Fra Sydsudan til Gentofte

 Foto: Simon Klein-Knudsen

Merete Rønnow havde ikke de store betænkeligheder, da hun i efteråret 2013 sagde ja til at rejse til Sydsudan som udsendt sygeplejerske for Røde Kors. Planen var, at hun skulle arbejde tre måneder på et hospital i den nordlige del af landet, hvor hun skulle være med til at oplære det lokale personale. Selv da borgerkrigen brød ud i december, var hun rolig, om end hun havde en anelse ondt i maven ved tanken om at skulle af sted til verdens yngste land. Men da hun landede i den lokale lufthavn i februar i år, stod det klart for den 60-årige sygeplejerske, at der var noget helt galt.

”Lufthavnen var fuld af lokale folk, der bare ventede på et fly, der kunne tage dem væk. Jeg kunne se, at de havde boet i lufthavnen. Alt var væltet rundt og snavset, og der lå ekskrementer overalt. Jeg fornemmede med det samme, at der ikke var en rar stemning.”

Merete Rønnow har ellers tidligere erfaring fra katastrofe- og krigsområder. Hun har både været i Libanon under den israelske invasion i 1982 og i Kenya, hvor hun behandlede sårede fra krigen i Sudan. Men denne tur blev alligevel en voldsommere oplevelse end noget andet.

Merete Rønnow blev kørt direkte fra lufthavnen og hen til det hospital, hvor hun skulle arbejde de næste tre måneder. Der var tale om en positiv overraskelse, da operationsgangen var helt ny og stemningen god.

”Stemningen på hospitalet var afslappet, og folk smilede. Mange pårørende var selv flygtet fra deres hjem og havde nu slået sig ned på gårdspladsen lige foran hospitalet, hvor de lavede mad til deres indlagte familiemedlemmer, og hvor der var fyldt med legende børn og husdyr,” fortæller Merete Rønnow, der ikke havde forestillet sig, at det ville blive sidste gang, hun så hospitalet.

Simple forbindinger

Sammen med alle andre internationale nødhjælpsfolk boede Merete Rønnow midt i en flygtningelejr ca. 5 km uden for byen. Pga. kampe var det for farligt at bo midt i byen. Hvor farligt det var, blev klart allerede næste morgen. De internationale nødhjælpsfolk boede bag en indhegning midt i lejren. Men i løbet af natten var flere flygtninge brudt igennem indhegningen. Tidligt om morgenen blev alle beordret ind i en container, der fungerede som beskyttelsesrum. Kampene udenfor var taget så meget til, at det var for farligt at opholde sig i lejren.

”Vi var ret mange samlet. Både nødhjælpsarbejdere, men også lokale kvinder, børn og hunde. I begyndelsen blev der ikke sagt ret meget. Folk var utrygge, fordi man kunne høre skyderierne, så der var en trykket stemning. Den lettede efter nogle timer, hvor man ligesom havde set hinanden lidt an. Så begyndte folk at snakke lidt på tværs af hinanden. Jeg kan godt klare mig på arabisk, så jeg kunne kommunikere med nogle af dem.”

Selv om kampene stilnede af, blev det aldrig muligt for Merete Rønnow og resten af holdet at tage tilbage til hospitalet inde i byen. I stedet fik de lov til at åbne en lille klinik i lejren, hvor sårede kunne få friske forbindinger på.

”Dét at vi kunne klinikarbejdet, det syntes jeg var fantastisk. Det var dejligt at komme over blandt befolkningen og vide, at vi kunne gøre noget. Så på den måde havde jeg det godt med at komme i gang med lidt arbejde. Samtidig lærer man, at kan man ikke få alt, så må man klare sig med det lidt, man har. Man kan vaske et sår, man kan lægge en tør forbinding, og man kan lægge et idealbind omkring. Altså, det var meget, meget simple forbindinger. Men folk gik derfra og var glade over, at deres sår var blevet skiftet.”

Bar de døde

Holdet fra Røde Kors blev dog også bedt om andet end at hjælpe de sårede. Kampe havde efterladt så mange lig rundt omkring udenfor lejren, og på et tidspunkt var der så mange, at Røde Kors blev bedt om at hjælpe med at fjerne dem. Merete Rønnow var en af dem, der meldte sig frivilligt.

