Studerende i praksis: Tak, kære kliniske vejleder

Foto: Istock

Når man læser til sygeplejerske, sker der ikke kun noget med ens faglighed. Den påstand hørte vi den allerførste dag, at vi om fem måneder, et år og tre et halvt år ikke ville være de samme mennesker, som vi var den augustdag i 2012.

Naturligvis ville aldersudviklingen også gøre noget, for de fleste af os var i starten af tyverne og i gang med alle de førstegangsoplevelser, der ligger der. Men vi fik pointeret mange gange, at der også ville ske noget med os personlighedsmæssigt i kraft af denne uddannelse. Det var svært at forholde sig til og forstå.

I dag er jeg halvvejs og har netop afsluttet modul 8-klinikken, psykiatrien. For mit vedkommende på et skærmet psykoseafsnit. Det var forfærdeligt de første uger. Jeg forventede så utroligt meget af mig selv, var overvældet af indtryk og retningslinjer og græd og græd.

Og da jeg havde det allerværst, viste min kliniske vejleder sig at være det menneske, der kunne vise mig præcis, hvad de havde ment de første dage på uddannelsen. Hun sagde ting, jeg havde hørt mange gange, at jeg forventede for meget af mig selv, var for perfektionistisk, ville ende med at få stress osv.

Men pludselig gav det hele mening, og jeg kunne slippe mange af de forventninger og bare være sygeplejestuderende. Ambitiøs og dygtig, ja, men bare studerende. Med de fejl, spørgsmål og den læring, det medfører.

Få uger senere var vi færdige i klinikken, og jeg græd også, da jeg gik derfra. For pludselig kunne jeg mærke den der forandring, der ganske rigtigt havde været undervejs det sidste knap halvandet år, og som har været understøttet af mine kære, men som på de få uger blev fuldført; jeg var pludselig blevet et menneske, der ikke skulle overpræstere hele tiden. Som måtte lave fejl. Som godt kunne få 10 eller 7, uden at verden går under. Som ikke behøver nærlæse alle ord i hele pensum, som kan se, hvor god en sygeplejerske hun er ved at blive, og hvor meget bedre en sygeplejerske (og i øvrigt ven, kæreste og datter) man bliver af ikke at skulle være perfekt. Så de havde ret den første dag.

Der sker noget med ens personlighed. Jeg havde bare brug for en katalysator i form af min kliniske vejleder. Så kære du, tak fordi du var lige dér og gav mig den hårde og kærlige besked, jeg havde brug for. Og til alle kliniske vejledere: I kan virkelig gøre en forskel i både den faglige og personlige udvikling.

Sofie Marland, sygeplejestuderende på modul 8 på VIA University College i Aarhus

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.