Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På Job: Aktiv rehabilitering for kræftpatienter

I Vordingborg Kommune hjælper sygeplejerske Helle Darville Larsen og fysioterapeut Britt Svensson kræftpatienterne med at blive klar til at leve livet. Fysisk træning og socialt samvær er grundlaget i rehabiliteringsforløbet, som kommunen tilbyder.

Sygeplejersken 2014 nr. 8, s. 34-35

Af:

Pelle Lundberg Jørgensen, journalist

Low_paa-job-01
Attribution 
Foto: Søren Svendsen

Balancen bliver testet i denne øvelse, hvor fysioterapeut Britt Svensson lægger al vægten på det ene ben. Det er ikke lige nemt for alle at klare det, men med armene stukket ud til siden hjælper det lidt.
 

Sygeplejerske Helle Darville Larsen står og skærer frugter og grøntsager, mens kaffen brygges. Klokken er knap 8, og forberedelserne til dagens program i kræftrehabiliteringen i Vordingborg Kommune er begyndt. Lidt efter ankommer fysioterapeut Britt Svensson, der er anden halvdel af rehabiliteringsteamet. 
 

low_paa-job-02”Vores opgave er at hele og rehabilitere. Vi skal hjælpe folk til at kunne overskue livet både fysisk, psykisk og socialt. Og når det lykkes, er det fantastisk,” siger Helle Darville Larsen. I dag er der dømt en times gymnastik efterfulgt af en kop kaffe og mulighed for en god snak. Sidste uge var de på cykel- og vandretur.

Omkring klokken 9 er der fyldt op i det lille træningslokale. De fremmødte kræftpatienter hilser på hinanden og snakker, mens de sidste får klædt om. Nogle føler sig tydeligvis godt tilpas i omgivelserne.

”Nogle er her tre måneder, andre har været her fire år. Specielt de palliative bliver længe. Nogle har måske set deres netværk smuldre og har ikke længere kontakt til kollegaer, derfor får de ekstra glæde af at komme her,” forklarer Helle Darville Larsen. 

For fuld udblæsning
Der bliver lavet en hurtig navnerunde. I dag er en ny deltager, der bliver hilst pænt på, men kun kort, for nu begynder træningen. Ikke mere hyggesnak for nu. Britt Svensson har tændt for en stor ghettoblaster og fået borgerne til at danne en stor rundkreds omkring sig. Med stor entusiasme udfører og viser hun selv øvelserne, som deltagerne så på bedste vis skal efterligne. Helle Darville Larsen er også med til øvelserne. Dog går hun nogle gange væk fra sin plads for at hente en stol til en forpustet deltager for at spørge ind til dem og sørge for, de har det godt. På den måde supplerer de hinanden godt.

Low-paa-job-03”De er en stor del af det her. De gør det simpelthen så godt,” lyder det fra en ældre mand. Da man tilbage i 2009 begyndte rehabiliteringsindsatsen, var tilbuddet otte uger med to ugentlige mødedage, men snart stod det klart, at der var behov for individuelle forløb pga. de forskellige behov. Målgruppen har hele tiden været voksne kræftpatienter, der er i risiko for at få, eller har fået, nedsat funktionsevne som følge af en kræftsygdom eller behandlingen heraf.

Der er efterhånden gået en time, og bortset fra de små drikkepauser er der blevet trænet godt igennem. Håndklæderne bliver smidt rundt om halsen, musikken bliver skruet ned, og folk får pustet ud. Alle går med op på 1.-salen for at nyde kaffen og de sunde snacks, som Helle Darville Larsen forberedte tidligere på morgenen.

”Der er rigtig mange, for hvem det sociale er mindst lige så vigtigt. Det er også derfor, at folk bliver ved med at komme her,” fortæller hun, mens hun sætter sig ned på en tilfældig stol.

 Hyggesnakken breder sig lynhurtigt, og latteren finder vej blandt gulerødder og kaffekopper.