Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Anmeldelser

Sygeplejersken 2014 nr. 9, s. 34-36

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

En vigtig og vægtig bog

anm_kraeftsygepleje_248327Anne Prip og Karina Wittrup (red.)
Kræftsygepleje – i et forløbsperspektiv
Munksgaard 2014
376 sider – 340,00 kr.

Af Lene Seibæk, forskningssygeplejerske, lektor, ph.d., Gynækologisk – Obstetrisk afdeling, Aarhus Universitetshospital

En lang række meget kompetente fagfolk, 31 i alt, har bidraget til en ny dansk lærebog om syge-pleje til mennesker med kræft, der omhandler hele forløbet, fra diagnosen stilles til behandlingen afsluttes. De mange velvalgte bidragydere har gjort et fortrinligt arbejde med indholdet.

Bogen består af seks dele, der omhandler forskellige elementer i kræftforløbet. Første del indledes til min store glæde med tumorbiologi, behandlingsmetoder og epidemiologi. Indsigt i sygdommen på cel-leniveau er nemlig en helt væsentlig forudsætning for at forstå, hvad kræftsygdommene og deres behandling – direkte såvel som indirekte – medfører for de mennesker, der rammes, også eksisten-tielt og psykosocialt.

Bogen har meget på hjerte, og jeg er enig med redaktørerne i, at emnet kræft er for omfattende til, at bogen kan rumme alle aspekter. Netop derfor er en stram redigering påkrævet, således at for mange gentagelser undgås, og faktuelle oplysninger optræder ens. At den danske prævalens for kræft angives som henholdsvis 235.000, 245.000 og 225.000, alt efter hvilket kapitel man læser, er ikke hjælpsomt for målgruppen.

En strammere redigering kunne desuden have skabt plads for nog-le af de vigtige emner, der er udeladt, f.eks. ledelse af kræftsygeplejen og af de sygeplejersker, der udfører den. Hvordan sikres faglig kvalitet og udvikling af kræftsygeplejen i det daglige? Hvordan tages der hånd om de sygeplejersker, der i forreste linje konfronteres med alvorlig sygdom og li-delse i et biomedicinsk orienteret behandlingssystem?

Andre væsentlige emner, jeg savner behand-let netop i et forløbsperspektiv, er den kræftsygepleje, som udføres i primær sektor og almen prak-sis, pleje og behandling af kræftsår på sygehuset og hjemme samt ernæring til kræftpatienter i de forskellige faser i patientforløbet.

Bogen er ikke tænkt som handlingsanvisende. Imidlertid fungerer de kapitler, hvori forfatterne anviser handlemuligheder, rigtig godt, idet disse praksisnære eksempler konkretiserer og illustrerer de mange overordnede anbefalinger og vejledninger, der eksisterer på kræftområdet. ”Kræftsyge-pleje – i et forløbsperspektiv” er en vigtig og vægtig bog. Ovenstående skal derfor ikke hindre, at den tages bredt i anvendelse, men kan muligvis tjene til inspiration for næste udgave.

 

Klodens eneste overlevelsesmulighed

anm_laering-i-konkurrKnud Illeris (red.)
Læring i konkurrencestaten 
Kapløb eller bæredygtighed

Samfundslitteratur 2014
300 sider – 249 kr.

Af Kirsten Dalby, sygeplejerske, cand.pæd., underviser på Professionshøjskolen Metropol

Hvis du er til et godt gys, så læs denne bog, og du vil blive klogere på de mærkelige tiltag, der pågår både i uddannelsessystemet og i resten af samfundet. 11 forskellige bidragydere sætter spot på mordet på velfærdsstaten og dens transformation til konkurrencestat, hvilke konsekvenser dette afføder samt bud på en ny vej.

Den politiske tankegang er, at vækst er økonomiens redning, så derfor skal der produceres effektivt. Konkurrence synes at være incitamentet, så vi kæmper individuelt, nationalt og globalt mod hinanden. (Steen Hildebrandt, Ove K. Pedersen). I forhold til omsorgsarbejdet viser det sig ved standardisering og rutinisering af opgaver indenfor snævre tidsrammer og ikke nødvendigvis udført af fagprofessionelle (Katrin Hjort).

Dette fordrer verdens bedste uddannelsessystem, men det går ikke så godt, viser alle målinger. Illeris sammenfatter problemstillingen ved at fremhæve, ”at vi har udviklet et skole- og uddannelsessystem, hvor den nationale konkurrence går forud for hensynet til læringen og de lærende, hvilket medfører, at læringen bliver dårligere, hvilket reducerer den nationale konkurrence”.