”Det var grænseoverskridende for mig rent følelsesmæssigt at skulle hjælpe med at fjerne alle de døde kroppe. Specielt når der ikke var nogen pårørende. Herhjemme sørger vi jo meget for vores døde, og de bliver begravet. Dernede bliver de lagt ind i en hvid plasticpose og så op i bilen. Jeg syntes, det var hårdt.”

Især én kvinde satte sig på Merete Rønnows nethinde.

”Noget af det, der gjorde et meget dybt indtryk på mig, var en kvinde på ca. 45 år. Hun var kommet gående med sin stok og en lille bylt af bare det mest nødvendige. Hun havde en sarong rundt omkring sig. Hun var simpelthen faldet på denne her lille sti og var død. Hun lå bare der og så meget fin ud. Da vi kom til stedet og skulle høre, om der var nogle pårørende, fik vi at vide, at det var der ikke. Formentlig har hun skullet skynde sig af sted, og så er de kommet bort fra hinanden. Det var meget underligt at løfte hende op i denne her hvide pose og så køre af sted med hende.”

Ikke sidste tur

Det stod klart, at holdet måtte opgive missionen på hospitalet. Men kampene betød, at ingen fly kunne lette eller lande, og det var derfor umuligt at evakuere holdet. Først efter syv dage var der ro nok til at få Merete Rønnow og hendes kolleger ud. Og skyderierne blev endda genoptaget, netop som de var på vej om bord på flyet.

”Vi når at komme ind i flyet og komme af sted. Det var bare helt fantastisk. Men der var ikke nogen, der græd. Vi var meget anspændte og koncentrerede. To timer senere landede vi så i Juba, hovedstaden i Sydsudan, hvor vi blev modtaget af nogle andre Røde Kors-folk. Så skete der bare et eller andet. Endelig kunne vi give los. Og så fik tårerne bare frit løb. Det var meget stærkt.”

Hele holdet fik mulighed for at tale ud om deres oplevelser, inden de blev sendt på et hotel i nabolandet Kenya, hvor den stod på ren afslapning i nogle dage. Alle fik tilbuddet om at komme hjem efter deres oplevelser. Men alle valgte at blive og i stedet gøre missionen færdig på et hospital i Juba.

”Jeg havde ikke brug for at komme hjem. Jeg havde brug for at blive der. Vi var nogle erfarne folk, og flere af os havde været udsat for noget lignende tidligere. Når man står sammen i gruppen og kan snakke om sine tidligere erfaringer og oplevelser, så styrker det sammenholdet.”

Tilvænning at komme hjem

Efter de planlagte tre måneder vendte Merete Rønnow hjem til Danmark og til livet som operationssygeplejerske på Gentofte Hospital. Men det kræver lige så meget tilvænning at komme hjem som at rejse ud.

”Det er svært med den store overflod her. Der er hundrede forskellige slags neglelakker og mad i overflod. Det var så voldsomt, at jeg simpelthen blev nødt til at gå ud af supermarkedet. Samtidig er det så fantastisk herhjemme. Jeg kunne jo lægge mig til at sove alle steder på Gentofte, fordi der bare er rent overalt. Alt er enormt organiseret, og der er rare omgivelser, så det var en kæmpe kontrast. Men samtidig er det også fantastisk, at jeg kan gå på et lokalt hospital i Sydsudan og få en hverdag til at fungere. Altså, vi kan operere folk, selv om vi ikke har de samme ressourcer som derhjemme.”

Rejserne ud i verden og pausen fra hverdagen giver Merete Rønnow så stort et energi-boost, at hun ikke har tænkt sig at stoppe. Hvor den næste rejse fører hen, ved hun dog ikke endnu.

”Jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog af sted. Aldrig. Nogle gange kan det være svært for mig at forklare pårørende, hvorfor jeg tager ud på de her missioner. Det er ikke altid, jeg bliver forstået. Men jeg forsøger virkelig at vise dem billeder dernedefra og fortælle dem, hvad jeg gør. Og jeg tror på, jeg gør en forskel.”