Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ungerådgivning i Herning 24-7

Et stigende antal børn og unge har fået øjnene op for Herning Kommunes døgnåbne, anonyme ungdomsrådgivning, fortæller sundhedsplejerske Birthe Husum Trier, som er en del af det faste rådgivningsteam.

Sygeplejersken 2014 nr. 7, s. 27

Af:

Annette Hagerup, journalist

​“Hun har mulighed for at tale med dig om sex, seksualitet, prævention, sexsygdomme, abort, graviditet, køn, krop, lyst, pubertet, den første gang m.m. Måske har du brug for at snakke omkring personlige grænser eller dilemmaer, der er svære i dit liv? Birthe vil lytte, give information, vejledning og rådgivning samt henvise dig videre, hvis du har brug for det.”

Sådan bliver sundhedsplejerske Birthe Husum Trier præsenteret på Herning Kommunes ungerådgivning: 24-7.herning.dk
Her kan unge mellem 13 og 23 år henvende sig, uanset om de vil have gode råd om mad og motion eller de har ondt i livet. Rådgivningen, der både er gratis og anonym, har kørt i en forsøgsperiode siden 2010, men blev fra januar et permanent tilbud.
Samtidig blev det besluttet at afsætte fem sundhedsplejersketimer om ugen til 24-7. Birthe Husum Trier er nu en fast del af et tværfagligt team, som også tæller en psykolog og en socialrådgiver.

Birthe Husum Trier, der også er faglig leder i Sundhedsplejen i Herning, ser rådgivningsfunktionen i 24-7 som en naturlig forlængelse af jobbet som sundhedsplejerske.

“Som sundhedsplejersker har vi i forvejen kontakt med mange unge mennesker og taler løbende med elever i afgangssklasserne, hvis de har særlige behov.

Vi er uddannet til at arbejde med børn og familier og kender hele paletten af hjælpemuligheder. Har en ung brug for hurtig hjælp, kan vi visitere videre til f.eks. egen læge eller psykolog.”

De unge kan få kontakt til 24-7 via mail og sms, og de får svar indenfor 24 timer. Enten taler sundhedsplejerskerne med de unge i telefonen, chatter med dem, eller også aftaler de tid til en personlig samtale.
 

Benarbejde på erhvervsskoler

Herning Kommune har i forvejen haft bevågenhed på unge og seksuel sundhed. F.eks. har sundhedsplejerskerne siden 2010 tilbudt alle kommunens 8.-klasser tre timers seksualundervisning. Siden 2013 er tilbuddet udvidet til at omfatte såvel 5.-klasserne som ungdomsuddannelserne. Seksualundervisningen på ungdomsuddannelserne i Herning er tidsmæssigt koblet på Sex & Samfunds uge 6-kampagne og på Kondomkampagnen i uge 37-38, som Sundhedsstyrelsen står bag.

Erhvervsskolerne har dog udgjort en særlig udfordring, fortæller Birthe Trier Husum.

“Det har krævet benarbejde at få foden indenfor på især erhvervsskolerne. Vi skal bruge to lektioner i hver klasse, når vi kommer ud med vores “Sexkufferter” med information om kondomer, sexsygdomme, følelser, personlige grænser m.m. Erhvervsskolerne har ikke haft tradition for at have sex på skemaet og synes måske ikke, det er deres opgave at bibringe de vordende smede og elektrikere viden om kønslivet.”