Et andet alarmerende problem er en 160 pct. stigning gennem de sidste 14 år på antallet af børn i psykiatrisk regi, hvoraf halvdelen udgøres af de såkaldte bogstavbørn, f.eks. ADHD og OCD (Søren Langager).

At læring ikke kan ses alene som kompetencer rettet mod erhvervslivet, men må handle om udvikling af identitet hos såvel unge som voksne, er en realitet, der overses i jagten på produktivitet. (Thomas Ziehe, Etienne Wenger, Illeris).

På det personlige plan medfører mange omstruktureringer og umulige krav fra chefer uden branchekendskab til udvikling af stress, hvilket Nadja Prætorius i sin meget tankevækkende artikel kalder Arbejdsrelateret Ydrestyret Dehumanisme. Medarbejdere bliver f.eks. tvunget til at gå på kompromis med egen faglighed og etik eller dække over fejl, så bevillinger ikke stoppes. Dette måske under tavs trussel om afskedigelse.

Et paradigmeskifte er selvsagt nødvendigt. Et bud kan sammenfattes under begrebet bæredygtighed, forstået som respektfuldt, værdigt samarbejde – ikke konkurrence – i såvel lokale fællesskaber som samarbejde på det globale plan i miljø- og netværksstater. Klodens eneste overlevelsesmulighed. (Prætorius, Hildebrandt).

 

Aborten og de evige dilemmaer

anm_Bogen-om-provokeret-abort---Jacob-Birkler-pJacob Birkler
Bogen om provokeret abort
– perspektiver og udfordringer

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2014
136 sider – 199,95 
 

Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf.

Dette er den sidste boganmeldelse, Karen Ellens Spannow nåede at skrive. Hun døde d. 12 juli 2014 efter længere tids sygdom. Karen Ellen Spannow var født i 1944, hun blev sygeplejerske i 1969, mag. art. i etnografi i 1987 og ph.d. i 1999. Hun blev kendt for sine kronikker, for sin deltagelse i debatprogrammer på P1 og for sine direkte og underholdende boganmeldelser i Sygeplejersken. Vi vil savne hendes kloge ord og humor.


Jacob Birkler, som er formand for Det Etiske Råd, har skrevet en lille, men tætpakket bog om de mange moralske dilemmaer og praktiske problemer, som gennem tiderne er opstået, fordi kvinder til alle tider har været og vil være udsat for uønskede graviditeter og derfor har grebet til alverdens remedier og handlinger for at abortere. Bogen er bygget op omkring fire emneområder. Det første handler om abortens historie, jura og implementering af lovgivningen især i Danmark, dog med korte introduktioner til andre landes lovgivning.
Det andet område belyser perspektiverne ved provokeret abort ud fra filosofiske, pragmatiske eller psykosociale vinkler. For det tredje behandler Birkler de etiske udfordringer, og til sidst introduceres læseren for den nyeste teknologi indenfor fertilitetsområdet og de dertil knyttede udfordringer. Når først ægget kan udvikles hvor som helst, føjer der sig nye svære spørgsmål til, hvad der er abort, hvad der er barn, og hvem der ejer hele molevitten. Således banker konsekvenserne af at anvende en kunstig livmoder i hele fostertilværelsen på, fordi muligheden for at skabe gode forhold for fostret uden for den naturlige livmoder i den periode mellem 2. og 22. uge, hvor en livmoder er nødvendig, teknisk er kommet meget nærmere.

Den oplysning i bogen, der rystede mig mest, var, at halvdelen af de ca. 42 millioner aborter, som skønnes foretaget hvert år i hele verden, er illegale. Her i det 21. århundrede, hvor kvindebevægelsen i årtier har kæmpet for kvinders ligestilling, er det stadig halvdelen af de kvinder, som har brug for abort, der tvinges til at skaffe sig en sådan på ulovlig måde. Med alle de helbredsrisici det indebærer. Det kan man passende huske på, næste gang man bliver spurgt, om den 8. marts stadig har sin berettigelse.

 

 Velskrevet brobygger mellem skole og klinik

anm_laering-i-klinisk-praksisStine Glasdam og Steen Hundborg (red.)
Læring i og af klinisk praksis
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2013
240 sider – 299,95 kr. 

