Sygeplejersken
Dansk Selskab for Familiesygepleje har set dagens lys
Sygeplejersken 2014 nr. 8, s. 61
Af:
Birte Østergaard, cand.cur., ph.d., lektor,
Hanne Konradsen, cand.cur., ph.d., forskningsleder
Ensidig fokusering på patienten har til en vis grad negligeret det faktum, at patienten også indgår som en part i en familiesammenhæng med de relationer, vaner, skikke, ressourcer og problemer, det indebærer. For at stimulere, fremme og udbrede viden og interesse på området er der i 2013 etableret et selskab for familiesygepleje.
Patienten i centrum, der vil ikke være mange sygeplejersker, som ikke anerkender det udsagn. Lige fra første dag under uddannelsen til sygeplejerske er det en af grundtankerne bag sygeplejen i Danmark, uanset hvilken kontekst man befinder sig i.
I flere år har interessen indenfor forskning også været koncentreret omkring patientperspektivet med fokus på at øge den enkelte patients kompetencer og sikre størst mulig uafhængighed af sundhedsvæsenet.
Denne ensidige fokusering på patienten har imidlertid til en vis grad negligeret det faktum, at patienten også indgår som en part i en familiesammenhæng med de relationer, vaner, skikke, ressourcer og problemer, det indebærer.
Oftest er det sådan, at sygdom og sundhedsproblemer hos et familiemedlem også påvirker de øvrige familiemedlemmer. De pårørende kan både være en praktisk og psykologisk støtte, når sundhedsvæsenet bruger dem som ressource.
At involvere familiemedlemmer i det praktiske arbejde med behandling og pleje af patienten kan altså på kort sigt have økonomiske fordele for samfundet, men kan på længere sigt medføre yderligere sundhedsproblemer.
Familierelationerne forandres, og familien udsættes for belastninger, når rollerne forandres i forbindelse med et sygdomsforløb, og den ene part f.eks. påtager sig ansvaret for et andet familiemedlems pleje og behandling.
Hvis familien ikke får den støtte, som efterspørges, kan involveringen resultere i øget fysisk og psykisk belastning, overgreb og forsømmelser på længere sigt.
Vi ved ikke ret meget om familiens bidragende effekt under et sygdomsforløb, eller hvordan vi skræddersyr familiestøtte i relation til forskellige patientgrupper, og hvilke interventioner der hjælper.
Og det, vi ved, er endnu mindre, hvis det ses i en dansk kontekst, hvor familiecentreret sygepleje eller netværksfokuseret sygepleje hovedsageligt er beskrevet i relation til børn.
De seneste år er der dog mange steder en øget interesse for at skabe et aktivt samarbejde med både patient og patientens familie i forbindelse med sygdomsbehandling, pleje og rehabiliteringsforløb.
Derfor er der oprettet et nyt selskab, Dansk Selskab for Familiesygepleje. Selskabet har til formål at stimulere, fremme og udbrede viden og interesse indenfor familiesygeplejen. Det gøres gennem fire hovedområder: organisation, klinisk praksis, uddannelse og forskning.
Flere forskergrupper arbejder med projekter relateret til familiesygepleje. F.eks. afprøves effekten af familiesygepleje til familier med et medlem, som har hjertesvigt, på tre hospitaler i landet.
De første resultater har allerede været præsenteret internationalt. Andre afdelinger arbejder med at indsamle og systematisere viden på området og med at oversætte spørgeskemaer, så det bliver muligt at kortlægge, hvordan familiesygepleje opleves, og hvilken effekt den har.
Som medlem er du sikret løbende opdatering på området, både nationalt og internationalt, samt deltagelse i kurser og konferencer til reduceret pris.
Birte Østergaard, cand.cur., ph.d., lektor, Enheden for Sygeplejeforskning, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
Hanne Konradsen, cand.cur., ph.d., forskningsleder, Gentofte Hospital
Læs mere på selskabets hjemmeside