Sygeplejersken
5 faglige minutter: To sider af samme fag
De andre supplerer med alle de historier, de kan, om utilsigtede hændelser i kommunens biler. ”Jeg holdt engang på en bakke, da det var isslag, og jeg talte i telefon med en borger, så jeg opdagede ikke, at bilen lige så stille gled ind i en mega campingvogn, der holdt ved kantstenen.
Sygeplejersken 2014 nr. 7, s. 60
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Balancen mellem det private og det faglige kan være svær at finde, det kan Hannah tale med om. Hun er leder i hjemmeplejen, hvor hun blev ansat for halvandet år siden. Hun er den første cand.cur. i kommunen, og hun har det svært med lederrollen.
Kandidatspecialet handlede om ledelse og faglig udvikling, men idéen er ikke sådan at sælge på arbejdspladsen. Nu har hun sat et punkt på dagsordenen på det månedlige personalemøde, der hedder ”At være hjælptrængende. Tilpasning eller autonomi?” fordi hun ønsker at diskutere, hvordan det er at modtage hjælp hver dag i en årrække. Hun har sendt et link til en artikel og bedt alle om at læse den.
”Jeg læser aldrig min arbejdsmail,” siger en ansat. En anden synes, det er vigtigere at få ferieplanen på plads.
”Vi vil altså gerne tilbage til den samme campingplads, som vi var ved sidste år, og vi skal booke nu,” siger hun med tyngde og en undertone af bebrejdelse.
En tredje må gå hjem, fordi hendes hundehvalp på 12 uger har kastet op. ”Måske har den spist noget af dagplejens legetøj,” mener hun. ”De har en fælleslegeplads ved siden af vores hus, så det er ikke helt umuligt.”
Hannah tager tilløb: ”I tænker vel også på, hvordan det er at få besøg af hjemmeplejen op til fem gange i døgnet. Borgeren er afhængig af os, så kan han overhovedet være kritisk overfor vores ydelser?”
Hun bliver afbrudt af en ansat, som altid fortæller parallelhistorier. ”Min moster Anny var godt nok sindssygt træt af blå sko-overtræk i entréen til sidst. Hun smurte brun sæbe på indersiden af dem for at drille,” siger hun, mens hun flygtigt accepterer øjenkontakt med Hannah og ler højt og så tilpas længe, at de andre ser undersøgende på hende.
Et andet personalemedlem forsøger at komme Hannah til undsætning: ”Altså, det der med autonomi … vi er jo ikke ligesom de autonome,” siger hun, ”vi kaster f.eks. ikke med sten. Det værste, jeg har gjort, er at bakke ind i et helt frisk raftehegn i kommunens nyeste bil, så både hegn og bil tog ret meget skade, ja, hegnet lignede optændingsbrænde, vil jeg sige.”
De andre supplerer med alle de historier, de kan, om utilsigtede hændelser i kommunens biler. ”Jeg holdt engang på en bakke, da det var isslag, og jeg talte i telefon med en borger, så jeg opdagede ikke, at bilen lige så stille gled ind i en mega campingvogn, der holdt ved kantstenen. Hold op, hvor blev den bulet, det er jo lavet af blik, det lort, og både ejeren og chefen blev møghamrende sure.”
Hannah lytter og tænker, så det knager.
”Hvad vil I gerne have på dagsordenen på det næste personalemøde?” spørger hun, da der er gået en time med løst og fast – især løst.
”Hvad siger I til, at vi fortæller hinanden om det bedste og det værste ved at arbejde her?” spørger hun. Ingen svarer. ”Det gør vi så,” konkluderer Hannah.
Samme aften ringer hun til fem borgere, hun kender rigtig godt, og inviterer dem til at deltage i personalemødet. Borgerne skal sige deres ærlige mening om de ydelser, de har modtaget, og om samarbejdet med hjemmeplejen. De fem borgere skal sidde i midten af lokalet og interviewes af kommunens kommunikationsmedarbejder. Personalet skal sidde udenom og må ikke tale før til slut, når borgerne er gået.
Det bliver det bedste personalemøde nogensinde. Medlemmerne af personalegruppen synes, at alle borgerne havde noget fornuftigt at sige, ”vi kan helt sikkert godt lære noget af det, den kritiske mand sagde,” mener en. En anden foreslår, at man graver artiklen med de autonome frem igen. En tredje foreslår, at der altid skal borgere med på personalemøderne.
”Det bedste ved at arbejde her er faktisk borgerne,” runder en assistentelev af. ”Vi kan bare lære så meget af dem.”
"5 faglige minutter" er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.