Af Mette Nørtoft Nielsen, sygeplejerske, klinisk vejleder, master i sundhedspædagogik, Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Kognitiv klinik

Titlen på bogen refererer til ønsket om dels at forberede og styrke de sundhedsprofessions-bachelorstuderendes møder med de kliniske uddannelsessteder, dels de kliniske uddannelsessteders møder med de studerende. Her må bogen siges at være vellykket, idet den virkelig formår at slå ned på elementer, som for mange sygeplejepraktikere er blevet selvfølgelige, tavse eller ligefrem skjulte i et sundhedssystem, der er hårdt økonomisk styret og stramt bundet op på personaleressourcer og tid. Den beskriver bl.a. uniformer, arkitektur, sprog og læringsredskaber på en måde, som gør læseren opmærksom på, hvilke udfordringer mødet med klinisk praksis giver, og hvilke læringsmuligheder der opstår, når den studerende bevæger sig i de kliniske arenaer.  

Bogen er velskrevet og bærer præg af fagligt kompetente forfattere, som formår at formidle læringsteorier på en lettilgængelig og praksisnær måde, der giver blod på tanden i forhold til vejledningsopgaven. Ligeledes er den højaktuel ift. at eliminere det praksischok, som flere studerende oplever, og som desværre kan være årsag til studieophør, idet bogen fungerer som brobygger mellem den teoretisk orienterede skoleverden og den praktisk orienterede kliniske verden.  
Bogen er bygget op som en antologi med 14 selvstændige og lettilgængelige kapitler, hvilket gør den velegnet som opslagsværk. Den henvender sig til såvel studerende, undervisere som kliniske vejledere på professionsbacheloruddannelserne indenfor sundhedsområdet, men sundhedsprofessionelle uden egentlig vejlederuddannelse vil ligeledes have stor gavn af at læse bogen, da vejledning af studerende i klinisk praksis er en fælles opgave, og bogen giver en fremragende indføring i vejledningsopgaven og de udfordringer, krav og forventninger, der er forbundet hermed.

 

Kort nyt om bøger


Anna-Grethe Thøgersen
Mad & Måder
Kogebog til dysfagi – spise- og synkebesvær

Eget forlag
86 sider – 250 kr. inkl. forsendelse
Fås ved henvendelse til thogersen2014@gmail.com

Her er opskrifter til køkkener og produktionssteder, der leverer mad til personer med dysfagi. Forfatteren er økonoma og har bl.a. arbejdet som privatansat og skrevet artikler i forskellige medier. Det er al ære værd, at hun gerne vil give mennesker med synkebesvær en god oplevelse af måltidet, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over opskrifterne på blødkogt æg og kartoffelmos. Ved man ikke, hvordan man frembringer et blødkogt æg i et storkøkken? Mange af retterne er baseret på færdiglavet puré, og hvordan den smager, ved jeg ikke. Portionerne rækker til 10-15 personer, og forfatteren anvender konsistenstrappen til at beskrive, hvilke kostarter opskriften dækker. Konsistenstrappen er beskrevet i Sygeplejersken 2014;(2):61-73. (jb)

 
Katherine Pakieser-Reed
Night Shift Nursing
Savvy Solutions for a Healthy Lifestyle
Sigma Theta Tau International 2013
168 sider – USD 29,95
Fås på nursingknowledge.org

Målet med bogen er at give sygeplejersker gode råd og konkrete idéer til, hvordan livet som nattevagt kan blive et sundere liv. Det handler f.eks. om at spise ordentligt og lade være med at benytte mad som et middel mod kedsomhed. Desuden indeholder bogen talrige forslag til motion, og den viser gennem mange citater, hvordan man på den enkelte arbejdsplads lægger vægt på at fortælle, at man faktisk bekymrer sig om nattevagter som kategori. Der er særlige arrangementer for nattevagter, og ledelsen gør en ekstra indsats for at passe på dem. Det har jeg aldrig set eksempler på i danske lokale medier eller intranet. (jb)

 
Anders Stahlschmidt & Peter Knoop Christensen
Spørgeteknik 
Akademisk Forlag Business 2014  

Bogen udkom første gang for syv år siden, men denne udgave er tilføjet nye afsnit om bl.a. ansættelsesinterview, spørgeguider og spørgeskemaer. Hensigten med bogen er at skabe bedre samtaler indeholdende bedre spørgsmål. Nogle mennesker kan spørge, så samtalens karakter forandres – hvad er det, de gør? Bogen er let at læse og spækket med eksempler. Den skitserer bl.a. samtalens forløb, formidler viden om abstrakte, indfølende og dumme spørgsmål, og til slut findes en inspirationsliste med mange hv-spørgsmål: hvordan, hvorfor, hvad, hvor.”Vi spørger til fakta før forklaringer”, lyder en grundregel i bogen. Den er god at huske – også i sygeplejen. Sygeplejersker og sygeplejestuderende kan uden tvivl bruge bogen til at blive bedre til at beherske dialogen med både patienter og kolleger. (jb)