os, hvis situationen kører op. Der er kommet en større sikkerhed i sygeplejegruppen, og jeg føler, vi yder langt bedre og mere etisk sygepleje.”